Det er svært ikke at være enig i denne samtidsdiagnose. Men...

Stilen i denne bog om stoicismen er sløset, så sludrende og anekdotisk, at det føles som at blive mansplainet timelangt af en, der lige har læst et citat af Seneca på Wikipedia

Det er svært ikke at være enig i denne samtidsdiagnose. Men...

Det er de senere år blevet en yndet disciplin inden for selvhjælpslitteraturen at forgribe sig på filosofiens store tænkere som Kierkegaard, Nietzsche og Sokrates og brygge en pivtynd selvhjælpssuppe på løsrevne ”oneliners”. Og selvom det ved første øjekast nok kan bibringe en fernis af dybde til en tvivlsom genre, så gør det sjældent noget godt for filosofien.

Kommunikationschef i PFA, Niels Overgaard, har kastet sig fuldblods ud i den populære øvelse i sin nye antiselvhjælps-selvhjælpsbog ”Det hele handler ikke om dig”, der med afsæt i antikkens stoiske tænkere formulerer en mulig modgift til alskens moderne dårligdom.

Det er svært ikke at være enig i Overgaards samtidsdiagnose. Vi bruger for meget tid på skærme, for lidt tid på hinanden. Vi er forfængelige, for selvoptagede og sarte. Krænkelseskulturen er symptom på manglende udholdenhed, at vi ikke har lært at værdsætte smerte, sorg og modgang som en lærerig del af tilværelsen og kilde til livsvisdom og styrke. Også i kritikken af den grænseløse forbrugerisme og blinde behovsstyring, som kendetegner tidens hedonisme, må man give ham ret.

Med andre ord forsøger han nok så sympatisk at slå et slag for glemte, klassiske dyder som mådehold, pligt, selvbeherskelse, udholdenhed, afsavn og umage – og slægter i så henseende sin forgænger på feltet Svend Brinkmann på. Niels Overgaard er dog om muligt endnu mere frisk i vendingen, endnu mere skødesløs i sin instrumentalisering af stoicismen end Brinkmann.

I ”Det hele handler ikke om dig” koges den antikke morallære ned til fem overordnede punkter: Fokusér på det, du kan kontrollere, succes er at gøre det rigtige, selvdisciplin gør dig fri, døden er din ven, det hele handler ikke om dig.

Det er med udgangspunkt i disse generelle leveregler, udledt af læsninger af en håndfuld tekster af stoikerne Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius, at han strikker en livsmanual sammen med konkrete råd til, hvordan man agerer stoisk i arbejdslivet, i trafikken, til familiefødselsdagen og så videre. For eksempel er det en bedre idé ikke at hidse sig op over en langsom bilist på motorvejen, for hvad nu hvis det var dig selv, der var den langsomme bilist. Eller hvad med: ”Det er din indstilling, og hvad du gør med dit liv, der er afgørende for din mulighed for at blive lykkelig”.

Undervejs krydres de lovligt banale åbenbaringer med eksempler fra forfatterens eget liv og afstikkere til popkulturen, som citater fra den store stoiker Hank Moody fra tv-serien ”Californication” eller vor hjemlige åndsfyrste Steffen Brandt fra bandet TV-2. Hertil kommer et kursorisk udpluk af moderne ledelsesfilosofi, lidt zenbuddhisme og en knivspids positiv psykologi.

Stilen er sløset, så sludrende og anekdotisk, at det føles som at blive mansplainet timelangt af en, der lige har læst et citat af Seneca på Wikipedia. Og selvom Overgaard til sit forsvar indledningsvist erklærer, at bogens ærinde ikke er at bringe en detaljeret, teoretisk kortlægning af stoicismen, men blot gøre den brugbar og tilgængelig for moderne mennesker, så savner man nu alligevel, at han var gået bare et spadestik dybere i sin introduktion. Eksempelvis virker det unødigt useriøst, at alle direkte citater fra stoiske kildetekster er tvivlsomme egenoversættelser fra engelsk, ligesom det næsten er utilgiveligt at bringe et citat fra Hollywood-filmen ”Troja”, når man refererer til Homer. Men Overgaard bærer tidens flygtighed i sig. Han bevæger sig på overfladen, sjældent i dybden. Og det kan jo synes lidt ironisk, når man gerne vil leve stoisk.