Med den nye alterbog i 1992 fik den danske folkekirke en ny gudstjenesteordning. En af nyskabelserne var læsning af Det Gamle Testamente ved samtlige gudstjenester. Derved forsvandt ordningen med at læse to evangelier ved hver tjeneste, og samtidig gled epistellæsningerne åbenbart mere i baggrunden.
Beslutningen om at have Det Gamle Testamente som fast læsning ved alle gudstjenester har altså haft nogle tydelige konsekvenser. Ligesom det også kan strejfe en, at det grænser til misbrug af Den Hellige Skrift at læse tre tekster, som man sjældent kan nå at forholde sig til på en gang. Man skal ikke bare smide tekster i hovedet på folk. Grundproblemet er dog, at de gammeltestamentelige læsninger kommer til at stå i gudstjenesten som kristendom, selvom de til tider udfolder et helt andet gudsbillede end det kristne, et gammeltestamentligt gudsbillede, som også Jesus selv taler imod. Det Gamle Testamente er og bliver en skriftsamling med oprindelse i anden religion og kultur, nemlig den oldjødiske, der ikke var kristen.
Denne overvejelse inviterer pensioneret professor i Ny Testamente Mogens Müller til i sin nye bog, ”Kirken, teologien og Det Gamle Testamente”. På små 100 sider gennemgår han Det Gamle Testamentes receptionshistorie, og særligt i sammenhæng med dens brug i kirken. Fremstillingen af den gammeltestamentlige receptionshistorie er ofte set før, men denne gang har det et meget præcist mål: at påvise umuligheden af de gammeltestamentlige læsninger i gudstjenesten. Ikke af læsningerne som sådan, for Det Gamle Testamente optræder allerede i direkte og indirekte i de nytestamentlige læsninger, men af de faste læsninger, der taler om Gud og om Guds handlinger på en måde, som er uforenelig med Det Nye Testamentes fremstilling. Som Müller udtrykker det: Troen på Jesus Kristus som den opstandne Herre har en afgørende betydning.
Gennem sin fremstilling kommer Müller vidt omkring. Grundtvig er som altid præcis, når han citeres for at sige, at teologerne har haft den grille, at jødernes hellige skrift var klippen, hvoraf trosartiklerne udsprang, når pennen slog på skriften som Moses’ stav på klippen. Således må Grundtvig altså afvise, at man umiddelbart kan udlede kristendom af en jødisk bog. Der kan ikke lægges en anden grundvold end den, der er lagt: Jesus Kristus. Således forstået er Bibelen heller ikke kirkens grundvold, men det er Kristus, som han viser sig i dåb og nadver. Det er således alene tolkningen af skriften, der kan være udtryk for kristendom.
Mogens Müllers bog er et meget kvalificeret bidrag til debatten om Det Gamle Testamentes placering i den kristne kirke og er også et bidrag til den liturgiske debat. Det bliver mere og mere tydeligt, at de gammeltestamentlige faste læsninger, der blev indført i 1992, er problematiske både for liturgien og for teologien, der udtrykkes i gudstjenesten. Müllers bog er et godt sted at begynde, hvis man vil have kvalificeret sit syn på dette. Nogle vil måske sige, at det er et partsindlæg, men det er i givet fald et partsindlæg af stor intellektuel redelighed.