Prøv avisen
Interview

Forfatter om DDR-bog: Det er svært at være menneske i et usynligt land

De fleste husker i dag formentlig begivenhederne omkring Berlinmurens fald som eufori og jubel, men det var, ifølge Jesper Bugge Kold, også forbundet med stor utryghed for mange mennesker, da berlinere slog Muren i stykker. ”Land i datid” er hans anden roman, men flere følger fra hans skriveværksted i hjemmet på Sydfyn. – Foto: Heidi Lundsgaard/Scanpix

Forfatteren Jesper Bugge Kold interesserer sig for de menneskelige vilkår for østtyskere før og efter Berlinmurens fald. DDR er som et nyt organ, der frastødes af kroppen, skriver han i sin nye roman ”Land i datid”, der er blevet til i idylliske omgivelser på Sydfyn

Det kan forekomme lettere uvirkeligt. At snakke om DDR-tiden, der i de fleste danskeres optik var et brunt, trist, ufrit og nu overstået kapitel i den europæiske historie, mens vi sidder her i en næsten Morten Korchsk sydfynsk idyl.

Men det er her fra sit arbejdsværelse i et hvidkalket hus fra 1897 med udsigt over bæk, marker, Svanninge Bakker og egne kaglende høns i baghaven, at Jesper Bugge Kold har skrevet sin nye og allerede meget roste roman ”Land i datid”. Kontrastfyldt, men særdeles meningsgivende for en mand, der både er familiefar, handyman, fritidsmusiker, fuldtidsbibliotekar – og forfatter.

Det sidste satte han sig for at blive, da han var på barselsorlov med sit yngste barn for fem-seks år siden. Udgangspunktet var en søgen efter historier, han gerne selv ville læse. Så når datteren tog sin lange lur midt på dagen, og de huslige pligter var overstået, skrev han. Det blev til romanen ”Vintermænd” om to helt almindelige tyske mænd, der bliver presset ind i den nazistiske krigsmaskine.

For den bog blev han nomineret til BogForums Debutantpris, og med oversættelser til både tysk og engelsk er den godt på vej til at nå et større internationalt publikum, blandt andet i USA. Da ”Vintermænd” udkom i 2014, var han for længst i gang med roman nummer to, for endnu en historie, han gerne selv ville læse om Tyskland, pressede sig på.

”DDR lå lige over på den anden side af vandet, men vi ved i virkeligheden meget lidt om det land. Jeg var nysgerrig efter, hvad der foregik og stadig foregår i det land, som nu er slettet fra landkortet. Så i virkeligheden er det min egen undersøgelse af landet, der er blevet til en roman,” fortæller Jesper Bugge Kold.

Hans nysgerrighed var blandt andet begrundet af, at han kender flere, der har været på kommunistiske skolingsophold i det tidligere Østtyskland. Og en iagttagelse af, at vi som danskere med foragt i stemmen kan tale om Stasi-metoder, samtidig med, at eksempelvis Skat opfordrer danske borgere til at angive hinanden.

”Vi tænker, at DDR var et frygteligt overvågningssamfund, men vi overvåger i virkeligheden hinanden endnu mere,” som Jesper Bugge Kold siger.

”Land i datid” handler om den unge danske mand Andreas, der rejser til Berlin i jagten på sin fortid. Han er resultatet af sin politisk aktive mor, Elisabeths, affære med østtyske Peter Körber, og i sin rejse tilbage i tiden møder han et land, der ikke længere eksisterer.

At Jesper Bugge Kold ikke er alene om at interessere sig for mennesker i det land, der siden Berlinmurens fald i 1989 har været fusioneret med Vesttyskland, fik han bekræftet, da han søgte om adgang til Stasi-arkiverne.

”Arkiverne får 5000 ansøgninger hver eneste måned fra mennesker, der gerne vil søge efter oplysninger om deres pårørende eller på anden måde gerne vil vide noget om tiden. Det fortæller mig, at der stadigvæk er en kæmpestor interesse for det her,” siger han.

Selv har Jesper Bugge Kold været i Berlin adskillige gange som turist, og han opholder sig næsten altid mest i den del af byen, der tidligere var DDR.

”Det har sin egen slidte charme at tage ud til eksempelvis bydelen Ahrensfelde, der før Murens fald var det ypperste boligområde og efter november 1989 blev til det mest skodagtige sted, man kunne bo. Der slår det én med undren, hvordan DDR bare kan blive fuldstændig overtromlet af et andet land. Vesttyskerne kom med pengene og alle de materielle ting, man ikke kunne få i DDR, men samtidig blev arbejdsløsheden nærmest den største eksportvare til DDR, for det var vesttyskerne, der gik ind og tog jobbene, blandt andet på universiteterne og de højere læreanstalter.”

Jesper Bugge Kold har placeret en af romanens personer, pensionisten Veronika, i Havemannstrasse, der er en del af Ahrensfelde. Vi møder hende der, både mens der stadig er noget, der hedder Østtyskland, og igen efter Murens fald, hvor der ikke er.

