Prøv avisen

Det fine ved kulturen

”Med en sociologs øjne kan man ikke afvise tanken om, at kunst er blevet en slags verdslig religion. Man går på museum om søndagen og lukker sindet op for de højere erkendelser, og jeg kan ikke tro, at det er tilfældigt, at der var så mange teologer med til at formulere Bomholts kulturpolitik,” siger Henrik Dahl. – Foto: Søren Staal.

På kulturområdet står folketingsvalget mellem at bevare fokus på finkulturen eller få en mere fordelingspolitisk kulturpolitik, der i højere grad vægter det folkelige og politisk korrekte, mener sociologen Henrik Dahl

Kulturpolitikken kommer næppe til at afgøre valget, men valget mellem blå og rød blok er også valget mellem to forskellige kunstsyn, mener sociologen Henrik Dahl.

LÆS OGSÅ: Rapport: Afskaf Statens Kunstråd og Statens Kunstfond

Selv har han ikke holdt sig tilbage for at revse de røde i sin seneste bog Spildte kræfter hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt, selvom han tidligere har været gift med en socialdemokratisk toppolitiker. Og dette interview gør ham formentlig ikke mere populær i den røde blok. For han er også mest skeptisk over for socialdemokraternes kulturpolitik.

I Weekendavisen har han dog for nyligt gjort grundigt grin med både blå og rød blok ved at læse dem som henholdsvis afviklingsroman og gavtyveroman med hver deres poetiske pointer.

Men fælles for de to fløje er, at begge blokke ifølge den spydige sociolog bærer præg af en pæn portion opportunisme. Og hvis man vil have sejren for enhver pris, er det netop det, den koster, som han skriver om blå blok.

Men når det gælder kulturpolitikken, er der dog alligevel store holdningsforskelle at finde, mener Henrik Dahl.

Han regner med, at socialdemokraten Mogens Jensen bliver ny kulturminister, hvis Per Stig Møller (K) ikke får lov til at fortsætte i endnu en VK-regering.

På forhånd har Mogens Jensen lovet kulturlivet et løft på 100 millioner kroner, hvis rød blok kommer til, mens Per Stig Møller har svaret igen med et løfte om flere penge til at bevare finkulturen og den danske kulturarv. Men med Mogens Jensen i spidsen for kulturministeriet vil dansk kulturpolitik få en fordelingspolitisk drejning til fordel for den mere politisk korrekte kunst, vurderer Henrik Dahl:

Mogens Jensen anlægger nogle fordelingspolitiske betragtninger om, at kunststøtten skal fordeles jævnt ud til alle. Og når han ser, at det ikke er alle grupper, der bruger kulturlivet lige meget, er hans svar at se det som et fordelingspolitisk problem. Den fordelingspolitiske tænkning vil Mogens Jensen i hvert fald være eksponent for.

LÆS OGSÅ: Oplyst folkelighed skal tilbage i medierne

Så det vil gå ud over finkulturen?

Ja, i allerhøjeste grad. Med mindre han får held til at sætte bevillingerne op. Men man vil nok også se en tendens til, at kunsten skal være mere politisk korrekt. Der skal være lige mange mænd og kvinder på gallerierne og alt det der. Men sådan en tankegang går enormt meget imod kunstens væsen, siger Henrik Dahl og tilføjer:

Jeg har en ret god Facebook-ven, der er en meget anerkendt skuespiller. Det er meget tydeligt, at hun er venstreorienteret. For hun skriver meget om lighed. Men jeg har sådan en lyst til at sige til hende, at hun da går ekstremt meget op i kunstnerisk ulighed. At der er forskel på gode og dårlige kunstnere, så de gode kunstnere skal belønnes mere end de dårlige kunstnere. Det er godt, at ulighed findes. For ulighed er det, der holder kunsten i gang. Så må de andre instruktører og skuespillere bare oppe sig. Jeg kender ikke nogen seriøs kunstner, der ikke er ekstrem tilhænger af ulighed.

Er det da en fordom, at de fleste kunstnere er venstreorienterede?

Nej, der er næppe nogen tvivl om, at de fleste kunstnere stemmer til venstre for midten. Men inden for deres eget felt er de meget firkantet tilhængere af ulighed. De anser ulighed for at gavne kunsten i den forstand, at det får skabt de bedste værker. Og de anser tilmed ulighed for at være ekstremt umoralsk. Ikke alle bandmedlemmer skal have lige mange sange på albummet. Der skal være ulighed, så de bedste sange kommer på albummet. På samme måde ville ingen forfattere acceptere, at man trak lod om, hvem der skulle have tilskud. De bedste skal have det, mener de dygtige kunstnere naturligt nok. Kunstnere er tilhængere af ulighed. Og jo dygtigere de er, jo mere anser de ulighed for umoralsk. På samme måde er de fleste dygtige videnskabsfolk også varme tilhængere af ulighed, fordi de mener, at det er de bedste forskere, der skal frem.

