Prøv avisen
Interview

Skammens Vogn: Det folkelige er en form for sandhed

"Vi har været meget ambitiøse musikalsk og måske også været lidt for glade for synthesizere før i tiden. Men vi har haft en trang til at gøre noget helt basalt denne gang. Bord og stol,” siger Nikolaj Zeuthen (til højre), forsanger i bandet Skammens Vogn. Han og guitaristen Oliver Hoiness arbejder for tiden med at indspille en ny plade i kulturhuset Osramhuset på Nørrebro, mens det tredje medlem, trommeslager Jakob Millung, er ved at begynde en karriere som frugtavler i Colombia. – Foto: Leif Tuxen

Skammens Vogn med forfatteren Nikolaj Zeuthen i front er et orkester funderet på det personlige. Men på det seneste album kredser bandet om det almenmenneskelige, om en lærkerede og salmerne i salmebogen. Lagt til rette i den evige rundgang, der findes i en blues

To mænd omkring de 40 nusser rundt i et køkken på Nørrebro i København. En laver stempelkaffe, en anden leder efter brødristeren. Det er den tid på dagen, hvor der er faldet en formiddagsro over byen – børnene er afleveret og de voksne taget på arbejde. De ældre er gået i Brugsen for at handle i fred, eller har sat sig på en bænk for at nyde den sidste efterårssol. Alt imens fejemaskinerne tøffer rundt og hvirvler blade og cigaretskodder væk fra cykelstierne.

I køkkenet findes to tredjedele af bandet Skammens Vogn, som består af Nikolaj Zeuthen, Oliver Hoiness og Jakob Millung.

Sidstnævnte kunne ikke være med i dag, for han er ved at starte en karriere som frugtavler i Colombia og har i øvrigt også fået sig en kæreste der, fortæller Nikolaj Zeuthen. Han har selv slået rødder på Frederiksberg som forfatter, vicevært og far til tre. Oliver Hoiness, hvis køkken vi befinder os i, har også børn, to stykker. Han er under uddannelse til sexolog og arbejder til daglig som kirkemusiker i Bellahøj og guitarist for mange danske kunstnere, blandt andre sangerinden Kira Skov.

”Men det her er mit band,” smiler guitaristen under strikhuen.

Skammens Vogn har netop udgivet deres femte studiealbum, ”Musik og drøm”, en plade, der har fået femstjernede anmeldelser: Politikens anmelder kalder musikken for Kim Larsensk og ”den voksne velfærdsdanskers blues”, mens musikmagasinet Gaffa roser ”sangskrivningens unikke kvalitet”.

Ser man ned over sangtitlerne på pladen, er der fuldt af referencer til den danske sangskat: fra B.S. Ingemanns ”Lysets engel går med glans” til Harald Bergstedts børnesange ”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød, mor”. Musikalsk er det helt simpelt: Vers og omkvæd, den velkendte rundgang, akkorderne går i enblues.

”Vi har set os selv som en tredjedel kunstprojekt, en tredjedel selvhjælpsgruppe og en tredjedel band. Vi har været meget ambitiøse musikalsk og måske også været lidt for glade for synthesizere før i tiden. Men vi har haft en trang til at gøre noget helt basalt denne gang. Bord og stol,” siger Nikolaj Zeuthen og henviser til den rytme, man lærer som noget af det første i folkeskolens musiktimer.

Medlemmerne af Skammens Vogn er barndomsvenner og alle født i 1977. Oliver Hoiness og Nikolaj Zeuthen har gået i samme folkeskole, og i 7. klasse fik de selskab af Jakob Millung. De har boet sammen som studerende, og senere tog fællesskabet form af et band. Sangene bliver som oftest til ved, at Nikolaj Zeuthen sparker den første bold ind på banen: skriver en tekst og sætter akkorder til, hvorefter han mødes med de to andre, som regel i køkkenet her.

”Det er den største motivation, der findes. At skulle vise noget til de to mennesker, som jeg har så meget respekt for,” siger han.

Historien bag bandnavnet, der opstod for år tilbage, er et brud med en kæreste og et skramlende flyttelæs møbler, der blev trukket gennem Københavns gader. Det er en historie, der er genfortalt lidt for mange gange, mener Nikolaj Zeuthen.

”I virkeligheden er det et navn i bevægelse. Vi har ikke helt ens baggrund, men vi er alle vokset op i det, man på papiret ville kalde en dysfunktionel familie, ville du ikke sige ja til det, Oliver?”.

Hoiness nikker, og Zeuthen fortsætter.

”I starten var vi meget optagede af skyld og skam. Der var en sang som ’Familiemøde’ om en pinlig situation i familien. Og ’Dårlig fødselsdag’, som handler om en virkelig dårlig fødselsdag. Selvom vi måske ikke var klar over det dengang, så var Skammens Vogn noget med at kaste en masse tabuer op i luften og omfavne de ting, vi havde tilfælles fra barndommen. Men en vogn er også noget, der kan køre. Den kan køre væk, den kan opsamle noget, og den kan rumme andre mennesker,” siger han.

Den allerførste sang på den allerførste plade, Skammens Vogn lavede, hed ”Personen”. Den er på mange måder en profeti, mener de.

”Vi har nok bevæget os fra det personlige til noget mere alment. Selvom det personlige jo faktisk også godt kan være alment. Når vi spillede ’Dårlig fødselsdag’, så kom der indimellem én op og sagde: ’Det er jo alle min barndoms fødselsdage, I lige har beskrevet!’.”