”Hun bor helt det samme sted, men hendes liv er bare blevet så meget dårligere,” siger han.

Det samme sker med hovedpersonen Peter Körber, der som betroet medarbejder i Ministeriet for Statssikkerhed, eller Stasi, var en af spidserne i DDR, og som efter 1989 nærmest kommer til at leve som en udstødt.

”Jeg kan godt forstå, at mange af de her mennesker kom til at løbe hovedet mod muren, efter den var faldet,” siger Jesper Bugge Kold og fortsætter:

”Der er samtidig en stor dobbelthed i, at mange tidligere Stasi-medarbejdere blev udstødt, men ikke retsforfulgt. De er ikke dømt for noget, men er samtidig heller ikke velansete borgere. I Berlin går der masser af Peters slags rundt, der stadig bor i de bydele, som de gjorde, da DDR var et land. Man taler om en genforening, men det var det ikke. DDR blev indlemmet i Vesttyskland, og jeg ser landet som et organ, der har svigtet, og som efter transplantationen bliver frastødt af kroppen. Jeg tror, mange tidligere østtyskere føler sig umyndiggjort. De bor det samme sted, ja, men deres land er væk.”

I romanen kan man opleve en Veronika, der har givet op. Hun forsumper i den lejlighed, hun har boet i det meste af sit liv, og fordriver tiden med at se tv-serien ”Dallas” i fjernsynet. Peter henslæber sit liv med et kedeligt arbejde i et vagtselskab, som er oprettet af tidligere Stasi-medarbejdere, og forsøger at drukne det hele i store mængder alkohol.

”Veronika har en mobiltelefon, og i sit valg af tv-program kan man se, at hun er draget af Vestens materialisme. Men både hun og Peter må føle, at de har levet i en tidslomme og teknologisk bliver totalt overhalet af de nye generationer. Det får dem til at give op,” siger Jesper Bugge Kold.

De fleste husker i dag formentlig begivenhederne omkring Berlinmurens fald som eufori og jubel, men det var, ifølge Jesper Bugge Kold, også forbundet med stor utryghed for mange mennesker, da berlinere og tilrejsende gav sig til at slå Muren i stykker. Og bagefter skulle de tidligere østtyskere så finde sig i, at deres land ikke alene blev udvisket og usynliggjort, men også at der blev gjort grin med dem. Begrebet ”ostalgi” opstod, som et hånligt udtryk for den kiksede, østtyske brune uskønhed.

”Det er svært for østtyskere at sige: Jeg har faktisk haft en rigtig god barndom. Det er der ikke nogen, der tror på. Men det kan de jo sagtens have haft, for der var mange, der levede på afstand af systemet, og som bare sørgede for at overholde de regler, de skulle, og så ellers bare levede, som de ville, inden for hjemmets fire vægge,” siger Jesper Bugge Kold.

Han lader sidst i romanen Peter gå imod strømmen den aften, Muren falder. Peter er tilfældigvis for første gang i sit liv i de dage i Vestberlin, udsendt af sine overordnede i Stasi, der vil have ham til at rapportere om, hvad der foregår. Men da Muren falder, går han gennem tumulten fra vest mod øst, hjem til lejligheden – og trygheden i Prenzlauer Berg.

Jesper Bugge Kold er i flere anmeldelser blevet rost for sin myreflittige research, og det er for ham da også en særlig pointe, at alle historiske detaljer skal være korrekte.

”Jeg kan selv rigtig godt lide, at når jeg har læst en roman, så har jeg også lært noget af det. Det kan være fint at læse en røverhistorie, som fiktion jo er, men det er bedre, hvis man også får noget viden med sig,” siger han.

Oven på på udgivelsen af ”Land i datid” bliver der trukket i ham fra mange sider, og han har bevilget sig selv 14 dages skrivefri – og en ferierejse til Berlin med familien. Derefter skal han videre med sit nye bogprojekt, som han allerede er langt inde i.

Scenen er denne gang sat langt væk fra Tyskland, nemlig i Mali, Libyen, Syrien og Libanon. Han vil skrive om såkaldt krigsturisme til de lande og har blandt andet fået tilsagn om at kunne trække på viden fra udenrigskorrespondenterne Rasmus Tantholdt og Puk Damsgård. Desuden skal et rejselegat fra Kulturstyrelsen bruges til en tur til Beirut.

”Det bliver igen min egen undersøgelse af noget, der har pirret min nysgerrighed,” siger han om sit kommende romanprojekt, der endnu ikke har en titel.

Den 1. maj overgår han til en deltidsstilling på biblioteket, og på lidt længere sigt er det hans håb at kunne leve af sit forfatterskab. Noget tyder på, at den drøm ikke er så langt væk.

Interessen for ”Vintermænd” er fortsat stor i udlandet, på verdens største handelsportal Amazon.com lå bogen nummer et på bestsellerlisten inden for krigs- og historisk litteratur i marts, og de har da også erhvervet sig de internationale rettigheder til ”Land i datid”. Jesper Bugge Kold har også fået forespørgsler på en film-udgave af historien om menneskene i det usynlige land.