Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at læse. For det føles, som om bøger altid har været en del af mit univers, og jeg blev en læsehest som ganske ung. Min far er tysker, og jeg gik i tysk skole de første år, så jeg lærte også først at læse på tysk. Dengang slugte jeg især Karl Mays eventyrromaner, der typisk foregik i det vilde vesten i USA, og jeg glemmer aldrig hans pladderromantiske bøger om indianeren Winnetou. Karl May er måske ikke så kendt i Danmark, men i Tyskland er han måske den mest læste forfatter nogensinde. For han kunne opbygge et univers, man blev suget ind i.
Da jeg kom i dansk skole, blev jeg optaget af Gyldendals ungdomsklassikere med for eksempel Jules Vernes bøger, men den helt store læseoplevelse fik jeg som 13-årig, da jeg læste Tolstojs ”Krig og fred”, som jeg stadig synes er romanen, der har det hele – liv og død, storhed og fald. Det er en rigtig skæbnefortælling, som min nye veninde Karen Blixen ville have sagt. Og som barn legede jeg i modsætning til mine kammerater også hellere krig på Napoleons tid end omkring Anden Verdenskrig. Fortiden har altid fascineret mig, så jeg læste også bøger som Erich Maria Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten” dengang.
Siden har jeg læst mange bøger i mange genrer, men jeg er stadig fascineret af his-torier, der spænder over tid og geografi. Mine kommende bøger om Karen Blixen og Niels Bohr har også det tilfælles, at det handler om store personligheder, der har hele verden som deres legeplads. Derfor læste jeg også for nylig med stor fornøjelse Churhills erindringer om sine unge år i årtierne frem til Første Verdenskrig, hvor det britiske imperium var på sit højeste, og krig stadig blev forbundet med heroiske mandeidealer.
I øjeblikket er jeg i Berlin, hvor jeg også læser en del tysk litteratur. Lige nu læser jeg Christoph Heins ”Glücks-kind mit Vater”, der handler om en ung mand, der kæmper for at bryde med sin fars skygge. Og jeg er også meget begejstret for Daniel Kehlmanns forfatterskab. Jeg har lige læst ”Opmålingen af verden”. Og både Kehlmann og Hein har fået mig til at tænke på, hvor overset det er, at tysk litteratur også kan være fuld af humor.8