Da jeg begyndte som teologistuderende i Aarhus i 1989, var der gået nøjagtigt 10 år, siden Jørgen K. Bukdahl døde, blot 43 år gammel. Hurtigt blev man som studerende introduceret til ”de fire store Aarhus-teologer”: Regin Prenter, Johannes Sløk, P.G. Lindhardt og K.E. Løgstrup. Efter nogen tid blev det langsomt klart, at der også var en femte, yngre skikkelse, som på en ganske vist mindre definérbar måde også hørte hjemme i centrum af den særlige historie om teologien i Aarhus.
Jørgen K. Bukdahl var navnet. Altid omtalt med fascination og beundring, men også svær at få hold på. Med Svend Bjergs læsværdige bog ”Århus-teologerne” fra 1994 fik de fire første deres fortjente samlede fremstilling. Jørgen K. Bukdahl har indtil nu mest været tilgængelig i form af mundtlig overlevering fra de undervisere og siden kolleger, som kunne huske ham. Bukdahl havde nemlig aldrig fået skrevet noget større værk. Hans værk består mest af mange mindre bidrag, som dog efter hans død blev samlet i diverse udgivelser.
Nu har Nils Gunder Hansen givet Bukdahl den indføring, han har fortjent. Bogen er skrevet ud af stor beundring. Forfatteren medgiver, at det er påfaldende, for han har aldrig selv har mødt ham. Men han fandt i figuren Jørgen K. Bukdahl, et vedværende fascinerende forsøg på at tænke alting sammen – eller i hvert fald de emner som interesserede den unge Gunder Hansen: tysk marxisme, fransk filosofi, semiotik og teologi.
Som titlen angiver er bogen en indføring i både liv, værk og aktualitet. Og selvom livet byder på mange anekdoter, som også prægede Svend Bjergs bog og i det hele taget universitetslivet i 1960’erne og 1970’erne – det er taknemmeligt stof – så er det forsøget på aktualisering, der for alvor udmærker denne bog.
Bogen peger på det alt for ofte oversete forhold ikke mindst i dansk forsknings- og uddannelsespolitk, at det kræver en betydelig indsats at sætte sig ind i en anden tænkers tankegang, at bevæge sig intellektuelt ind i en andens verden; men er samtidigt et forbilledligt eksempel på, hvor givende det kan være. På den måde er der et særligt sammenfald mellem Gunder Hansens bog om Bukdahl og Bukdahls egen måde at tænke på, som næppe er tilfældigt.
Forståelse kræver engagement. Bukdahls position er svær af fange, for han var en fremragende formidler af og medtænker på andres tanker – han tænker gennen mellem, over og under andres tanker; men hvor var han selv? Gunder Hansen medgiver, at han skriver op imod den herskende fordom, at Bukdahl manglede en egen position. En fordom, der blev bestyrket af, at han altså aldrig fik skrevet den der disputats, selvom der gik historier om, at gode venner spærrede ham inde i et sommerhus for at tvinge disputatsen frem.
Skal man derfor uddestillere et standpunkt, en position, som må man, for at bruge en yndet vending af Bukdahl, selv kravle helt ind i ”dyret”. Man må tænke med ham.
Gunder Hansen læser sig derfor systematisk igennem de eksisterende stumper og formår at overbevise læseren om, at stumperne faktisk samler sig til en position, der ikke har brug for støtten fra en afhandling. Positionen er dog ikke stillestående og beskrivelsen af udviklingen i Bukdahls tænkning bliver en væsentlig del af det samlede billede.
Efter et indledende biografisk afsnit, hvor familiekrønikken får lov til at fylde meget, navnlig forholdet til faderen litteraten Jørgen Bukdahl – og siden også til sønnen, litteraturkritikeren Lars Bukdahl – så gennemgår kapitlerne næsten kronologisk Jørgen K. Bukdahls arbejder med hermeneutik, kirke og kristendom, Søren Kierkegaard, Marx og Hegel med udblik til samtidens andre tænkere. Gennemgangen er sine steder en smule springende. Det skyldes dels det foreliggende materiale, dels det forhold, at det ofte er nødvendigt at præsentere de tænkere og forfattere, som Bukdahl behandler. Men man bærer over med de lejlighedsvise spring, for Gunder Hansen søger for, at man som læser sjældent føler sig forladt.