Et begreb som ”folkelighed” kan på samme måde have mange ansigter, mener de to.

”Kim Larsen var utroligt god til at sætte ord på noget, der findes i den sjæl, vi kalder den danske. Han sagde store ting på en uhøjtidelig måde, og den der ikke-sentimentalitet tror jeg er meget folkelig,” siger Nikolaj Zeuthen.

”Men der må også være noget med, at det folkelige er en form for sandhed,” siger Oliver Hoiness.

”Vores til dato mest populære sang hedder ’Kender du det’. Pludselig står der en folkemængde og synger med, og så har man ramt noget. Digteren Peter Laugesen har sagt, at der grundlæggende kun er en fire-fem historier, man kan fortælle. Og hvis man lytter efter indholdet i Kim Larsens ’Pianomand’, så er det jo hylende banalt. Men kan nogen sige det banale, så man gider høre det én gang til... det må være det folkeliges kerne.”

Selv kredser de på den nye plade om kulturarv som ”Jeg ved en lærkerede”, ”Sov sødt, barnlille” og ”Lysets engel går med glans”. Deres egen ”Lærkeredeblues” er også den sangtekst, de selv har valgt at sende i forvejen før interviewet i dag.

Oliver Hoiness fortæller, at han ser lærkerede-omkvædet i sangen, der ord for ord er fuldstændig lig originalen, som en arketype, man kan bevæge sig ud fra og vende tilbage til.

”Jeg havde selv ret svært ved at skulle høre det omkvæd med en ny melodi. Men når vi for eksempel hører eller synger noget fra en salme, mødes vi om noget. Man kan kalde det en kerne eller kærlighed, eller hvad man vil. Men vi har brug for noget, der står fast, at bevæge os ud fra.”

”Det er meget to the point,” nikker Nikolaj Zeuthen.

”Noget hvirvler rundt om noget inde i midten. Det er jo generelt det, et omkvæd kan, nærmest hvad som helst kan sættes ind på omkvædets plads: ’Vi ses i morgen’, eller ’se, en fugl’. Fordi det går igen, bliver det let at synge og får betydning. Og jeg tænker også tit om den form, at den er meget tilgivende; det første vers behøver ikke være fantastisk, for der kommer altid ét til. Og et omkvæd. Det handler om at finde den mentale dør til et rum, hvor man kan tage alt ned fra hylden,” siger han.

Flere af medlemmerne i Skammens Vogn er i familier, der er blevet splittet op inden for de senere år.

”Vi lever vores almindelige liv hver især. At finde tillid og ro og fred i tilværelsen kæmper vi alle med, men i bandet søger vi det og finder det. I musikken, i noget fælles,” siger Nikolaj Zeuthen.

Oliver Hoiness supplerer.

”Som livet skrider forbi, får man jo nogle knubs, og med det har vores samtale også ændret sig. Man finder ud af, at noget er større end de personlige opgør, man har med fortiden. Før gjorde vi os ingen spirituelle overvejelser, men der er nok kommet en søgen efter noget større, noget universelt, ind i vores musik,” siger han.

”Tingene er adskilt/ jeg spør’ hvorfor?/ hvorfor puste flasker bare/ for at lave skår?”, lyder det filosofisk på sangen ”Hvidt”.

Og pladens sidste nummer, en klassisk aftensang, kan tolkes som et forsøg på at imødekomme den dødsangst, der kan sætte ind, når man ligger i sin seng og er ved at falde i søvn.

”Snart er det aften, og mine øjne skal lukkes i/ Og jeg tænker på om det bli’r svært at sove,” lyder det.

”Vil jeg falde blidt og stille ned mod bunden?/ Og fredfyldt finde min plads dér, mellem de tusind andre sten?/ Eller vil genfærd rasle frygteligt i mit hoved?/ Med det jeg mistede, det, der var for sent.”

I taler om denne søgen efter noget større. Jeres plade er jo fuld af salmereferencer... Er der et svar at finde i dém?

”Aaarh, det tror jeg nu ikke, jeg vil være med til,” siger Nikolaj Zeuthen.

”Altså der er noget større end os, som er det tomrum eller den stilhed, musikken kredser omkring. Vi er alle tre religiøse mennesker, og for min skyld kan du godt kalde det Gud. Eller kærlighed. Det bedste ord er måske frihed. Det er det, vi søger i det kunstneriske arbejde, men det er aldrig et svar. Eller en bestemt bog eller en bestemt kirke eller noget i den dur. Det er et spørgsmål og et svar på én gang, og ja, det er svært at tale om, og derfor har vi sangene,” siger han.

Er det helligt?

”Hø!”, kommer det fra Zeuthen, mens Hoiness smiler bredt bag kaffekoppen.

Vi lader det ligge, trækker i jakkerne og stævner ud på Nørrebros gader. Turen går mod Osramhuset, et kommunalt kulturhus, som er indrettet i en gammel lyspærefabrik. Her skal vi drikke en sodavand og se, hvor Skammens Vogn for tiden indspiller deres musik og har spillet en hel del koncerter gennem årene. Her, i de offentlige lokaler til brug for alle, er der grobund for nye musikalske eventyr, drejet over den samme gamle sang.

”Og så er det bare et enormt folkeligt sted,” griner Nikolaj Zeuthen bag solbrillerne.

Oliver Hoiness har taget sin guitar med, og mens han sætter den ene gummisko foran den anden på fortovet, tryller fingrene en melodi, en lille lærke, der søger himlen mellem husblokkene.

Hør Skammens Vogn spille et vers fra sangen Lærkerede-blues