Dansk teater fylder 300 år i disse dage, og der er meget at fejre – men også rum for forbedring, især på nationalscenen, som i tiltagende grad forsømmer sit dannelsesansvar.
Den 23. september var dansk teaters officielle jubilæumsdag. Over hele landet markeres det den kommende tid, at det er 300 år siden, man i 1722 kunne høre dansk tale på de københavnske scener, hvor tysk og fransk tidligere havde været de dominerende scenesprog. Arnestedet var det nyåbnede bindingsværksteater i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade) i København, som blev grundlagt af teatermaler med mere Étienne Capion og drevet af blandt andre den franske skuespiller René Magnon de Montaigu (1661-1737) og den danske dramatiker Ludvig Holberg (1684-1754). Her opførtes i første omgang en dansk oversættelse af Molières "Gnieren" ("Den gerrige"), snart efterfulgt af Holbergs "Den politiske kandestøber".
Det nye komediehus var en stor succes, publikum strømmede til. Ambitionen var at skabe et teater for såvel hoffet som folket – og i 1728 blev Grønnegades ensemble, der først og fremmest bestod af danske studenter, udråbt til "Kongelige Danske Acteurs". Modviljen fra universitetet, fra tidens pietistiske præster samt et forbud mod maskerader i 1724 førte dog til en midlertidig lukning i 1725 og en endelig nedrivning i 1738.
Nøjagtig et årti senere blev landets første nationalscene – Komediehuset, som Det Kongelige Teater oprindeligt kaldtes – opført et stenkast fra Lille Grønnegade på Kongens Nytorv. Det var den festlige og teaterglade kong Frederik V, der, inspireret af sine kolleger rundt omkring i Europa, stod for grundlæggelsen i 1748. Hovedstaden havde fået et "Akademi for de skjønne Kunster", Danmark en national skueplads. Kongen fornemmede ikke alene tidens efterspørgsel på forlystelser, han øjnede også en mulighed for at iscenesætte sig selv som enevældig hersker i den pompøse loge højt hævet over pøblen på parterret.
Dengang som nu har det Det Kongelige Teater været vores nationale kulturs samlingspunkt, et epicenter for alt der er dansk: vores sprog, litteratur, vores nationale identitet og værdier. Her samles vi om nationens mærkedage, om Dronningens 50-års regeringsjubilæum – og om dansk teaters 300-årsfejring. Landets nationalscene er således en væsentlig grundstamme i det danske, en dannelsesinstitution, der sætter rammen for, hvem vi er, og hvad der har formet os som folk og som nation.
Skønt det ikke længere er, som Kierkegaard engang erklærede, at ”i Danmark er der kun een By og eet Theater”, så er det langtfra ligegyldigt, hvad der spiller på de tre scener, Det Kongelige Teater i dag råder over. Nationalteatret har forpligtet sig til at være på én gang kulturbevarende og kulturskabende, til "uden ensidighed at producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet med særligt hensyn til de danske værker, vedligeholde de klassiske traditioner samt udvikle en nutidig scenekunst".
Det forpligter ganske enkelt at være én af landets bærende kulturinstitutioner. Man må forvente en nationalscene, der kan stå robust og selvsikkert mod tidens skiftende vinde. Et teater, der viser vejen, ikke halser duknakket og hundsk i hælene på tidsånden.
Lever Det Kongelige Teater op til ansvaret? I dalende grad.
De senere år har vi set, hvordan idealet om bredde og inklusion har overtrumfet ansvaret for både kulturarv og kunstnerisk nyskabelse. Vi drømmer om, at alle skal være med – især dem, der ikke gider: de unge, danskere med anden etnisk herkomst, mændene. Og det resulterer i desperate tiltag, senest med fadølsservering og fodboldteater i Skuespilhuset i København. Der er flere amerikanske importmusicals, mere børneteater, populære tv-serier og leflende folkelighed. Men er det overhovedet en farbar vej at insistere på bredde, på tårnhøje belægningsprocenter og på kunstnerisk integritet, på dybde og dannelse på samme tid? Noget tyder på nej.
Man kunne kalde det en scenekunstens pendant til spaghettigudstjenesten, hvor man forsøger at luske lidt kristen forkyndelse ind ad bagvejen, lidt åndelige kalorier, mens folk stopper sig med kødsovs og fadøl. Man kunne også kalde det en kunstnerisk falliterklæring, en manglende tro på eget værd og på nationalscenens egentlige bestemmelse.
Hvis dansk teater ønsker sig noget i 300-årsgave, må det være dette: at man fra politisk hold løsner jerngrebet og det evige, fattige blik på bundlinje og publikumstal, så teatret kan få lov til at fokusere på at levere kunstnerisk kvalitet. Som det har gjort i 300 år.
Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af litteratureksperterne Kathrine Amann og Lars Handesten og bringes hver lørdag.