I storbyen skal man gøre sig smal for at komme nogen vegne

Kunstneren Peter Mock var besværet af livet i storbyen. Han og hustruen drømte om at bo et sted, hvor de kunne leve i harmoni og for en beskeden indtægt. Derfor flyttede de til Thyborøn

Det er dejligt at finde genklang for det, jeg laver, siger maleren Peter Mock, der maler af indre nødvendighed.
Det er dejligt at finde genklang for det, jeg laver, siger maleren Peter Mock, der maler af indre nødvendighed. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Peter Mocks øjne lader sig indfange af alt det, der ikke er glamourøst. Han ser sand, cement, beton, rust og gråvejr. Men han ser det ikke, som de fleste ser det.

For ham er de elementer fyldt med en særlig klang og poesi, som han hver dag forsøger at få frem i sine billeder. Han insisterer på ikke at være kunstner, men derimod et menneske med en særlig hengivenhed for skønheden i det hverdagsagtige.

Fra sit hjem, keramikværksted og atelier på Vesterhavsgade i Thyborøn har Peter Mock udsigt til det meste af det, han holder af, og resten skal han kun gå få meter for at få øje på. Her er på én gang både meget stille og meget larmende.

Stilheden forekommer i mangel på mennesker i fiskeribyen denne formiddag, og larmen kommer fra en kraftigt blæsende vestenvind. Begge dele hører til dagens orden her.

”Jeg holder af det nedstemte. Alle her kender det, men mange overser, hvor flot det egentlig er. Når det bliver hevet frem på et billede, kan de fleste derimod se det,” siger han og fortsætter:

”Mine billeder er en form for kompositionsarbejde. De enkelte elementer tiltrækker mig, men jeg maler dem ikke nødvendigvis i den sammenhæng, de normalt indgår i. Alt, hvad der findes i billederne, findes også lige herude, men det kan godt være, der er byttet lidt rundt og fjernet en pølsekiosk hist og pist.”

Billederne hænger tæt i Peter Mocks atelier, der er det første rum, man træder ind i, når man åbner husets hoveddør.

De har dog for nylig hængt endnu tættere, men efter ”påskehurlumhejet”, som han kalder det, er mange af hans billeder forsvundet.

Vi er langt fra hovedstadens og de store byers censurerede påskeudstillinger, men også her er den kristne højtid sæson for salg af malerier.

Malergrej er der nok af i Peter Mocks atelier.
Malergrej er der nok af i Peter Mocks atelier. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Bag ved atelieret gemmer huset, der engang har været slagterforretning, på et keramikværksted, og bagved det igen har Peter Mocks hustru Hanne kombineret et kreativt værksted med en slags galleri.

Om sommeren, når vinden ikke er så kraftig som denne dag, er dørene slået op ud mod havet, og både turister og fastboende kigger gerne forbi.

Hanne, der er pensioneret lærer fra den lokale folkeskole, arbejder med at dekorere drivtømmer med muntre, malede motiver i stærke farver, med optrevlet tovværk og med alt muligt andet, som havet vælter ind på land hver eneste dag.

Det bliver til knagerækker, bordskånere og andre brugs- eller pyntegenstande.

”Der findes næppe mange husstande her i byen og omegnen, der ikke har et af mine eller Hannes værker,” fortæller Peter Mock nøgternt.

 Ikke for at hævde sig selv, eller hustruen for den sags skyld, den slags ligger ham meget fjernt, men simpelthen for at konstatere, at parret har været her meget længe og har en stor produktion af malerier og kunsthåndværk bag sig.

Det var i 1969, de to kom til Thyborøn, og 10 år efter købte de den nedlagte slagterforretning, hvor de siden har boet og arbejdet.

Forud for beslutningen om at slå sig ned her var gået en romantisk historie om en ung dansk studine, der mødte en tysk mand, som stod med staffeli og pensel på Montmartre i Paris og malede portrætter og bymotiver til forbipasserende turister.

De to forelskede sig, boede en tid sammen på et lille værelse i Paris og besluttede så at flytte sammen til Danmark.

