Maria Helleberg nærmer sig sin egen fødsel i sit forfatterskab. Mens hun fortalte sine bedstemødres historier i succesromanen ”Kvinderne fra Thy”, møder hendes forældre hinanden på en mildt sagt begivenhedsrig dag i ”Søstrene fra Thy”, der netop er udkommet. Det nye slægtsromanbind åbner på befrielsesaftenen den 4. maj 1945. Men knap er befrielsesbudskabet blevet forkyndt i radioen, før Hellebergs mormor, Marie, falder om med et hjerteanfald.
Sådan må Hellebergs mor, Gerda, på hospitalet, hvor hun støder ind i sin senere mand, en uheldig modstandsmand, der har skudt sig selv gennem hånden. Selv bliver Gerda straks så skudt i ham, at hun råber sit fornavn efter ham, da han trækkes op på en ladvogn fuld af en flok glade modstandsfolk og forsvinder, før de når at udveksle efternavne.
Det skal ikke blive første gang, de to går forkert af hinanden, men romanens prolog skæres endnu mere spændende af, da Gerda bliver trukket op på en anden ladvogn, hvor en modstandsmand presser hendes hoved ned med sin støvle – klar med en saks, mens han anklager hende for at være feltmadras. Allerede her fornemmer man, at alting ikke er retfærdigt under og lige efter krigen.
”Min mor fortalte mig først om befrielsesaftenen, lige før hun døde. Jeg tror ikke, at hun var stolt af, at hun havde haft et forhold til en mand, der teknisk set var tysker, selvom han mest var alt andet, men der var ikke plads til mange nuancer dengang,” siger Maria Helleberg, da vi sidder på hendes forlag i Københavns indre by.
Romanen udspiller sig i årene 1940-1947 og følger, som titlen antyder, ikke kun Hellebergs mor, Gerda, men også Gerdas mere letlevende søster Ruth, der arbejder som tjenestepige i København, hvor hun forelsker sig i den jazzelskende SS-officer Fred og senere den bornholmske hotelejersøn Hans, mens Gerda må blive hjemme i Thisted for at passe forældrene.
I mellemtiden kommer Gerda til at arbejde hos en boghandler, som også formidler illegale blade, og sådan begynder hun at gå til hånde i modstandsbevægelsen, mens hun selv møder den unge tysker, Henrik, der kommer fra Friedrichstadt i Nordtyskland, men føler sig fanget i den tyske uniform.
Romanen bygger på de fortællinger, Maria Helleberg har hørt fra sin mor og moster, mens de begge levede. Men som hun selv skriver i romanen, er vi nu nået så mange år væk fra de velfortalte og gennemforskede besættelsesår, at det i dag er fiktionen, der må åbne historien og gøre den levende. For fiktionen kan sætte kød på det biografiske skelet, der er tilbage, mener hun.
”Jeg aner jo ikke heller, hvor meget de, der gav mig historiens første versioner, selv digtede, men dét gør jeg i hvert fald. Fiktionen kan fylde mellemrummene ud mellem fakta og fortalte fortællinger, så der kommer følelser og nuancer på, og jeg forstår faktisk både Gerda og Ruth bedre, efter jeg har sat lille Gerda ind i en fiktion,” siger Maria Helleberg, der gennem sit store forfatterskab har åbnet historien op til både middelalderen og guldalderen, men har nydt at skrive om Anden Verdenskrig, som man nemmere kunne se for sig. Men selvom tiden er velbeskrevet, har hun lavet meget research.
”For eksempel måtte jeg på Det Kongelige Bibliotek for at undersøge, hvad unge kvinder på den tid læste af blade og bøger for at finde ud af, hvad de var optaget af. Vi ved alle sammen, at man lavede tøj af rester, men holdt det? Nej! Et gardin var slet ikke beregnet til at blive syet om. Sådan var der mange små praktiske ting at sætte sig ind i, men når man laver sådan en roman, kommer man også til at sidde med meget overskudsviden, som man aldrig kommer til at bruge,” siger hun og slår ud med hånden:
”Jeg skar blandt andet fem sider ud af romanen om Gestapos leder, som nu kun er nævnt i en bisætning, da Ruth og Fred kommer forbi hans hus, og Fred genkender huset fra de gange, han har været der for at drikke øl. Det kommer bag på Ruth, men selvfølgelig omgikkes han med topnazisterne i Danmark, når han selv var SS-officer. Men Ruth forelskede sig ikke i en SS-officer, men i Fred, der som hende elskede jazz og fester,” siger Maria Helleberg og tilføjer:
”Ruth fortalte mig hele sin livshistorie i 1972, efter hendes mand, Hans, var død. Fred var endt i DDR og havde det ganske glimrende. Han havde fået job som afdelingsleder på en fabrik. Han havde aldrig giftet sig igen, men han havde prøvet adskillige gange at få kontakt med Ruth. Efter 1972 begyndte hun at besøge ham, men han kunne ikke komme ud af DDR, og hun ville ikke bo i DDR. Jeg spurgte hende, om hun havde et billede af ham, og så viste hun mig et billede af ham i fuld SS-uniform. Det havde hun gemt gennem alle årene,” siger Maria Helleberg og ryster opgivende på hovedet, inden hun tilføjer, at hun måske selv ville have opført sig mere som sin moster end sin mor under krigen:
”Der vil altid være hedonistiske, unge mennesker, der søger derhen, hvor musikken spiller. Min mor var mere ansvarsbevidst, selvom hun på en anden måde kastede sig ud i vilde ting. For eksempel fortalte hun mig om engang, hvor hun skulle tage en taske med til København for modstandsbevægelsen. I tasken lå der kun en seddel. Først senere fandt hun ud af, at der stod en stikkers navn og adresse på sedlen.”