Et drilsk smil overtager sociologens ansigt:

På overfladen er det i alle udøvende kunstneres inter-esse at stemme på Mogens Jensen, fordi han vil marinere dem i penge. Men når man går lidt ned i det, han vil, er det ikke i deres inter-esse. For alt det lighedshalløj er bestemt ikke i kunstnernes interesse. De mener bestemt ikke, at alle kunstnere skal have lige mange stjerner i aviserne.

Men det mener han vel heller ikke?

Nej, det gør han nok trods alt ikke, men når man deler pengene fordelingspolitisk ud, gør man dybest set op med kunstens væsen, der er ulighed. Men det hænger selvfølgelig også sammen med ens kunstsyn. For der er jo flere forskellige forestillinger om, hvad kunst skal gøre godt for. I sommer skrev Per Stig Møller for eksempel en glimrende kronik om, at kunsten skal have en berettigelse i sig selv som en selvstændig åndsform. Men andre går mere op i, at kunst skal være opbyggelig. Og det tror jeg egentlig også går meget igen i Mogens Jensens forestilling om, hvad kunst egentlig er. For det er netop forestillingen om kunstens opbyggelighed, der gør, at det er så vigtigt for ham, at kunsten bliver bredt ud til alle.

Kan regeringens kanontanke ikke også ses som udtryk for, at kunst er opbyggelig ved at pege på, at noget er bedre end noget andet?

Jo, men det ved alle da. At påstå andet er hykleri. Og oppositionens angreb mod kanonerne mener jeg også har skudt forbi. For mig at se var kanonerne helt ufarlige. De fleste dannede mennesker ville nå til samme resultat som kanonudvalgene, så hvis du og jeg sammensatte dem, ville de nok komme til at ligne regeringens lister. Det eneste, der kunne forarge mig, var egentlig, at Steppeulvene ikke var med i rockkanonen. Men kanontanken var et forsøg på at pege på kvalitet, og det mener jeg ikke kan skade. Man ser jo lister over god kunst alle mulige andre steder, senest så jeg en i rockmagasinet Rolling Stone, og det er, så vidt jeg kan se, kun med til at fremme diskussionen om god kunst. Og når kanontanken bliver stemplet som elitær, er det også udtryk for, at man ikke vil dyrke den bedste kunst.

Historisk set var det dog netop socialdemokraterne, der gjorde op med den flade populærkultur i opbyggelighedens navn, da landets første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, fik indført grundlaget for den kulturpolitik, vi kender i dag, fortæller Henrik Dahl:

Da man dannede Statens Kunstfond og kulturministeriet, skete det i en alliance mod populærkulturen og udenlandsk indflydelse. Både Socialdemokratiet, de kulturradikale og en stor del af den ældre generation af kunstnere var for den nye kulturpolitik, så det blev en meget bred alliance dengang, hvor stjernerne åbenbart stod rigtigt til at bakke det kunstsyn op. Jeg er ikke sikker på, at stjernerne nogensinde har stået så rigtigt siden. Men Carina Christensen fik sikkert også hvisket i ørerne, at hun skulle sige, at kunsten skulle være provokerende, fordi man mener, at provokationen i sig selv var opbyggelig. Det er det, som Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt kalder for negativ opbyggelighed. Negativ opbyggelighed er jo også en slags opbyggelighed.

Enormt mange mennesker har ment, at kunst skulle være opbyggelig, men det er jo ikke sikkert, at kunst er opbyggelig. Kunst er kunst. Måske er det snarere en selvstændig erkendelsesform. Og med en sociologs øjne kan man ikke afvise tanken om, at kunst er blevet en slags verdslig religion. Man går på museum om søndagen og lukker sindet op for de højere erkendelser, og jeg kan ikke tro, at det er tilfældigt, at der var så mange teologer med til at formulere Bomholts kulturpolitik. Han var jo selv teolog, ligesom Bodil Koch og Hal Koch. Og de har måske i virkeligheden forestillet sig, at kunsten har kunnet overtage noget af det, der var gået tabt i den postreligiøse verden.

Henrik Dahl lader en hånd glide gennem sit kraftige hår, inden han tilføjer:

Måske kan kunst også være opbyggelig. Men jeg har altid grint lidt ad forestillingen om, at kunst var en kodet meddelelse. For der står ikke noget mellem linjerne, al informationen står på linjerne.

Hvilken indflydelse har en kulturminister så på, hvad kunsten siger?

Kunstnerne er en meget uregerlig flok, og jeg tvivler meget på, at der vil ske ret meget, uanset hvem der vinder valget. Og selvfølgelig har man stadig et armslængdeprincip, men man kan jo sagtens indskrive klimaet, ligestilling, integration og andre regeringsvelbehagelige emner i resultatkontrakten for de nye rammeaftaler. Og den slags tror jeg, at man vil se mere af, hvis rød blok vinder. Jeg kan for eksempel huske, at Elsebeth Gerner Nielsen (R) lavede en pulje for demokratiets fremme. Men de, der virkelig tjente på det, var de professionelle foredragsholdere, siger Henrik Dahl og slår en stor latter op, idet han tilføjer:

Det var fedt.