Prøv avisen
Ballet

Det Kongelige Teater fanger ikke pointen i en ellers velkomponeret børneballet

4 stjerner
Kim Fupz Aakeson og Gregory Deans ”De glemte børn” foregår på en balletskole, og det er børnene fra det Det Kongelige Teaters Balletskole, der har indtaget scenen. – Foto: Henrik Stenberg.

Kim Fupz Aakesons børneballet er på papiret en småuhyggelig affære med en fin pointe – de har bare helt ikke fanget den på Det Kongelige Teater

Idéen er god nok. Kim Fupz Aakeson har ført pennen til en lille skrækhistorie med en lykkelig slutning og en opbyggelig morale, og ungerne i salen er overspændt parate til at lade fantasien spille med ved opførelserne af Det Kongelige Teaters forestilling for børn i efterårsferien, ”De glemte børn”.

De hujer og hviner, da den første mus stikker snuden frem fra kulissen – og den næste, og den næste, og den næste, til den voksne fortællermus træder ind på scenen og tager ordet:

”For mus hører ting, de ser ting, de har historier at fortælle”.

Så bliver der uhyggeligt stille.

”De glemte børn” foregår på en balletskole, lidt ligesom den på Det Kongelige Teater, hvor drengene og pigerne er pæne og velopdragne og øver sig flittigt på at blive endnu dygtigere til at danse. En af pigerne bliver efter skoletid. ”Så er det, hun får den der følelse af ikke at være helt alene.”

Pigen ser pludselig en anden pige i spejlet, en spøgelsespige, og da hun træder igennem barrieren for at nå hende, bevæger hun sig ned i et dybt mørke; en underverden befolket af små børn med hvid hud og blå læber, der som trælle danser russiske folkedanse – eller noget i familie med. Skyggebørnene har danset i kælderen i hundreder af år for en streng herskerinde, Frøken Mester. Hun har taget deres hjerter og låst dem inde i en kiste – og smidt nøglen væk.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan – eller om – det lykkes pigen at slippe levende ud af Frøken Mesters klør, eller om det lykkes hende og de andre balletbørn at frisætte de stakkels gespenst-rollinger af deres forbandelse, men jeg kunne have ønsket, at Gregory Dean i sin iscenesættelse og instruktion havde lyttet til Fupz Aakesons morale:

”Det gælder om at have sit hjerte med – også i sin dans. Danseglæde”.

”De glemte børn” er fermt håndværk, velkomponeret. Dean styrer med sikker hånd de 70 medvirkende balletelever, han leverer lysende klare trinserier og karakteriseringer, der er til at forstå – nok for lette at forstå. Når vi, som her, også har en fortællermus – helt fremragende gestaltet af Morten Eggert; sikke en diktion, sikke en karakterfuldhed – til at holde os i hånden hele vejen, så skal balletten være mere end en tegneserieillustration.

Iscenesættelsen af ”De glemte børn” – balletten – forløser og tilføjer ikke historien de dimensioner af poetisk følelse og sandhed, som vi søger i alle aldre. Heller ikke rent kropsligt den fantasifuldhed, som Fupz’ fortælling lægger op til, og den både sprælske og melankolske dans, der ligger i Matias Vestergårds fine fantasi over temaer af Schubert, Sjostakovitj og Rachmaninov, særligt i orkestreringen med den overraskende brug af akkordeon, slagtøj, og klarinet som legetøj.

Et enkelt øjeblik – scenen, hvor de små livgivende hjerter fjedrer ud af kisten – er både morsomt og ægte rørende ballet. Den type kreativitet – det at bruge en metafor og så et frø – er der plads til meget mere af, særligt når publikum er børn. Det overraskende dansebillede danner også en mærkbar og fin komisk lettelse til en grundlæggende ret gotisk og grum fantasi, der i sin form nok er for stærk kost for de mindste.

Uhygge bliver en del af børneballetten, da en balletpige pludselig ser en spøgelsespige i spejlet. – Foto: Henrik Stenberg.