Romandebut om faderløshed: Personlig og befriende

Kulturskribent Tonny Vorm romandebut er en eksistentiel rejseberetning, hvor savnet efter hans far er tydeligt. Stærkest står den nøgterne beskrivelse af sønnens kræftforløb og den søgende undersøgelse af, hvad en far er

Romandebut om faderløshed: Personlig og befriende

I Tonny Vorms glimrende og dybt personlige debutroman ”Postkort fra Californien” tages faderfiguren under nøgtern behandling. Her tegnes omridset af en fraværende far, der aldrig har været en del af hans liv, og forfatterens egen rolle som far til to børn.

Formen er springende og udgøres af forskellige spor, der fletter sig ind mellem hinanden undervejs, men Tonny Vorm formår – under det grundige redigeringsarbejde, som også berøres i næsten redaktionelle metakommentarer undervejs – at holde fokus. I sporene kommer vi blandt andet til Thailand i 2015, hvor forfatterens far har slået sig ned, syg af Parkinsons sygdom, og hvor forfatteren besøger hans nye hjem med faderens ven Peter. Og en masse spørgsmål i sin notesbog.

Mange af spørgsmålene kredser om faderens rastløse natur, men mellem linjerne handler spørgsmålene lige så meget om forfatteren selv. Har han arvet sin fars urolige og eskapistiske sind? Kan han formå at være noget for sine egne børn, som hans far ikke selv formåede?

Nogle spor er rent fiktive, deriblandt den uafsluttede roman ”Enhver mands død”, som forfatteren har skrevet på længe. I den forsøger han at fiktionalisere sin fars opvækst i det, der kan virke som endnu et forsøg på at forstå ham. I et andet spor, det klart altoverskyggende, er forfatterens 10-årige søn i behandling for knoglekræft på Rigshospitalet. Afsnittene, hvor sønnens kræftbehandling styrer fortællingen, er skrevet i nutid, fordi frygten endnu ikke har sluppet forfatteren, som der står i begyndelsen. De er præget af en minutiøs gennemgang af medicin, samtaler med sygehuspersonale, logistikken omkring trafikale forhold, parkeringsmuligheder og andre informationer, der synes tekniske, og sproget er slående stramt.

”Postkort fra Californien” er skabt på baggrund af en mængde notesbøger, som Tonny Vorm skriver i, og kræftsporet ligner netop enkle optegnelser. Det er befriende. Og ganske godt valgt, da det understreger det behov for orden, kontrol og overskuelighed, man netop søger, når man står midt i et svimlende sygdomsforløb. Gennem de tekniske optegnelser holdes verden så at sige på plads.

Sat op imod den tørre realisme i beskrivelsen af sønnens kræftforløb blegner det fiktive spor og gendigtningen af faderens teenageår indledningsvist. Undervejs, da faderen som dreng begynder at samtale med et tysk husspøgelse, der holder til i familiens kælder, begynder det fiktive spor at give mere mening. Forholdet mellem mændene – den bryske, afdøde tyske soldat, faderens drikfældighed og hårde facon, og den frihedssøgende dreng i kælderen – bidrager til den samlede fremstilling af mande- og faderroller, som ”Postkort fra Californien” graver sig ned i.

Følelsesmæssige reaktioner er der ikke mange af. Hverken hos den kortfattede far eller hos forfatteren selv, der kun efter en anstrengende løbetur kan bryde sammen og græde over sønnens kræftsygdom. Først da han begynder at skrive om sønnens kræftforløb, bliver der stille og roligt givet slip på noget.

På den vis er ”Postkort fra Californien” et klassisk terapeutisk projekt. Det betyder imidlertid ikke, at den er irrelevant for andre end forfatteren selv; tværtimod. Tonny Vorms erindringsroman er en fragmentarisk undersøgelse af faderrollen, af forventningen til manden i det moderne samfund, og af mandemyter. Mest af alt er det en stor kærlighedserklæring fra en far til sine børn.