Den arabiske verden synes hele tiden at have nye rystelser klar til de forskrækkede vesterlændinge. Den eksplosive opkomst af fænomenet Islamisk Stat havde ingen tilsyneladende set komme, og dog kan det vel ikke passe, at det kommer af ingenting.
Vil man bag om fænomenet Islamisk Stat, er det nu heldigvis blevet muligt at finde kompetent støtte i oversættelsen af den internationale ekspert Loretta Napoleonis brandaktuelle bog om fænomenet. I kvalitet overgår Napoleonis analyse langt det meste af, hvad den daglige mediestrøm byder på.
Her er en analyse, der ikke svømmer over af forfærdelse, men gør rede for bevægelsens opkomst, ideologi og udvikling, med en klarhed, der stort set aldrig ses i dag til dag-mediernes lige så forførte som forførende malerier.
”Islamisk Stat er middelalderlig” - sådan lyder en af pressens yndlingsklichéer, åbenlyst formuleret under indtryk af makabre henrettelser og krigeriske attituder. Men denne overfladiske tolkning overser helt, hvordan Islamisk Stat ekvilibristisk anvender de nye mediers muligheder, både til at rekruttere tilhængere i den muslimske verden og til at lege kispus med det handlingslammede verdenssamfund.
Det er da netop også en gennemgående pointe i Napoleonis analyse, at man - på trods af Islamisk Stats brutale selviscenesættelse - må forstå fænomenet som yderst moderne og nært forbundet med den vestlige verden.
Det var Vesten, der skabte de nuværende statsgrænser i regionen med den engelsk-franske Sykes-Picot-traktat fra 1916. Derfor har det også i sig selv været et mål for Islamisk Stat at overskride disse grænser. Inden for sit territorium agerer Islamisk Stat faktisk i vidt omfang som en stat, pointerer Napoleoni.
Man agerer politi og håndhæver en retsorden, der ganske vist ikke just ligner vores, men faktisk af mange opleves som stabil i et område, der længe har været vant til det, der var værre. Men Islamisk Stat reparerer også infrastrukturer, laver socialt hjælpearbejde, udskriver skatter og sikrer sig store indtægter fra oliekilder.
Ud over den propagandamæssige gevinst, der her ligger i at realisere en ældgammel drøm om genoprettelsen af Bagdads kalifat, der blev knust af mongolerne i 1258, giver det også bevægelsen en karakter, der adskiller den afgørende fra ”traditionelle” terrorbevægelser af al-Qaeda-typen, der netop undgår en territoriel fundering.
Islamisk Stat søger at bruge statsstrukturen til at skabe sig en position i den sunni-muslimske verden, der kan minde om den rolle, staten Israel har i forhold til alverdens jøder. Når Benjamin Netanyahu for nylig har gjort jøder overalt i verden klart, at Israel er deres hjemland, og det sted, hvor de kan leve i sikkerhed, så spiller han i virkeligheden samme kort, som Islamisk Stat spiller i forhold til den sunnimuslimske diaspora.
I stedet for at leve som pariaer i vestlige lande eller som undertrykte under diktatoriske arabiske regimer tilbyder Islamisk Stat alverdens utilpassede muslimske unge deres eget land, hvor de selv kan være med til at styre.
Statskarakteren bringer ydermere Vesten i en særlig form for forlegenhed, fordi vi opportunt har valgt at definere terror som voldsudøvelse, der foregår uden for statsligt regi. Vesten bliver dermed fanget i en række paradokser.
I kampen mod Islamisk Stat ser vi os nødsaget til at støtte kurdiske organisationer, som vi selv har defineret som terroristiske, og ved at bekæmpe Islamisk Stat støtter vi Assad-styret, som vi selv har defineret som forbryderisk. Mens det er umådelig svært for Vesten at forstå denne konflikt og de regler, Islamisk Stat spiller efter, så har Islamisk Stat tydeligt nok helt styr på, hvor Vestens bløde punkter ligger.
Napoleonis bog bidrager med tyngde til en problematik, der indtil nu har været overladt til de lettere medier. At bogen er et tungt medie betyder omvendt også, at den har svært ved at følge med nyhedsstrømmenes hastighed. Man mærker, at det er gået hurtigt - indimellem også lidt for hurtigt. Navnlig den danske oversættelse virker lidt brutal med lange og overflødige oversætterbemærkninger indføjet i selve teksten. Direkte fejl er heller ikke undgået. Når der historisk refereres til europæiske religionskrige, er det åbenlyst, at der må tænkes på 1500-tallet, og ikke - som teksten siger - det 15. århundrede.
Den slags skønhedspletter må nok tilskrives redaktions- og oversættelsesprocessens hast, og de er til at leve med, for det har bestemt sin værdi at få en vægtig analyse af et fænomen, der stadig står som ubegribeligt for de fleste.
kultur@k.dk