Sådan levede Maria Hellebergs mor livet farligt, og i romanen kan man også læse, hvordan boghandlerens nevø, der er modstandsmand, allerede tidligt under krigen gemmer våben under hendes seng, og derfra tager det hele hurtigt fart.
”Unge mennesker skulle foretage nogle ret voldsomme valg dengang, hvor de levede i en politiløs verden med en enorm uforudsigelighed og usikkerhed. Mange af dem vidste ikke engang, om de ville overleve krigen, og hvordan den faldt ud. Men de var idealister og tænkte, at de var nødt til at sprænge bomber uden at gøre noget ondt mod mennesker, så de fleste modstandsfolk gik efter at ramme ting eller absolut kun skyldige personer. Efter mændene i Hvidstensgruppen blev skudt, og kvinderne blev sendt i tugthus i Tyskland, vidste alle, hvad straffen var for at trodse tyskerne. Men det gjorde rigtig mange alligevel. Når man taler om modstandsfolk, tænker mange på dem, der rendte rundt og skød omkring. Men det var et fåtal i forhold til alle dem, der kørte illegalt i ambulancer, tog britiske piloter hjem og gemte dem. Eller dem, som trykte og distribuerede illegale blade. Hvis man tog alle dem med, var det faktisk en massebevægelse. De danske modstandsfolk var som små hunde, der hoppede op og bed fra sig.”
Som barn mærkede Maria Helleberg, hvordan krigen havde påvirket moderen på den måde, at hun ville have øjeblikket til at give mening.
”Under krigen var hun usikker på, om hun ville overleve den, så efter krigen brugte hun alle sine penge på ferier i stedet for at spare sammen. Hun ville opleve noget. Men i forhold til opgøret efter krigen var hun virkelig en ’hardliner’. Hun mente ikke, at man skulle udrense til bunds, men til tops, fordi det var der, beslutningerne var blevet taget. Og hun kunne stå og skælde ud på radioavisen derhjemme i stuen. For det var nemmere at tage tossehovederne, end dem, der havde opfordret dem til det, syntes hun. Jeg kan huske, at hun sad og læste op for mig af regeringens tale til Frikorps Danmarks afmarch. ’Det er den danske stat, der taler til de mennesker, der nu vil drage ud for at kæmpe for dem, der havde besat Danmark,’ sagde hun rasende. Og det påvirkede også mig. Det har siddet i mig hele livet, at der er noget, der hedder, at man kan bøje sig for langt. Så på nogle punkter er jeg nok mere en Anders Fogh end en Scavenius,” siger hun med henvisning til den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mere aktivistiske udenrigspolitik fra 2001, der på flere måder brød med småstatsselvfor-ståelsen, der førte til samarbejdspolitikken under den radikale statsminister Erik Scavenius’ regeringstid under krigen.
Til gengæld er hun stadig fuld af beundring for kong Christian X, der som en stum protest red ud for at hilse på sit folk under Besættelsen, men ikke på de tyske officerer, der hilste på den danske konge – ”for de var jo ikke inviteret”, som hun siger. Men det var folket, der gjorde den største forskel under krigen, mener hun:
”Staten fik ikke sat nogen frihedskamp i gang, men det gjorde de rigtige mennesker, ligesom jeg tit tænker over, at det var rigtige mennesker som Venligboerne, der gjorde en forskel, da flygtningestrømmen nåede Danmark i 2015. Men Besættelsen er en underlig enestående epoke i danmarkshistorien, hvor folk slog sig sammen i voldsparate grupper. De vidste ikke ret meget, men kastede sig ud i det. De var amatører med idealistiske holdninger om ikke at slå uskyldige ihjel. Og de levede med en livsfilosofi om, at det gælder om at fylde livet med mening fra lige nu til det øjeblik, hvor det hele slutter.”