Kampskrål og et dødsskrig er det første, der møder Kristeligt Dagblad på fantasy-bogmessen i Herlufsholm Kostskole ved Næstved.
Kom an, nidding!, råber en ridder i rustning og røde klæder, mens han løfter sit (skumgummi-) sværd og hugger kampvåbenet i maven på en ung mand klædt ud som brun-grøn trold. Hug, hug og hug indtil trolden falder med et skingert skrig og en teatralsk rallen.
LÆS OGSÅ: Vampyrforfatters Jesusbog filmatiseres af Harry Potter-producer
Aj, så døde ham der. Det var den røde, der vandt, konstaterer 10-årige Tobias Magnussen fra tilskuerrækkerne, og far nikker. Den røde ridder retter på brillerne, slår sig på brystet og udbasunerer:
Ha, ha! Er næste udfordrer klar?
Højt over arenaen vajer Dannebrog i vinden, og for enden af flagstangens skygge ligger indgangsporten til selve bogmessen, der er sat op i Herlufsholms 600 år gamle klostergård. Anslået 1500 gæster begiver sig igennem her på messens to dage, men stedet er så stort, at man indimellem kan være helt alene i den brune trappeopgang, kun i selskab med fotografier af gamle klassehold. Dem har der været knap 450 årgange af i kostskolens tid.
I de et halvt årtusinde gamle munkeceller i kælderen læser forfattere op af noveller i intime omgivelser, mens bogsalg og foredrag foregår i salene på førsteetagen, hvor fortidens rektorer og kostskoleforstandere i portrætter på væggene ser på og, måske, lytter med.
De historiske rammer på den gamle kostskole er den perfekte ramme for fantasy-universet, siger Rasmus Hedeboe, som er formand for foreningen Næstveds Litterater og en af initiativtagerne til Danmarks første fantasy-bogmesse, der er tænkt som pendant til Krimibogmessen i Horsens.
Den eventyrlige litteratur, som også på dansk er kommet til at hedde fantasy, er i de seneste 10 år blevet stadig mere populær i kølvandet på bøger og filmatiseringer af Ringenes Herre, Twilight og Harry Potter.
At der holdes en bogmesse for genren, som får fine besøgstal allerede første gang, det prøves, kan ses som en foreløbig kulmination på genrens popularitet. Også dansk fantasy klarer sig godt, både salgsmæssigt og kunstnerisk.
Der er en kæmpestor talentmasse inden for fantasy i Danmark, fastslår Rasmus Hedeboe, og lige meget hvem vi spurgte, sagde de ja til at deltage.
Et af de største navne på messen er dog fra Storbritannien. Hun hedder Joss Sterling, er tidligere diplomat og har en doktorgrad i romantisk litteratur. Hun skriver fantasy og omtaler genren som dannelseslitteratur i interessante rammer.
I har en fantastisk eventyrtradition i Danmark, siger hun ved et velbesøgt live-interview i festsalen på Herlufsholm.
Det fantastiske ved fantasy er for hende at se to ting: for det første muligheden for som læser og forfatter at træde gennem Narnia-forfatteren C.S. Lewis berømte klædeskab ind i en mere magisk verden.
En parallelverden.
Og det er det andet: at fantasy altid kan, bør, tolkes. En drage er ikke (blot) en drage i fantasy, ligesom Snehvides æble og Rødhættes ulv kan eventyrelementer læses som det, de er, eller det, de symboliserer.
De fleste eventyr handler om at blive voksen. Teenagere er ofte hovedpersonerne, siger Sterling, fordi vi aldrig bliver helt færdige med teenageårene.
Det ses for eksempel i danske Jesper Nicolaj Christiansens Ronin-ungdomsbøger om en teenager med hukommelsestab og et magisk sværd.
Jeg kombinerer fantasygenren med det eksistentielle. Ronin handler jo ikke om hukommelsestab, men om at udvikle en identitet og finde ud af, hvem man er, og hvad ens plads i verden er, sagde børnebogsforfatteren i et foredrag tidligere på messens første dag.
Eventyr er ifølge Joss Sterling fabler og indre rejser, der handler om at finde ud af, hvem vi kan stole på (pas på ulven, Rødhætte!), hvem vi er (lyt til barnet, der råber han har ikke noget tøj på, kejser!), og hvad vi kan blive til (selvom du er en hobbit, kan du udrette store ting, Frodo!).
Fantasy-historier skal forstås på et andet plan, siger også tidens ubetinget mest populære danske fantasy-forfatter, Josefine Ottesen.
