Ribe Kunstmuseum ligger i et hjørne af Danmark i Sydvestjylland, der er en omvej værd. Her flader landet ud mod havet, og man bliver opmærksom på selv små forskelle og forandringer i landskabet. Himlen er høj, skyerne formerer sig og skaber til tider et drama, der omslutter betragterens horisont. Derfor er det det helt rigtige sted at begynde sin rejse ind i kunstmaler L.A. Rings (1854-1933) værk, hvis man hverken kender land eller mand på forhånd. Og selv da er det en oplevelse at se denne fine udstilling ”L.A. Ring – Årstiderne”, som netop er åbnet.
For Laurits Andersen, der blev født 1854 og kom fra landsbyen Ring på det sydlige Sjælland, har malet billeder, der er svære at ryste af sig. Ligesom årstiderne kan billederne blive siddende i kroppen som en erfaring, som en kold vinter eller en magisk sommer ved vandet: L.A. Ring maler, så hans motiver kommer under huden på betragteren. Motiverne er mennesker, huse, landskaber under årstidernes vekslen, forår, sommer, efterår og vinter. Alt i malerierne synes knortet, sejlivet og til tider grimt, og som det nævnes i det fremragende katalog, udgivet til denne udstilling, blev L.A. Ring i samtidens kunstkritik kaldt ”hæslighedens apostel”.
Han turde male det, som andre fortrængte eller prøvede på at se bort fra. Alt det misdannede, det skæve i træer, huse og mennesker, der alt andet lige gav både billedet og livet karakter og vidnede om overvindelse og opgivenhed, mangel på omsorg og vedligehold, men også gav og giver et relevant indhold videre, fordi maleren havde en ægte følelse for og hengivenhed over for motiv og metier. Ja, den skrotbunke, der kaldes Danmark, er ikke blot skønhed i forfald og udkant, men også et billede på menneskets kampe i og med naturen, i og med naturen i os. For sådan er han, L.A. Ring; lige dele psykologisk elektricificeret i sine motiver og overvåger og menneskekender. Hans værker er, om ikke intenst mangefacetteret, så med stor volumen. Det har udstillingens tilrettelægger Henrik Wivel et godt øje for, men tillige for dybden i kunstnerens værk, der breder sig langt ind i sale og sjæle som nervetråde, fordi vi får helt nye billeder at se, der aldrig har været set i museumssammenhæng. Virkelig flot.
Værker som symbolske højtider
Man træder ind i foråret på udstillingen og får det ene lysende værk og solglimt efter det andet. L.A. Ring, der malede udendørs i al slags vejr, indrettede sig med sin lille familie i en skurvogn, der som en anden campingvogn kunne trækkes rundt på Sjælland og nærliggende øer. Således kommer vi ind i lange somre, hvor værkerne og landskaberne står som symbolske højtider med blomster, eng og glasklar himmel over fjordudmundinger og det stille vand, som kunstneren elskede, men nok også som et sindbillede af største meditative styrke. En ro midt i det anspændte liv.
Der er lykke gemt i lærrederne, navnlig når de forestiller hustruen, Sigrid, som Laurits ægtede sent, men som tydeligvis helt fra forelskelsen spiller en central rolle i værket. Hun er frugtsommelig, giver liv og spejler alle slags tilstande i følelseslivet. Det stille og arbejdsomme, men også kulturelt fordybede menneske, der læser avis og ser verden både indadtil og udadtil og måske kender indsigter og hemmeligheder, som kunstneren som betragter kan videregive os ufortyndet. Der er et sjæleligt fællesskab i de tos eksistens, uden at det er privat tosomhed, billederne handler om. Tværtimod handler de om vores liv som betragtere af et univers, et liv på jorden, en årstid, et øjeblik. Oplevede vi foråret og sommeren, inden det hele var forbi?
Vilje versus enhver konvention
L.A. Ring var uddannet håndværksmaler, inden han kom til Kunstakademiet i København. Men han var også en rebel, der ikke kunne forlige sig med det akademiske, og derfor er det en unik maler, der tro mod sit udgangspunkt bliver ved sine lidt uformående malerkundskaber.
Han er aldrig slikket i sit udtryk, han vil gerne kunne male sødme og sorg, men for det meste stritter teknikken imod, så udtrykket kan virke helt grotesk. En dynge sne males tykt og pastost midt inde i et ellers nogenlunde ekvilibristisk udført maleri. Som om malerens vilje stritter imod enhver konvention. Som om han selvbevidst, som en anden H.C. Andersen, vil danse ballet uagtet en klodset fremtoning. Der er en glæde i at finde ind til dette ligefremme i fortællingen. Just do it. Som et bevis for, at man uanset påklædning og tykke gevandter kan kaste sig ud i livet med kunsten og naturen.
