Katrine Marie Guldager har efterhånden skrevet over 100 bøger i mange genrer. Inden for børnebøger er hun især kendt for sine bøger om Frøken Ignora og billedbøgerne om drengen Anton, som Kirsten Raagaard har illustreret. Anton-bøgerne er særligt filosofiske og behandler gerne livets store spørgsmål.
I ”Anton føler skyld” ligger 10-årige Anton i sin seng og har det virkelig varmt og lykkeligt. Men i mørket slår det ham, at der rundtom i verden er tusindvis af børn, der hverken har seng eller mor. Det er, som om alverdens børn råber til ham om hjælp. Anton kan ikke slippe tanken og kan hverken spise eller sove. Næste dag i skolen tænker han: ”Hvordan skulle han dog kunne gå til time, når så mange børn i verden ikke har råd til at gå i skole, ikke har råd til bøger, ikke har råd til en rygsæk?”.
Igennem historien bliver han og læseren, godt hjulpet af Kirsten Raagaards udtryksfulde tegninger, bekræftet i, at verden grundlæggende set er ond. Det giver ikke mening at foretage sig noget. Emnet er også behandlet i andre bøger, mest markant i Jane Tellers klassiker ”Intet”, hvor drengen Pierre Anthon ikke ser noget at leve for og derfor kravler op i et blommetræ og nægter at komme ned.
At Katrine Marie Guldager tager emnet op for mindre børn er virkelig relevant og velkomment. For naturligvis konfronteres mindre børn med masser af billeder fra såvel tv, internet som aviser, og såmænd også fra anden børnelitteratur, der har fokus på at påvirke børn til at føle et samfundsansvar. Men de mindre børn har ikke den sproglige ballast, der gør det muligt for dem at tale om det på en god måde.
Som forældre kan det også være et meget vanskeligt emne at drøfte, for man har heller ikke som voksen nødvendigvis et godt svar.
Guldagers løsning i slutningen af bogen er at lade skolelæreren vise, hvordan Anton også kan gøre noget selv: Hvordan skal ikke røbes her, men det at kunne vise, at man selv kan gøre noget, er en modvægt til den modløshed og meningsløshed, man kan føle, når man bærer alle verdens problemer på sine skuldre.
Raagaards tegninger rammer, så det gør ondt. Antons desperation og sorg lyser ud af siderne og supplerer den fine tekst forbilledligt. Det er en virkelig god bog om en svær og relevant problemstilling.
Det samme kan man sige om Mette Vedsøs og Signe Kjærs ”Tordenhuset”, som også handler om en dreng med et vanskeligt problem. Det er Elmer, som elsker sin far på gode dage, men må flygte ud af huset, når faderen har drukket. Så er der torden på vej, og Elmer må kravle i op i sit skjul i trætoppene. Her kigger han på stjerner og drømmer om at tage på rumekspeditioner. Men en nat, han er i skjulet, regner det, og skyerne dækker for al månens lys: ”Kaffekanden er næsten usynlig, og Elmer kan ikke mærke sine tæer. Han tænker: Flagermus, en udsultet ræv og grumme insekter med selvlysende skjold. Natten er sort som hans kappe, og der er alt, alt for meget at være bange for.”
Heldigvis kommer mor og tager ham helt væk fra hjemmet, da det hele ser sortest ud. Det er et klart budskab om, at man som voksen bliver nødt til at tage et ansvar for barnets tarv, når det hele bliver for meget. Igen har vi ligesom hos Guldager en situation, hvor barnet ikke har de redskaber, der skal til for at sige fra og finde en løsning. Begge bøger lægger på den måde vægt på den voksnes rolle i at støtte barnet i en verden, der er svær at håndtere egenhændigt.
Signe Kjærs illustrationer i ”Tordenhuset” fremstår meget levende. Der er mange forskellige elementer at se på, men med en samlende billedkomposition, der fremhæver det væsentlige. Da bogens format er stort, giver det billederne et stort område at boltre sig på – hvilket i øvrigt også gælder Kirsten Raagaards illustrationer i bogen om Anton. Det gør en stor forskel, at illustrationerne får lov til at fylde. Det kræver en temmelig disciplineret forfatter, for teksten må være kortfattet og kun sige det allernødvendigste, hvorefter forfatteren lader billedsiden fortælle resten. Det er lykkedes til fulde her.