En tangtækt gård på Læsø. Et gammelt kunstmuseum på Fyn. Og en kirkeplads i hjertet af København.
At de tre steder har noget tilfælles er ikke lige til at se, men fælles for gården, kunstbygningen og pladsen er, at de alle tre – som de eneste tre bygninger eller pladser foran bygninger – blev fredet af Slots- og Kulturstyrelsen sidste år. Dermed har de tre steder kulturhistorisk værdi, arkitektonisk værdi og miljømæssig værdi, for det er de tre hovedkriterier, som skal være opfyldt, når et bygningsværk fredes. Det fortæller Merete Lind Mikkelsen, som er enhedschef for Center for Kulturarv under Slots- og Kulturstyrelsen.
I fredningspapirerne om Fyns Kunstmuseum står der blandt andet, at bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til byggestilen.
”Det klassicistiske udtryk, som Fyns Kunstmuseum er opført i, var den oftest foretrukne stilart til museer i datidens Europa, idet stilen vidnede om antikken som oprindelsen til den europæ-iske civilisations vugge,” står der, ligesom der henvises til, at andre museumsbygninger fra 1800-tallet også er opført i klassicistisk stil – det gælder blandt andet National Gallery i London og Museumsinsel i Berlin.
Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed i Odense, ”hvor den indtager en prominent position i gadebilledet”, mens den arkitektoniske værdi ved Fyns Kunstmuseum ”knytter sig til bygningens enkle hovedform og ensartede farveholdning”, ligesom bygningens malede billedfrise også fremhæves.
I begrundelsen af fredningen af den firlængede delvis tangtækte gård fra 1600-tallet på Læsø fremhæves det, at ”gården har opretholdt en række træk, som er typiske for Læsøs særegne byggeskik, først og fremmest de fornyede tangtage og de bevarede dele af simpelt bindingsværk på syldsten”.
Fredningen af Trinitatis Kirkeplads, som altså ikke er en bygning, men pladsen foran Trinitatis Kirke og Rundetaarn i København, repræsenterer en helt tredje historie, fortæller Merete Lind Mikkelsen:
”Da man begyndte med at frede bygninger i 1918, kunne man ikke frede landskabsarkitektoniske værker, det vil sige pladser, landskaber med videre med særlig høj arkitektonisk eller miljømæssig værdi, så de ikke blev ændret eller ligefrem bebygget. Kirkepladsen er en særlig plads, fordi den er et roligt sted, hvor der er plads til eftertanke, midt i centrum, og hvis man skal fastholde det, bliver man nødt til at frede den,” siger hun.
Fredning af landskabsarkitektoniske værker blev mulig i 2010, men der er endnu ikke mange fredninger af den type, fortæller Merete Lind Mikkelsen.
Fredningen af Trinitatis Kirkeplads, som landskabsarkitekterne Sven-Ingvar Andersson og Steen Høyer samt arkitekterne Inger og Johannes Exner i 1982 har stået for udformningen af, er også usædvanlig af en anden grund: Pladsen er nemlig yngre end 50 år, og det er sjældent, at man freder så unge værker. Men i Slots- og Kulturstyrelsens fredningsbeslutning står der, at pladsen ”har de fremragende arkitektoniske, og kulturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning af et værk, som er yngre end 50 år”.