Kære Mailbox,
Når jeg på vegne af min far ringer til kommunens hjemmepleje, taler jeg med Danny, Berit og Tine. De præsenterer sig hverken med titel eller efternavn. Det lyder, som om det er en meget personlig samtale, vi har gang i, men det skal man nu ikke tage fejl af, for det er det bestemt ikke. Jeg må da selv spørge dem om deres titel for at kunne lodde, hvilken autoritet og hvilket ansvar de har.
Jeg spørger dem ikke om efternavn, for de lyder ikke, som om de vil ud med det, så jeg noterer bare deres fornavne i et forsøg på at holde styr på, hvem jeg har talt med denne gang. Sagsbehandlerne skifter fra gang til gang, så det er ikke let at hitte rede i, hvem der egentlig sidder inde med ansvaret for min fars ve og vel. Det er et mærkeligt og forvirrende fænomen, kære Mailbox. Fornavne, der ellers signalerer nærhed og personlige forhold, bliver pludselig til det stik modsatte. Danny, Berit og Tine er slet ikke den slags mennesker, som jeg tror, jeg kender, men funktionærer i et anonymt system.
Både Danny, Berit og Tine er skam venlige nok og vil helt sikkert min far det bedste. Det generer mig dog, at min far bliver tituleret ”borgeren”, som man kalder hans slags i den jargon. Patient og klient er afskaffet. ”Borgeren” lyder til gengæld mere af bureaukrati end af omsorg, men er da i al sin upersonlighed nok alligevel tættere på virkelighedens forhold end fornavnenes falske individualitet.
Danny, Berit og Tine arbejder i teams. Det er en måde at rationalisere arbejdsgangene på. Hvis en er syg eller optaget af andet arbejde, er der straks en anden, der kan tage over. Det lyder smart på papiret og kan godt være det i praksis. Men, kære Mailbox, det har dog visse omkostninger. Min far har et væld af forskellige hjemmehjælpere, som ikke kender ham særlig godt, så hvis de skal observere, hvordan hans tilstand er på dagen, så har de svært ved det. De har kun de oplysninger, som de forrige hjælpere har noteret på skærmen, og det er ikke altid nok. Der mangler den individuelle og personlige omsorg og kontakt. Så hvad man vinder ved rationalisering ét sted, sætter man til et andet. Det er ikke rationelt med den slags upersonlige pleje.
Det samme skisma mellem rationationalisering og ineffektivitet og mellem det personlige og upersonlige finder man i mange andre dele af både det offentlige og private. Man skriver til en mailbox uden at ane, hvem der sidder i den anden ende og læser ens besked. Personlig betjening er en luksus, som man ikke har råd til. Det skurrer fælt, når man skriver ”Kære Skat.dk”, og helt galt bliver det, når man desperat råber ind i telefonen, som betjenes af en telefonsvarer: ”Hallo! Hallo? Er der et menneske til stede?”. Når der så endelig kommer en levende stemme i telefonen, så præsenterer den sig som Mathias. ”Hej, det er Mathias – hvad kan jeg gøre for dig, Lars?”.
Det er klart, at jeg får det ligesom Dronningen og er lige ved at spørge, om vi to måske har gået i skole sammen, og hvornår vi er kommet på fornavn? Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Alene talemåden ”at komme på fornavn” er jo så håbløs gammeldags, at jeg ikke kan tage den i min mund. Men det ville være rart, hvis Mathias ikke lod som om, at vi havde kendt hinanden altid.
Danny, Berit, Tine og Mathias gør, hvad de kan, for at få tingene til at glide med deres upersonlige fornavne. Men, kære Mailbox, jeg vil dog til enhver tid foretrække en regulær offentlig distance, en titel, et efternavn og et personligt ansvar. Det ønsker jeg mig i julegave.
Kys, kys, kærlige hilsner, god jul og godt nytår – din Lars.