Prøv avisen
Interview

Vi vel te kjerk i då'e: Morsingbo går til kamp for dialekten

Da jeg begyndte på ordbogen, troede jeg ikke, at det ville blive så stort et arbejde, siger Hanne Glintborg: Men når man har sagt A, så må man jo også sige B, mener jeg. Og så har jeg altid været B-menneske, så det har passet mig at sidde oppe om natten og nørkle med ordene. Foto: Jens Bach

Morsingbomål er en truet dialekt, så nu er Hanne Glintborg gået til kamp for det lokale sprog med sin ”Morsingbo-ordbog” på 1000 sider

”Vi vel te kjerk i då'e. Dær ær kjerkgång æ klokken tåv. Vi ska først åp på æ kjærgo mæ en bukæt.”

Og så skal søndagsklæderne naturligvis være i orden, og måske er manden ”bløvven fo tyk, så han e'r ka brug æ lyvrem, hværken øvve hælle ånne æ maw, og derfor ær nøtt te'e brug pransler fue å holl hans båwse o'p.”

”Nogle tror, vi forsøger at tale engelsk eller fransk, når de ringer til os fra andre dele af landet, og vi snakker morsingbomål med dem. Alene derfor er vi jo nødt til at blive rigsdansk i målet, når vi skal udenø's, men ellers snakker vi da helst stadigvæk morsingbomål til daglig her på landet,” forklarer Hanne Glintborg - på rigsdansk til glæde for os, der ikke er indfødte, selvom der indimellem smutter lidt dialekt med, og sprogtonen kræver en ekstra opmærksom lytten.

Men snart vil det være slut med den lokale dialekt på Mors, mener 79-årige Hanne Glintborg.

”Mine børnebørn kan stadig forstå morsingbomål, men de kan ikke snakke det. Når der kommer oldebørn, vil det nok være helt glemt, og det er da synd og skam. Derfor har jeg nu så skrevet min bog, så kan de lære det, for her kan de læse en 'oversættelse' af hvert eneste ord.”

De sidste tre år har Hanne Glintborg siddet foran computeren og brugt sin fritid, og ofte det halve af natten, på arbejdet med sin ”Morsingbo-ordbog”, den første nogensinde, udgivet under titlen ”De ær sø'en, vi sæjje” - ”Det er sådan, vi siger”.

Bogen er udgivet med tilskud fra Velux Fonden, lokale fonde og foreninger på Limfjordsøen. Resten har Hanne Glintborg lagt ud af egen lomme.

Der er tale om et digert værk på næsten 1000 sider, hvor hun ord for ord har oversat fra den rigsdanske retskrivningsordbog til morsingbodialekten, og med forklarende sætningskonstruktioner, som dem, der bringes eksempler på i indledningen:

”Vi går til kirke i dag. Der er kirkegang klokken to. Vi skal først op på kirkegården med en buket”. Og det andet, om manden, der er ”blevet for tyk. Han kan ikke bruge livremmen, hverken over eller under maven, så han er nødt til at bruge pransler (det specielle morsingbo-ord for seler) for at holde sine bukser oppe.”

Hanne Glintborg er født på Sydmors, hvor hun stadig bor på den landejendom, hun sammen med sin mand, Thorvald, købte i 1955.

Her passede hun parrets fire børn og arbejdede som medhjælpende hustru. Efter Thorvald Glintborgs død i 2010 bor hun nu sammen med sønnen Villy, som har overtaget ejendommen.

”Han rystede jo på hovedet og mente ikke, jeg var rigtig klog, da jeg fortalte ham, at jeg ville skrive en hel ordbog, og måske havde han ret. Da jeg begyndte på den, troede jeg jo ikke, at det ville blive så stort et arbejde. Men når man har sagt A, så må man jo også sige B, mener jeg. Og så har jeg altid været B-menneske, så det har passet mig at sidde oppe om natten og nørkle med ordene.”

Hanne Glintborgs boglige uddannelse begrænser sig til syv år i den lokale Øster Assels Skole.

”Men vi havde en rigtig god dansklærer, så vi fik lært grammatik og at stave,” fortæller hun. Og tilføjer med et skævt smil efter en lille pause: ”Det er jo ikke altid, aviserne kan finde ud af det i dag.”

Vi sidder i Hanne Glintborgs spisestue, mens vi snakker sammen. Her hænger hendes malerier med landskaber, heste og køer på væggene, for Hanne maler også og henter naturligvis sine motiver fra det landbomiljø, hun hele sit liv har været en aktiv del af, og hvor hun gerne har blandet sig i den lokale debat. Gennem årene har hun også skrevet talrige lejlighedssange til både offentlige og private begivenheder.

Morsingbo-dialekten har hun fået ind med modermælken, og hendes kamp for at bevare den for kommende generationer har givet genlyd over hele Limfjordsøen og ud i landet:

Det første oplag på 400 af den godt halvandet kilo tunge ”Morsingbo-ordbog” er allerede udsolgt. Mange af dem til ”udvandrede ” morsingboer, som er flyttet til andre landsdele.

Et nyt oplag på endnu 400 eksemplarer er nu trykt, og salget af det er godt i vej, fortæller Hanne Glintborg. Ude i gangen ligger en stor stabel.

Andre er ude hos brugsforeningen og købmanden i Øster Assels og boghandleren i Nykøbing Mors, som sælger ordbogen, der også kan købes ved direkte henvendelse til Hanne Glintborg.

”Det er jo helt tosset, som det har været med den bog,” lyder hendes jordbundne kommentar. ”Det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg skrev den jo bare, fordi jeg synes, det er sjovt, hvis man stadig kan høre, hvor folk kommer fra, om de kommer fra Thy eller Himmerland eller Mors, og at vi må prøve, om vi måske alligevel kan bevare lidt af dette særpræg.”

Øv dig på morsingbo-dialekten

Tre eksempler på morsingbo-dialekten, hentet fra Hanne Glintborgs ordbog, som man kan øve sig på:

”Æ knæjt ær e'r så skøk anlå'e. Han skøkke fagtisk engenteng. Han skøkke e'r engång dæm vil høvde, da di sku ukke æ føst gång”

(Knægten er ikke så sky anlagt. Han skyr faktisk ingenting. Han skyede ikke engang de vilde høveder, da de skulle ud første gang).
 
”Kuemåren ær jo en tvornvæjle så lånt hænn, te de ka e'r høes, mæn æ løkn ka sekkes po en mørk hemmel i æ høsttek, næ'e ær ku'e ær må'en”

(Kornmod er jo et tordenvejr så langt henne, at det kan ikke høres, men lynet kan ses på en mørk himmel i høsttiden, når kornet er modent).
 
Og den lidt folkelige, som benytter en helt særlig lokal, malerisk ordsammensætning, nemlig ”pevl-i-ran-skijd”: ”Han ku e'r go 5 mete fræ hjemmen: Han håed fot pevl-i-ran-skijd”

(Han kunne ikke gå 5 meter hjemmefra. Han havde fået pevl-iran-skijd, det vil sige diarré).

“De ær sø'en, vi sæjje” - ”Det er sådan, vi siger” - er den første ordbog over morsingbomålet. - Foto: Jens Bach