Forfatter og enke: Det gælder om at fylde hver dag med mening

Forfatteren Hanne Marie Svendsen mistede sidste år sin mand gennem 64 år. Det var svært at komme hjem, hvor kun en tom skjorte på tørrestativet hang klar med åbne arme. Men nu har hun skrevet romanen ”Mellem regndråber”, der handler om tiden før og efter mandens død

Efter et langt og lykkeligt ægteskab var det selvsagt en stor omvæltning for Hanne Marie Svendsen at komme hjem til mandens tomme skjorte ”med udstrakte arme” på tørrestativet, som hun smukt skriver. Men arbejdet med romanen har været en vigtig del af hendes sorgbearbejdelse, fortæller hun.
Efter et langt og lykkeligt ægteskab var det selvsagt en stor omvæltning for Hanne Marie Svendsen at komme hjem til mandens tomme skjorte ”med udstrakte arme” på tørrestativet, som hun smukt skriver. Men arbejdet med romanen har været en vigtig del af hendes sorgbearbejdelse, fortæller hun. Foto: Leif Tuxen.

En urne kan være som et lille barn, man kan løfte op i sine arme. Sådan beskriver forfatteren Hanne Marie Svendsen sin mands urne i den både personlige og poetiske roman ”Mellem regndråber”, der udkommer i næste uge og handler om tiden både før og efter mandens død sidste år. Og romanen både begynder og ender i kolumbariet på Bispebjerg Kirkegård, hvor mandens urne nu har selskab af mange andre urner, som man i princippet kan løfte op og holde om, uanset om asken tilhører et barn eller en 87-årig mand som Werner Svendsen, der var kendt og anerkendt som forlagsdirektør og programchef på DR.

”Jeg synes, at det er så fint, at alle kan være der i hinandens selskab i døden, hvor der ikke længere er forskel på folks titler og aldre,” siger Hanne Marie Svendsen, der blev gift med forlæggeren Werner Svendsen i 1954.

Hun mødte ham, mens hun var danskstuderende. Dengang arbejdede han allerede på et forlag, men var kommet med på de danskstuderendes studietur til Uppsala.

”Jeg kan huske, at vi ikke fik så meget fagligt ud af den tur, hvor vi morede os sammen uden at blive kærester. Men så sendte han mig et brev, hvor han skrev, at han lå inde med to teaterbilletter, så jeg bare kunne ringe, hvis jeg ville med. Det opfattede jeg som det mest arrogante brev, jeg havde læst. Men vi kom alligevel af sted sammen, og om sommeren lånte jeg hans rygsæk for at tomle ned gennem Europa med en veninde. I Venedig kom jeg i tanke om, at jeg havde lovet Werner at komme tilbage til hans fødselsdag, så jeg købte en billig togbillet hjem, og vi blev allerede gift om efteråret, da han var blevet tilbudt en lejlighed til os. Og siden kunne vi ikke slippe af med hinanden,” siger hun med en mild latter og tilføjer:

”Da vi havde været gift i 60 år, havde vi helt glemt vores bryllupsdag, men vi blev mindet om den, da vi fik et telegram fra Dronningen, så det var flot, at hun kunne huske vores bryllupsdag, når vi ikke kunne.”

Foto: Leif Tuxen

Efter et langt og lykkeligt ægteskab var det selvsagt en stor omvæltning for Hanne Marie Svendsen at komme hjem til mandens tomme skjorte ”med udstrakte arme” på tørrestativet, som hun smukt skriver. Men arbejdet med romanen har været en vigtig del af hendes sorgbearbejdelse, fortæller hun.

”Det var selvfølgelig ikke nemt, men for mig var det nødvendigt at skrive den bog,” siger den erfarne forfatter med et forsigtigt smil i sofaen i sit rækkehus på Østerbro midt i København, mens hun kigger ud på en lille grøn græsplæne, der lige så godt kunne ligge i provinsen, men sådan har hovedstaden altså også sine små hemmelige lommer.

”Bag hækken derovre bor Bertel Haarder, og huset her har også en sjov historie, fordi vores ven Niels Barfoed har boet her, ligesom Johannes Riis boede i huset tidligere, så vi syntes, at huset havde gode vibrationer, da vi købte det for at finde et mindre hus, da børnene flyttede hjemmefra for 23 år siden. Og nu er det praktisk at bo så centralt, at jeg nemt kan gå over i Netto med min rollator,” forklarer forfatteren og tilføjer, at hun hver aften bruger den store stue til at dyrke motion ved først at gå, så løbe og til sidst hoppe gennem huset.

”Det gælder om at holde sig i gang. Det er også min måde at bearbejde sorgen på. Jeg skal helst have en rutine og faste gøremål hver dag, fra jeg står op. Om det så bare er at lave mad til mig selv og gøre rent. Hver dag skal fyldes med mening. Jeg har det bedst, når jeg skriver eller læser. Jeg har jo også mange bøger, der er som venner, jeg skal huske at besøge. For man kan altid vende tilbage til en klassiker. Vi har også læst både ’Ulysses’ og hele Bibelen med vores barnebarn, som kom her hver uge. For så havde vi noget at samles og tale om. Men når jeg læser, er jeg heller ikke alene,” siger Hanne Marie Svendsen, der selv debuterede som romanforfatter i en sen alder:

”Jeg indsendte mit manuskript under pseudonym, så jeg ikke skulle blive bedømt på, at jeg havde udgivet nogle andre bøger og var gift med Werner. Men romanen blev antaget med Klaus Rifbjerg som den ene konsulent, og jeg kan huske, at han var ved at falde ned af stolen, da jeg fortalte ham, at det var mig, der havde skrevet den, efter han havde siddet og rost den til et middagsselskab.”

