Forfatteren Niels Brunse har skrevet en genfortælling af Shakespeares ”Hamlet” set fra personen Horatios perspektiv, der jo som Hamlets allerbedste ven må siges at kende ham godt, den unge kongelige tvivler. Af respekt for den store engelske digter (1564-1616) har han omdøbt ham til det latiniserede Horatius. På dansk hedder han Hans Voltemand.
Og med ham har han så digtet sig ind i alle tomrummene i Shakespeares stykke og skabt en i bedste forstand ”illustreret klassiker”. Han glider ind og ud af formuleringer i stykket ”Hamlet” og digter forklarende videre. Brunse skaber rum om handlingen: Wittenberg og Helsingør bliver stederne, borgrum på Kronborg med dens bastioner og porte indrettes med en historisk varsomhed, for Brunse ved så meget. Af og til nedsættes tempoet dog lovligt meget af al denne viden, men hovedplottet fra ”Hamlet” bringer os videre.
Romanen er som en slags drejebog til Brunses opfattelse af ”Hamlet” som en sammenfatning af hele det store oversættelsesarbejde, han har gennemført af de 37 skuespil. Den skjulte undertitel på bogen kunne være ”Mig og Shakespeare” som et rimeligt udsagn efter et sådan langvarigt oversættelsesarbejde. Han har for nylig udgivet bogen ”At oversætte Shakespeare”, som er en fagbog, men nu har han altså sluppet sin meddigtende fantasi løs.
I Brunses egentlige oversættelse af ”Hamlet” findes denne refleksion af Hamlet over forholdet til Laertes: ”For i min egen sag ser jeg et billed/ på hans (…)”. Disse sammenstillinger og ligheder er selve stykkets dramatiske kerne og sikkert grunden til, at det er blevet så klassisk: de to fædre, der er blevet myrdet, stykket selv og dets gentagelse i skuespillertruppens opførelse, spøgelsets gentagelse af den gamle konge og så videre. Identifikationen som en anet gentagelse, som er al kunstoplevelses kerne: Værket ligner noget i mit eget liv. Så det er vel i orden, at Brunse også ser sin egen gentagelse i en af stykkets personer, nemlig Horatio som Horatius.
Brunse skal nu, som Horatio i stykket får opgaven af den døende Hamlet, skrive historien om ham. Og det gør han ved stort set at følge Shakespeares plot undtagen på et punkt: Han lader Ofelia blive gravid med fortælleren Horatius, og denne graviditet bliver årsagen til hendes selvmord. Hamlet gøres desuden påfaldende uinteresseret i kvinder. Begge disse tiltag er måske en moderne tids forståelse, som slår ind i det historiske? Sent i bogen afdækkes dette radikale brud i Ofelias skæbne i Horatius’ samtale med den gamle kvinde, der har taget sig af Ofelia: ”’Det er om frøken Ofelia’, sagde Tiburtina og så på mig med et blik, jeg ikke kunne tyde. Tiden begyndte at gå i stå./ ’Da hun døde så ulykkeligt,’ fortsatte Tiburtina efter noget, der virkede som en meget lang pause, ’da var hun med barn. Og I ved nok selv, med hvem.’”
Men ud over den skønne historiske fortælling over ”Hamlet”s plot med Horatius’ 1600-tals horisont er det vanskeligt at afgøre, hvorfor Brunse vil give os denne fortælling? Horatius skal i sit liv efter Hamlets død have lært at være ”beredt” som sin store tragiske ven. Men beredt til hvad? Til at modtage skæbnen, hvad den så end måtte være. Horatius er syg, da bemærkningen falder til slut, så det kan være døden, han er beredt til? Eller måske den verden af mord, korruption, undertrykte sandheder og rænker, som historien har blotlagt?
Det er altså ikke en særlig fortolkning af ”Hamlet” vi får, men Brunses flotte historiske fantasi over 1600-tallets verden – og det er også alt nok!