Pædofile præster og deres misbrug af børn er et forfærdeligt problem, og det har redet den katolske kirke som en mare i årtier.
I øjeblikket er der sager fra mange forskellige lande, hvor præster stilles for domstole, og hvor kirkens ledelse kommer i skudlinjen for ikke at gøre det, den skal, nemlig fjerne pædofile præster fra deres embeder.
Det drejer sig om pædofile præster lige fra almindelige sognepræster til kardinaler. Der har været mange forsøg på at skjule problemet, og det har åbenbart været svært for lokale biskopper, kardinaler og paver at rydde op i præsteskabet.
Den nuværende pave Frans har været helt klar i mælet med hensyn til problemet. Det skal ikke tolereres. Nultolerance!
Men så nemt går det åbenbart ikke. Der dukker gamle sager op, hvor der ikke gribes ind. Det handler den franske film ”Gud være lovet” om.
En god katolsk familiefar, Alexandre, far til fem, bærer på et problem. Han blev som dreng misbrugt af sin præst. Det var skamfuldt og noget, man ikke talte med andre om, slet ikke forældrene. Der var tavshed om sådan noget. Sognepræsten var særdeles populær. Han tog på sommerlejre med drengene. Det var på disse lejre, i teltene, at han udførte sin misgerning. Det skete også hjemme i kirken i hans såkaldte mørkekammer, hvor der ikke kun blev fremkaldt billeder.
Massevis af drenge forførte han og skadede dem for livet. Præstens opførsel blev opdaget, og den stedlige kardinal forflyttede ham til et andet embede, hvor han ikke havde kontakt med børn. Sådan blev det fortalt, men det var ikke sandheden.
Sagen var skrinlagt, da Alexandre ser præsten omtalt og fotograferet sammen med en række mindre børn. Det får alle de fortrængte følelser og oplevelser frem i ham. Det er stadig skamfuldt, det, der skete dengang, men tanken om, at præsten måske stadig udøver sine skændige handlinger, får Alexandre til at reagere.
Han henvender sig til den katolske ledelse i byen. Vi er i Lyon. Hans henvendelse bliver modtaget med alvor, og der sættes en proces i gang. Det foregår fint og godt, og selv den nuværende kardinal tager det yderst alvorligt, men der sker bare ikke meget i sagen.
Det får Alexandre til at gå til politiet, og så udvikler sagen sig for alvor. Flere gamle sager om præstens misbrug dukker op. Gamle ofre danner en forening, ”Bryd tavsheden”, hvor de kan tale om krænkelserne og lægge pres på kirken for at tage sagerne op igen.
Hele dette forløb skildrer filmen, og det sker på en bevægende måde. Man mærker vreden mod en voksen, der ødelagde livet for små drenge, og man forstår den berettigede vrede mod et system, der ikke tør reagere, som det burde. Kirken, der burde stå for kærlighed og barmhjertighed, kommer til at virke kynisk og beregnende ved ikke at gribe ind. Pavens nultolerance kommer ikke helt ned i systemet. Kardinalen er flink og forstående, men handler ikke tilstrækkeligt.
Filmen bæres ikke af had og vrede mod kristendommen eller troen, men man forstår godt, at der var børn, der mistede troen undervejs. Krænkelserne var voldsomme, og det kirkelige hykleri tykt.
Filmen kan ses som en advarsel til alle systemer om ikke at blive forbenede – og også som en advarsel til alle forældre om at være opmærksomme på eventuelle seksuelle krænkelsesforsøg over for børn. Fortielser bør ikke forekomme.