Bukdahl fremstilles som den, der forsøger at forene modsætningerne. Han kaster sig over hermeneutikken (læren om fortolkning) som en teori, der passer til en samtid i opbrud. I fortolkningen er der altid mere at sige. Man må tage teksternes problemer på sig. I lang tid synes Bukdahl teologisk at finde sig til rette i eksistensteologien, selvom hans personlige forhold til kristendommen forbliver uklart. Men han bliver ikke stående i eksistensteologien. Paradoks og tiltale er ikke nok. Obskurantismen lurer, sådan som det er tilfældet i Tidehverv. Individet er mere end sig selv og altid et individ i fællesskab. Den kierkegaardske inderlighed vender for Bukdahl jeg’et væk fra sig selv – udad mod de politiske og sociale omstændigheder. I virkeligheden en god luthersk pointe, Gunder Hansen her fremdrager, og som giver ham anledning til at påpege eksistensteologiens begrænsning: Den kan ikke – heller ikke hos Bukdahl – rigtigt få plads til den levede kristendom. Eksistensteologien ender med at leve af en kirkelighed, den ikke selv bidrager til. Det er en meget præcis kritik. Og det lykkedes heller ikke Bukdahl at give nysgerrigheden for den kristne tænkning videre i arv til sin søn, Lars Bukdahl, der i stedet blev mere optaget af form end af indhold. Et forhold Gunder Hansen ikke undlader at kommentere.
Det er i Bukdahls forståelse af forholdet mellem individ og socialitet, at Gunder Hansen ser den afgørende udvikling. Det kommer frem i Bukdahls sidste skrifter om Hegel. Den enkelte kræver et samfund. Friheden kræver bundethed, og det er institutioner, der giver mennesket frihedsmuligheder. Her er ifølge bogen Bukdahls vigtigste bidrag til den aktuelle samfundsdebat, hvor institutioner fra neden trues af individualisme og hævdelse af egen ret og fra oven af samfundsfjendske kontrolregimer.
Bukdahls langvarige optagethed af Marx, er det dog svært for alvor at blive optaget af, selvom Gunder Hansen gør sit bedste og undgår de mest livløse detaljer i den neomarxistiske kapitallogik og i stedet fokuserer på Bukdahls optagethed af Marx som filosof. Forholdet til Løgstrup fylder en del og er i sig selv læsningen værd. Her faldet forholdet mellem skuffelser og gensidig kritik og anerkendelse aldrig helt på plads.
Hvorfor skal man læse en bog om en fortidig skikkelse, der ikke i samme grad som de ”fire store” blev offentlige personer? Det skal man, fordi det lykkedes Gunder Hansen at læse vores egen tid i lyset fra Bukdahl. Han bliver det fremmede lys, som får tidens åndløshed til at fremstå særlig stærkt. Men at læse bogen kræver, at man kan mobilisere blot en smule nysgerrighed over for luftige begreber som ånd og eksistens. Kan man ikke det, bør man lade bogen ligge og måske i stedet prøve at blive ledeleskonsulent i Kommunerns Landsforening, eller et af de andre steder, hvor sansen for samfundets institutioner er på retur.
Opgaven har ikke været let, men det er lykkedes at trænge ind i ”dyret” og ikke blot samle, men også tænke videre med ”stumperne”, så det bliver klart, hvordan Bukdahl i kraft af sit integrerende, vidtfavnende og ikke mindst alt-læsende væsen kan fungere som indgangen til en hel epoke i dansk åndsliv, der nok er blevet fremmed, men – måske netop – derfor stadig har noget at sige.
Gæsteanmelder Bo Kristian Holm er lektor i dogmatik og leder af LUMEN-centret, Aarhus Universitet.