Det er set og hørt og læst før. Alligevel breder varmen sig i Anna Mejlhedes debutroman

"Håbets ø" gennembryder ingen litterære mure. Men den er ærlig og ægte. Og den redder sig igennem helt ude på kanten af klichéen - uden at dumpe i

Man har læst bøger som "Håbets ø" før. Men den lige akkurat banal nok til at være god, ægte og uden klichéer, pointerer anmelder Liselotte Wiemer i forbindelse med Anna Mejlhedes (på billedet) nyeste roman.
Man har læst bøger som "Håbets ø" før. Men den lige akkurat banal nok til at være god, ægte og uden klichéer, pointerer anmelder Liselotte Wiemer i forbindelse med Anna Mejlhedes (på billedet) nyeste roman. . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Det er svært. Men det er ikke umuligt. Det er sort, men det er ikke kulsort. Det er ensomt. Men der er altid en hund, man kan tage under sine vinger. Den hedder i øvrigt Sofus. Eller et lam, man kan give sutteflaske.

Sådan er Anna Mejlhedes debutroman fra Læsø, der udgives under den noget tykskårne titel: "Håbets ø". Men håb er der, og ø er der. Og dertil en fin og enkelt historie om at klare sig i verden, når alting ramler - og ens elskede står i en urne og gør hele livet til aske i et lille tanghus midt i Kattegat.

Ifi hedder vores hovedperson – igen lidt tykskåret reference til græsk tragedie. Ifi er journalist. Men har nu taget orlov på ubestemt tid, ramt af sorgen over sin Einars død. Einar var en betydelig billedkunster, der under udførelsen af et stort vægmaleri på Færøerne bliver slået ihjel, da stilladset bryder sammen. Hvordan kan et enkelt menneske lægge verden så øde, spørger hun senere.

Einars aske skal nu spredes over havet omkring øen. Men før der kan spredes, skal der samles. Og det sker i små fine cirkler omkring huset. Helt nede ved hverdagsjorden. Der kommer en ræveunge. Der åbnes for vandet, og kryb myldrer frem. Fuglene synger morgensang. Græsset er rimvådt. Det er marts. Så bliver det april, maj, juni.

Ifi møder Julie på stranden. De samler rav. To ensomme sjæle med hver deres hemmeligheder. Og lidt efter lidt bliver de til livsånde for hinanden. Og nyt liv kommer til.

Ikke mindst i romanens mest rørende scene, hvor den barnløse Ifi tager et efterladt lam med hjem i sengen og giver det mælk og kropsvarme. Det minder mig så fortryllende om den islandske film "Lamb", hvor et barn bliver til et lam og et lam til et barn. Se den! Men læs også denne lille indbagte påskefortælling om død, der bliver til liv, for til sidst at forvandles til hunden Sofus.

Det er så tilpas skørt, at det bringer læseren på en flyvetur tilbage til sig selv. Kroppen. Urinstinktet. Og med de sprækker af overnaturlighed, ethvert samfund bør rumme.

Romanens slutter et halvt år efter ankomsten, hvor Læsø ikke længere er en flugt, men et blivende sted at være. Og tilbage står pointerne skåret i jord: Rejsen hjem går gennem naturen, kroppen, bænkebiderne. Gennem den samme rugbrødsmad ved køkkenbordet, morgen efter morgen. Gennem udholdenhed i trængslen. Bliv, vent, stå stille, lyt! Og så gennem den heling, hvor der må andre mennesker til. En nabo. En dyrlæge, en strikkekone. Forbindelser til verden.

Lyder det velgennemtravet? Jamen, det er det da også. Men det gør ingenting. For som Asger Jorn skulle have sagt: Fejlen ved det banale er, at det ikke er banalt nok. Altså: at vi ikke tager det alvorligt. Men holder det ud i ironisk armslængde eller putter det i munden som et bolsje.

"Håbets ø" er lige netop banal NOK. Fortællingens gang er et patchwork af gamle kjoler. Den gennembryder ingen litterære mure. Men den er ærlig. Og den er ægte. Og den redder sig igennem helt ude på kanten af klichéen - uden at dumpe i. 

Man læser. Og man læser med en stille glæde.

Anna Mejlhede: Håbets ø. 320 sider. 229,95 kroner. People’s.