Som forfatter fandt Hanne Marie Svendsen hurtigt sin egen stemme, der ikke passede ind i tidens danske bekendelseslitteratur, men mere er i slægtskab med mellemamerikansk litteratur. Og gennem Werner Svendsens arbejde som forlægger og kulturchef i DR kom parret sommetider også ud at rejse for at besøge forfattere.

”Jeg kan for eksempel huske, at den store islandske forfatter Halldór Laxness havde en masse billeder hængende af sig selv i sit hjem. ’Dér er jeg som kommunist, dér er jeg som katolik,’ sagde han for eksempel. Og jeg tænkte, at hans mange fotografier af sig selv i forskellige livssituationer også var et billede på, at en forfatter må kunne se sig selv i alle sine romanfigurer. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det. Der er en del af mig i alle mine romanfigurer, selv de mest usympatiske. Men det er klart, at fortælleren i min nye roman minder om mig i særdeleshed,” siger hun og fortsætter:

”Romanen er bygget på autentisk materiale, ligesom alt, hvad man skriver, på en eller anden måde som regel er bygget på en eller anden form for autentisk materiale, man har oplevet, læst, hørt eller drømt. Igennem mange år har jeg skrevet op i en notesbog, når noget har gjort indtryk på mig. Det kunne ikke samle sig tidligere, men her i denne bog blev det pludselig til en sammenhæng,” siger hun stik imod romanens åbningssætning: ”Der er ingen sammenhæng, kun fragmenter.”

”Sådan kan livet jo godt føles fragmenteret,” forklarer hun i sofaen:

”Tilværelsen består af mange tilsyneladende usammenhængende følelser og oplevelser. Sammenhængen kommer først, når man selv skaber en historie ud af det. Og jeg kalder også min bog for en roman, fordi dens materiale er så drænet, destilleret og tilpasset hovedtemaet om at miste et menneske. Det er en meget personlig bog, men det er forhåbentlig ikke en privat bog, for den handler om noget, som vi alle sammen kommer til at opleve. Døden er ventet, fordi vi jo alle skal dø, og i den forstand vidste jeg også, at Werner skulle dø, men det var alligevel et chok, da han døde. Jeg vidste, at døden nærmede sig, da han mistede sit syn, og kroppen begyndte at sige fra, men vi havde alligevel et håb om, at han måtte få det bedre igen.”

Hanne Marie Svendsen filosoferer både over tiden og sproget som begreb i sin roman. For eksempel beskriver hun ord som strålende sten på stranden, der virker matte, efter man har samlet dem op og taget dem med hjem. Men hun prøver alligevel at beskrive alting så præcist som muligt, og et andet sted i romanen har hun et billede af, at tiden er som en tabt kontaktlinse, som bliver til en urskive, når man sætter den tilbage i øjet og bliver bevidst om døden og altings forgængelighed.

”Tid er lige så uforståelig som døden. Men døden eksisterer som et uafviseligt punktum på livet, uanset om nogle prøver at lægge sig i en fryser. Døden er der, og man kan ikke rokke ved den. Nogle mennesker har så skabt en smuk myte om genopstandelse for at finde mening. Jeg synes bare ikke, at der er noget, der støtter den myte. Jeg tror kun på den genopstandelse, man kan se ude i haven,” siger hun og peger igen ud i haven, hvor vintergækkerne bukker sig mellem regndråberne derude.

”Bladene visner og kommer ikke tilbage som sig selv, men de bliver til jord og nyt liv på den måde. Og det er også smukt. På samme måde er det en glæde at se, at livet fortsætter i mine børn og barnebarn. Nu har jeg endda også fået et oldebarn. Og det opmuntrer mig at få besøg af dem, selvom der også hele tiden er noget, der minder mig om Werner, eller ting, jeg gerne ville dele med ham. Men nu besøger han mig i stedet i mine drømme,” siger Hanne Marie Svendsen og tilføjer:

”Nogle af mine drømme er som b-film. Men andre gange føles det virkelig, som om jeg får selskab af dem, der er døde i mit liv, så det mere er om dagen, jeg er alene.”

Det skriver hun også om i romanen, hvor fortælleren blandt andet også får besøg af sin døde mor i en drøm, hvor fortælleren også bliver helt forlegen over, at hun ikke har noget at byde sine efterhånden mange afdøde gæster, der kommer til salon i hendes hyggelige stue. Men her i vågen tilstand har Hanne Marie Svendsen både serveret lækre chokolader og vaniljekranse til kaffen.

”Tag endelig!”, siger hun og tilføjer, at man også skal huske at nyde livet, mens man har det.

”Jeg er stadig taknemmelig for min tilværelse. Werner er væk, men han er her jo stadig i mine tanker og drømme. Jeg tror måske, at folk lever videre, så længe der er nogen, der husker dem. Måske er der også en højere mening. Den kristne opstandelsestanke er smuk, og jeg holder også meget af de dejlige påskesalmer. Men de er og bliver jo menneskeskabte. Og med vores begrænsede sanseapparat tror jeg ikke, at vi kan fatte, hvordan det hele hænger sammen. Derfor kan jeg også bedre lide udtrykket ’universets puls’ end ordet ’Gud’. For det eneste, vi kan være sikre på, er, at universet lever. Og det er også stort.”