Prøv avisen

Det gælder om at tro

Efter at ”Ordet” kom med på Scenekunstkanonens liste over væsentlige danske teaterværker, har først Odense Teater og siden Det Kongelige Teater fået mod til at sætte det op. Her ses Klaus T. Søndergaard, Mia Helene Højgaard, Bjarne Antonisen, Mads Nørby og Sophie Louise Lauring i den aktuelle opsætning på Odense Teater. – Foto: Leif Hansen.

TEATER: Tro er afgørende, både i Kaj Munks Ordet, og når man er skuespiller. Det ser man i Odense Teaters glimrende udgave af stykket

Lommetørklædet var fremme hos damen ved siden af mig, da Johannes med Lillepigen på armen afmægtigt vender sig fra Ingers kiste i sorg over, at hans tro på troens kraft tilsyneladende ikke har genopvakt hende nede i den hvide kiste.

Det er også en gribende, stærk og præcis fortolkning af den svære rolle, som den i øvrigt helt nyuddannede Peder Plaugborg giver os af den troende og vanvittige Johannes i Kaj Munks Ordet. Især da han står i Borgensgården igen og er den gamle Johannes fra før kærestens ulykkelige død, der sendte ham ind i en ægte tro, men samtidig også et fortærende vanvid.

Johannes har nemlig et afgørende klarsyn, en styrke og en vilje, som nagler hele stuen med deres selvgode viljer og evneløse flaksen rundt i selvmedlidenhed og retoriske religiøse magtkampe. En vilje, som når ud til os og fjerner den mindste tvivl om, at det, der foregår her i den naturalistiske dagligstue i det prunkløse, vestjyske gårdmandshjem, må være, som vi ser det. Selvfølgelig kan man vække de døde, hvis man tror for alvor og har viljen i sit hjerte. Og selvfølgelig er det aldrig lykkedes for Mikkel Borgen selv, for han er en tvivler helt ind i knoglerne. Ligesom præsten, den manipulerende, magtesløse, selvsmagende præst, der ganske karakteristisk altid dukker op, når det er for sent.

Den eneste, det rammer i menneskeligheden, det er faktisk doktoren. Naturvidenskabsmanden, der om nogen ikke kan klare den slags mirakler og biologiske umuligheder som vækkelse af døde. Han er en god mand, og kan han tænke anderledes, end han gør, i sit branche? Det er svært at bebrejde ham i hvert fald, især når man lige registrerer det der lommetørklæde under næsen, da Mikkel griber Inger, og hun siger sine første ord igen.

Carsten Brandt har lavet en meget naturalistisk, meget langsom iscenesættelse af Munks Ordet. Først skal man lige vænne sig til det, og så sidder den der. For han har vidst og set, at skuespillerne beherskede det. Klinger noget hult, falder alt. Så bliver det et underligt, et bedaget og latterligt teatralsk stykke, som ingen forstår. Men tager de det ind, tror de selv på dét, de siger og gør oppe på scenen, så er man fortabt som publikum. Så kommer lommetørklæderne frem, som de gjorde det ved turnépremieren i Hjørring.

Efter Ordet kom med på Scenekunstkanonens liste over væsentlige danske teaterværker, har først Odense Teater og siden Det Kongelige Teater fået mod til at sætte det op. Så det var da heldigt, at Kanonudvalget trods deres tøvende motivering tog chancen.

Når Ordet spilles som her, er det et fantastisk stykke i al sin mærkværdighed og insisteren på at ophæve rammerne og samtidig holde på dem. Lige det teatret kan, når det er de rette folk, der står bag. Og det er det i Odense Teaters version med en formidabel Ole Mølle­gaard som patriarken Borgen, med de to meget forskellige, og gribende gode Klaus. T. Søndergaard og Carl Martin Norén som sønnerne Mikkel og Anders, Sophie Louise Lauring som den hjertevarme Inger, Bjarne Antonisen som den glatte præst, Henrik Weel som den lige så patriarkalske, dumstædige Peter Skrædder, der dog tør række hånden frem til sidst og med Mads Nørby som den robuste landlæge. Plus ikke at forglemme en yndig, fint afstemt præstation som Lillepigen det er en rolle, der ikke ligger lige for hos et moderne barn, så stor respekt for de piger, der går ind i det.

Ordet af Kaj Munk. Iscenesættelse: Carsten Brandt. Scenografi: Christian Tom-Petersen. Odense Teater på turné og stationært på teatret fra den 31. december. Scenografi: Christian Tom-Petersen

kultur@kristeligt-dagblad.dk