Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er en hævdvunden institution, der udgiver danske klassikere med fyldige noter og instruktive efterord, således at ældre værker gøres tilgængelige for senere tider. Det er ellers ikke, fordi klassikeren over alle inden for dansk lyrik, Adam Oehlenschlägers debutsamling ”Digte 1803”, ikke har været tilgængelig på bogmarkedet, idet den for blot 16 år siden blev udgivet af Gyldendal. Denne udgave er dog skæmmet af et poppet, slapt og intetsigende forord af Peter Laugesen, hvor man blandt andet kan læse, at ”der er en hel del jazz i den unge Øhlenslæger, selvom jazz ikke fandtes dengang, ikke her og på den måde”.
I den nye udgave af ”Digte 1803” ser man derimod, hvordan et forord skal laves, så det hverken – som i visse tekstkritiske udgaver – drukner i nørdede editionsfilologiske betragtninger eller i populariseret pjank. Det 50 sider lange, velskrevne efterord af Johan de Mylius formår virkelig at skabe interesse om værket, idet det ikke bare er fyldt med relevante oplysninger, men også rummer humor og polemik samt talrige appetitvækkende betragtninger over, hvad man kan lægge mærke til under læsninger af og mene om ”Digte 1803”.
Den store kvalitet ved Oehlenschlägers ”Digte 1803” er den eminente poetiske stil. Romantisk digtning er af sine modstandere blevet kritiseret for en tendens til vaghed, luftighed eller abstraktion. Det gælder absolut ikke for Oehlenschläger, hvis billedsprog er konkret, komplekst og fyldt med sansemæssig appel. ”Hakon Jarls Död”s første strofe er en stemningsmættet vision om en hedensk tidsalders undergang, hvis indledning lyder:
”De Nætter ruge saa lange og sorte./ Syvstiernen skimter saa mat./ Ud stormer Vinden fra Himmelens Porte,/ fælt knager Granen i kolde Nat./ I Offerlundene Blæsten tuder,/ om mosgroede Stötter af Valhals Guder./ ”Vor Tid er forbi!/ Snart synke vi!”/ Den rasler og styrter den blodige Steen,/ og knaser omliggende Offerben!”
Oehlenschlägers sans for syntetiserede billedsproglige udtryk springer straks i øjnene. En visionær særverden sammensmeltes af normalt uforenelige livssfærer såsom biologi (”fælt knager Granen”), astronomi (”Syvstjernen skimter” ), kulthandling (”den blodige Steen”), gudeverden (”Vor Tid er forbi!”) samt lys- og vejrforhold (”de Nætter ruge”, ”stormer Vinden”, ”Blæsten tuder”). Man ser endvidere digterens fabelagtige evne til at anskueliggøre idéer. Asatroens forfald og kristendommens fremvækst får materiel skikkelse: ”mosgroede Stötter af Valhals Guder”, ”den rasler og styrter den blodige Steen” eller ”i mörkeblaae Luft sit Spir den reiser”. Lige så udpræget er dynamikken i Oehlenschlägers univers. Det myldrer med handlings- og bevægelsesverber: ”synke”, ”styrter”, ”rangler”, ”flagrer”, ”iler”, ”flygter”, ”slagter” – og der er en sand overflod af lydgivende verber: ”knager”, ”knaser”, ”rasler”, ”tuder”, ”fnyser”, ”galer”.
Man kan nævne det store forbrug af farveadjektiver, der vist ikke er overgået i dansk lyrik, før vi når frem til Tom Kristensen. I ”Hakon Jarls Död”s første strofer møder man ”sorte”, ”blodige”, ”brunrödlig”, ”hvide” og ”mörkeblaae”. Og man kan tage indledningen til digtet ”Löveridderen” som eksempel:
”Rödt glöder gyldne Spir fra Borgens Tinde/ i Flodens fulde, sortblaae Jaspisskaaler”. Endelig skaber Oehlenschläger intensitet med sine lydmalerier. Bagtungevokalernes mørke gravagtige stemning – ”De Nætter ruge saa lange og sorte. [...] Fælt knager Granen i kolde Nat” – flænges pludselig af de høje i-lydes desperate skrig: ”vor Tid er forbi!/ Snart synke vi!”.
Oehlenschläger er kort og godt absolut ikke den pæne, harmoniserende digter, som man ofte har villet gøre ham til. Går vi til Vilhelm Andersen, finder man en beskrivelse af Oehlenschlägers ”Digte 1803” som ”skøn” og ”forårsagtig” poesi skabt af den kernesunde nationalskjald med den universalromantiske åbenbaring. Hermed forbigår man, at den unge Oehlenschläger er en vild, visionær og grænsesprængende digter. En stor del af teksterne fra ”Digte 1803” kan betegnes som sort romantik. Der sker en afsøgning af sindets grænser og en koncentration omkring outsidereksistensen. Og der foregår en dyrkelse af abnorme handlingsmønstre og de sindstilstande, der afviger fra den klare dagsbevidsthed – drømmen, hallucinationen, feberrusen og galskaben.
Vi møder ”Skattegraveren”, der brænder op i sorgens vanvid, mens han kravler rundt på sin elskedes kiste, som han lige har gravet op. Imens står biedermeier-bondemændene, der lige er kommet ud fra deres ”tætte Bolig” med det ”lune Arnested”, og kigger på og udbryder: ”Se hvor fast han sig klynger/ til Fistens kolde Fiel;/ Hör Dödninguhret synger./ O Naade med hans Siel!”
Vi træffer ægteskabssvindleren Sivald, der går under i en paranoia af angst og skyldfølelse: ”Fra Sivalds Pande Dödens Perle sprang,/ bag Kirkemuren hörtes rædsom Latter!/ Hans Hoved tumlede mod Murens Steen/ og skyldigt Blod de blege Vægge malte.”
Vi oplever Hakon Jarls visionære syner og mareridt, og vi møder Hakons åndsfrænde fra nutiden, Harald, der bevæger sig rundt ved nattetide i en offerlund i en rus af fantasier om blodige ofringer: ”Uglen skreg og Hanen galte/ ildröd brændte Maanens Flade./ Jorden bæved og der drypped/ Blod af Espens hvide Blade.” Og så er der de erotiske besættelser fra digte som ”Biergtrolden” og ”Fuglefængeren”, og der er dødsdriftstyrede kærlighedsoplevelser, som i ”Spilleren”, ”Violsamleren” og ”Jurabjerget”.
I ”Sanct Hansaften-Spil” er der fokus på alt det, der unddrager sig den dresserede nutidsverden. Det gælder gøglerne, tiggerne, de elskende, den ensomme jæger, den frie natur og de svundne tider.
”Digte 1803”’s livsholdning kan karakteriseres som systemskeptisk. Ingen på forhånd givne sociale, kulturelle eller religiøse værdier accepteres, og målet er for enhver pris at sprænge sig ud på den anden side af det alment vedtagne.
Digtsamlingen handler om længslen efter det, der ligger definitivt uden for rækkevidde: den sublime kærlighed i dødsøjeblikket, de svundne tider, den uberørte natur og det uendelige univers. Og det er denne længsel – sublimt gestaltet i digtenes komplekse billedsproglige udtryk og visionære særverdener – der uden tvivl er en vigtig årsag til, at digtene her 200 år efter deres udgivelse stadig virker inspirerende, vedkommende og levende.