L.A. Ring maler ikke for at gøre sig til, men for at opløse sig selv, som om han komponerede sine billeder i en højere sags tjeneste. Han skildrer sin omverden, så den fremstår klar og tydelig. Som om den var et objektivt fænomen, og han var en neutral observatør, der blot skulle videregive, hvad der udspillede sig foran ham. Men under det hele, under motiverne, har han foretaget sine valg. Kendskabet til årstidernes råhed og farve, efterårets svampede orangebrune eller vinterens gråblå stenhimmel giver hvert billede noget særegent.
L.A. Ring besluttede sig til, hvor han ville hen, inden han gik i gang. Og det giver virkemidler og effekt som i en overbevisende og veldrejet fiktion.
Måske understøtter den til tider klodsede teknik endda virkningen. Figurer males til slut ind på fladen af eksempelvis en vej gennem et snelandskab, så det virker, som om personerne svæver over jorden. Mystisk, når man påtænker, at kunstneren har siddet derude i snefoget og malet dag efter dag. Han griber eller begriber ikke, som impressionisterne, det vejr og det øjeblik, han sidder i, men hele årstiden får han indrammet. Og derfor er han en slags symbolist mere end realist. Derfor er hans værker mere fiktion end det, vi tror at se. Vi ser Danmark, men er en del af et større hele. Og altid går tankerne dybere ind. Naturen og vejrligets fænomener står som besynderlige størknede eliksirer i en magikers laboratorium i L.A. Rings værk.
Indføring i det glasklare kunstnerhjerte
Henrik Wivel får som kurator ført os ind i magiens verden. Og at han kan se og skrive om dette værk, som ingen anden, har hans tidligere arbejde, herunder monografien om kunstneren, ”Det glasklare hjerte”, allerede slået fast. Men udstillingen i Ribe og kataloget lægger alligevel til det omfattende billede, vi allerede kender. Vi ledes ind i verden med ord som koldblåt vand, og får bestyrket fornemmelse af det glasklare kunstnerhjertes koldblodighed.
At tingene er malet med koldt blod og ikke i en rus af opkogte følelser, rører dog ikke ved, at vi som i en roman forstår, at der er tale om fiktion og kunstnerisk kvalitet. For kunstneren slipper aldrig sit motiv af syne, han følger sine figurer til dørs og gør det loyalt og solidarisk over for den enkelte. Der er ingen tilfældigheder i konstruktionen ”maleri”, men der er, som Anette Rosenvold Hvidt i kataloget hæfter sig ved, tale om hekseri med et udtryk hentet fra et af kunstnerens breve.
At L.A. Ring med egne ord ”hekser og arbejder” bliver endda tydeligere i Rosenvold Hvidts undersøgelse af L.A. Rings forhold til fotografiet, som i hans modne år bliver et fortroligt medie.
Vi kommer ad nye veje i denne udstilling helt frem til alderdommens billeder af vinteren, som i mine øjne er blandt de vigtigste, nogen dansk kunstner har malet. I L.A. Rings vinterverden er alt gennemsigtigt og lyst indefra og ud. Her er (det måske ubevidste) slægtskab til den tidlige tyske romantik med Caspar David Friedrich (1774-1840) sat på spidsen. Romantikken er blevet roman, fortællingen handler om det største i livet, døden, der som evighedens markør giver alt meningsfylde, når den tidstypiske gud i perioder har været bortrejst, eller tvivlen har overtaget i malerens sind.
Selv tilsyneladende ikke-religiøse noget nær socialrealistiske malere som L.A. Ring har en rem af huden og må krybe til det kors, der genfindes i mange af malerens motiver. Her og der som hegn mellem markstykker, elektriske ledninger der krydser himlen, eller møllevinger og dobbelte kirkespir, der som udråbstegn bryder horisontlinjen. Der er højspænding i L.A. Rings værk på denne udstilling.
Kunstneren dør i 1933. Forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950) skrev da:
”Det var godt nok for ham at være i Naturen selv uden ærinde. Jeg vil mindes ham sådan, siddende midt i en dansk Mark, uden noget andet ønske end at sidde der.”
L.A. Ring – Årstiderne. Ribe Kunstmuseum til 15. januar 2023, dernæst Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og Øregaard Museum i Hellerup nord for København.