”Vi drømte om sådan et sted, hvor vi kunne bo og leve i harmoni og for en beskeden indtægt. Vi var besværet af livet i storbyen, hvor man skal gøre sig smal for at komme igennem. Overalt er der trængsel og begrænsede muligheder for at udfolde sig. Vi udviklede en længsel efter noget, der var langt væk fra alt det og fandt det her ideelle sted helt ude ved havet,” siger Peter Mock.

Her opfostrede de deres tre børn i et familieliv, hvor Hanne arbejdede på skolen og Peter Mock gik derhjemme og passede børnene, mens han malede og lavede keramik.

”Altså, i begyndelsen blev der da lindet diskret på gardinerne i byen, når jeg med mit store fuldskæg kom trillende med en barnevogn. Her var mændene jo dem, der tog på havet og skaffede penge til familiens forsørgelse, mens kvinderne gik derhjemme og ordnede alt det huslige. Men folk her vænnede sig dog meget hurtigt til os, og vi har altid været utrolig glade for at bo her,” fortæller Peter Mock.

Det er lykkedes ham at skabe sig det liv, han allerhelst vil have. Nemlig at kunne bruge og delvist leve af sin kreativitet, være i naturen og samtidig leve i tæt harmoni med sin familie. Han konstaterer dog, at det er nemmere at leve for kunsten end af den.

”Det var et eksistentielt valg, og ud fra det kravlede der lige så stille det selvhjulpne liv, hvor man prøver at lave alting selv. Nøden lærer nøgen kvinde at spinde,” siger han.

Det store 2,15 gange 4,85 meter store maleri ”Ledelyset” præger Thyborøn kirkes indendørs indgangsparti.
Det store 2,15 gange 4,85 meter store maleri ”Ledelyset” præger Thyborøn kirkes indendørs indgangsparti. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Vestjyske billeder” står der på hans visitkort, der er blåt som himlen og havet på en god dag og med fiskekuttere som blikfang i forgrunden. Meget typisk for Peter Mock står der ikke ”kunstner” noget sted på visitkortet, for den titel vægrer han sig noget imod.

”Jeg er glad for det, jeg laver, men det har ikke nogen kunstnerisk rækkevidde i dén forstand. Det er con amore, og jeg har ikke lyst til at lave andet,” siger han.

Han var både glad og stolt, da han for nogle år siden blev spurgt, om han ville male et billede til våbenhuset i Thyborøn Kirke, der blev indviet i 2011. Nu pryder det store 2,15 gange 4,85 meter store maleri ”Ledelyset” kirkens indendørs indgangsparti.

Det centrale i billedet er lyset, hvor fyrtårn og lysstråler danner et kors, der er placeret på høftesten.

Til venstre er der skibe på et mørkt hav, en kompasrose og natlige himmellegemer. Til højre er den trygge havn let genkendelig med Thyborøns silhuet.

”Jeg er ikke religiøs, men jeg kunne i opgaven se en kobling mellem fiskernes hverdag og det, der foregår i kirken. Det handler om fiskersamfundets grundvilkår med at finde vej ude på det mørke hav, sætte deres garn og finde dem igen på samme måde, som de skal finde vej gennem livet. Der er en kontrast mellem det farefulde hav og den trygge havn, og så er der ledelyset, fyrtårnet, der blinker om natten og åbner sine arme for fiskerne. Der kunne jeg se en sammenhæng mellem det verdslige og det religiøse,” siger Peter Mock om billedet.

Han har holdt et enkelt lysbilledforedrag i kirken om billedets tilblivelse, og de fleste i byen er meget begejstrede for hans bidrag til den nye kirke.

”Det er dejligt at finde genklang for de ting, jeg laver. De opstår af en indre nødvendighed, som er uafhængig af geografi og kulturelle sammenhænge. Måske en længsel efter det basale i os alle sammen. Det er, som om billederne passer allevegne,” konstaterer han og fortsætter:

”Jeg maler det, jeg ser og sanser, og det kan folk tilsyneladende lide. Jeg holder af det forgængelige og alt det, der er gratis. Det er havet, strandene og engene, fiskekutterne og alt det, der skyller op og hører sammen med at bo her. Det er ikke altid let at male dieselos og mågehyl, men det hører jo med.”