Det er det indre landskabs realisme. Som forfatter laver jeg historier, der er elementært spændende, men også spejler det at være menneske. Jeg sætter skilte op i det indre landskab, som læserne kan bruge. Fantasy handler, som al kunst, om dannelse af ånd, siger hun, da Kristeligt Dagblad har kæmpet sig frem til hende gennem køen af børn, der vil have signeret en bog.
Ottesen siger, at hun egentlig ikke skriver til børn. Men det er alligevel dem, der er især læser hendes bøger. Fordi, tror Ottesen, at genren taler til børn på et niveau, som de magiforladte genrer ikke kan endnu:
For børn og unge er det realistiske univers relativt lille, fordi deres oplevelsesramme er lille. De har ikke megen livserfaring. I fantasy kan man åbne verden for dem, mener hun. Og gyserforfatter Carina Evytt er inde på noget af det samme, at fantasy konkretiserer det, der for børn er ukonkret. Men fantasy kan også pille opdragelsen af børnene, når de læser, siger hun og kommer med et eksempel: Måske har barnet lært af far og mor, at indvandrere over en kam er slemme, men, siger Evytt:
I fantasy kan indvandrere byttes ud med rumvæsener, og så skærer vi forældrenes input fra og lader den unge læser selv tage stilling til, om alle rumvæsener er onde. Det er den samme problemstilling, bare ikke farvet af noget eller nogen.
Livets problemstillinger og eksistentielle prøvelser er noget, som Kenneth Bøgh Andersen er kendt for at gå i kødet på med sine fantasybøger. Måske derfor er publikum, da han læser højt i munkecellerne, gennemsnitligt ældre end dem, der kommer for at se Josefine Ottesen eller Jesper Nikolaj Christiansen. Han er en af dem, der allertydeligst beskæftiger sig med filosofi, religion og eksistens iklædt fantasygenrens farvestrålende camouflagetøj. Han har skrevet en bog, hvor hovedpersonen bliver til en skakbrik i et parti spillet af Gud og Djævelen, og en bog, hvor hovedpersonen opdager, at han er en figur i en forfatters værk, og selv overtager rollen som skribent for sit liv. I Den store djævlekrig bliver Satan syg og søger en afløser i hovedpersonen.
Jeg bruger fantasygenren til at diskutere Gud, skæbnen, døden, ondskab og livets mening. Det er der, jeg kan gøre det, siger den høje, skaldede, unge forfatter.
Fantasy er ifølge ham eskapisme sat i universer, hvor du aldrig kan vide, hvad der sker på næste side, netop fordi det ikke er virkelighedstro.
Men det er også genren, hvor jeg kan få min hovedperson til at møde Gud og Djævelen, stille dem spørgsmål og få svar, siger han.
Du kan gå meget direkte til de store emner, siger Kenneth Bøgh Andersen og kalder Djævlekrigs-bøgerne for Dantes guddommelige komedie for børn.
I det hele taget ligger det ikke fjernt for forfattere og foredragsholdere på bogmessen at tale teologi og filosofi, når de bliver spurgt, hvad der er det fantastiske ved fantasy. Det skyldes ikke kun klostermurene, der omgiver dem.
Det er i den fantastiske litteratur, at de religiøse problemstillinger og spørgsmål om godt og ondt for alvor har overlevet til i dag, siger Jakob Levinsen, der er litteraturredaktør på Jyllands-Posten og forfatter til en række bøger om fantasy. Han deltager på bogmessen, fordi han er aktuel med en nyoversættelse af Tolkien-klassikeren Hobbitten.
Tolkien mente selv, at Ringenes herre (fortsættelsen af Hobbitten, red.) var et dybt katolsk værk. Harry Potter viste sig at være en kristen allegori, eksemplificerer han. Begge titler nærmer sig i øvrigt Bibelen i antal trykte eksemplarer.
Dog er fantasy ikke så mainstream herhjemme, hvor krimier og biografier stadig overgår fantatisk litteratur i salg. Jakob Levinsen påpeger, at genren har levet en lidt hengemt tilværelse i Danmark i mange år, mens den globalt set nok er den mest udbredte genre.
I H.C. Andersens og Karen Blixens hjemland burde det være helt unødvendigt at spørge, hvad der er det fantastiske ved fantasy, siger han og fortsætter:
Fantasy får krimien til at ligne modernistisk centrallyrik. Det er dén måske mest grundlæggende fortællegenre og har været det, siden mennesker begyndte at fortælle historier.
Fordi genren i vid udstrækning bruges af sine bedste forfattere til at behandle de store spørgsmål i livet? Ja, men ikke kun derfor, siger Tolkien-eksperten og litteraturredaktøren. Han kan også komme i tanker om en anden, oplagt årsag:
Det er sjovere at høre historier med drager end historier uden drager.