Det gode håb

På Færøerne er kosmos nærværende, ikke mindst i William Heinesens forfatterskab, der priser den ”vildsomt spirende Himmel-Vaar”

William Heinesens forfatterskab er født af Moder Syvstjerne med syv digtsamlinger, syv romaner og syv novellesamlinger. Hertil kommer alt det andet, malerkunsten, papirklippene, sangene og musikken.
William Heinesens forfatterskab er født af Moder Syvstjerne med syv digtsamlinger, syv romaner og syv novellesamlinger. Hertil kommer alt det andet, malerkunsten, papirklippene, sangene og musikken. Foto: PER PEJSTRUP

Det er tilfældigt, at det lige blev på Færøerne, at der i år var total solformørkelse. Det kunne jo have været mange andre steder på kloden. Men det føltes helt rigtigt, at det netop var på øerne i Nordatlanten. De sejler jo som himmelskibe igennem et kosmisk hav, og fornemmelsen for det helt store rum er nærværende, ja sindsoplivende, for alle der bor der eller er på gæstevisit.

Ingen havde et finere og mere passioneret blik for forholdet mellem Færøerne og kosmos end øernes største digter i det 20. århundrede, William Heinesen (1900-1991). I både prosa og poesi har han indskrevet øerne i den kosmiske rytme, hvor stjernerne glimter på himlen i polarnatten, og solen sender sonder af lys og lyst ind i mennesket.

Jeg gæstede Tórshavn for nylig, ikke i anledning af solformørkelsen, men i anledning af en anderledes lys og forjættende begivenhed. Forfatterens søn, maleren Zacharias Heinesen, og hans barnebarn Elisa Heinesen har stiftet fonden Williamhs med det formål at omdanne William Heinesens hus og skrivehytte på Vardagøta oppe i byen til et levende museum med atelier og stipendiebolig. Her i huset midt i verden kan der forskes i William Heinesens forfatterskab, og hans ubændige skaberkraft formidles til nye generationer.

William Heinesens forfatterskab er født af Moder Syvstjerne med syv digtsamlinger, syv romaner og syv novellesamlinger. Hertil kommer alt det andet, malerkunsten, papirklippene, sangene og musikken. I dagligstuen med udsigt ned over Tórshavn står alt, som digteren efterlod det. Sofaen med de håndbroderede puder, hvor så mange - ikke mindst smukke kvinder - har siddet under audiensen, det store oliebillede med fjeldmotivet ovenover, klaveret og vindharpen, som digteren og musikeren ønskede at fange de kosmiske klange med. Under præsentationen af den ny fond var sangeren og musikeren Teitur til stede i stuen. Det føltes helt rigtigt. Her skal danses!

William Heinesens sanselige livssyn med vægten lagt på de frigørende kræfter i tilværelsen - hvilket andet syn kan man få på Færøerne, der har sluppet alle stivnede formationer af land - betød jo, at han ikke havde det så godt med de mere sekteriske sider af kristendommen. Han skrev satirisk om fænomenet i sine romaner og noveller, der afdækkede den meget korte vej mellem religiøs passion og erotisk lidenskab. Det gjorde ham ikke lige populær alle steder i Tórshavn. Men en form for religiøsitet bar hans digtning, som det bærer mennesker så tæt inde under naturen og skaberværket, som William Heinesen var. Da han var 84 år gammel, blev han i et interview spurgt af Ekstra Bladet, om han troede på den kristne Gud, og han svarede: ”Jeg tror, det er ham, der tror på mig.”

Så smukt kan forsynstanken udfolde sig hos et menneske. Af samme grund digtede William Heinesen så passioneret om foråret og det spirende, der bryder igennem den mørke jord og fanger den gyldne sol. Efter i 1924 at have skrevet digtsamlingen til efteråret og døden ”Høstbjergning ved Havet”, skrev han i 1927 den vidunderlige ”Sange mod Vaardybet”, hvor lyset og livet er det egentlige. Forsynet med vinger som den græske sagnfigur Ikaros fløj digteren mod solen. Som i digtet ”Blomster i Sne” om de små blomsterskåle i forårets blændende lyshav:

”Der er Øer af Blomster, hvor Sneen glipper -/ en Drømmeskare, som blændet gaar/ ind i den hvide, ikariske Vaar”.

Som hos de fleste mennesker på denne tid tændtes håbet i hans digtning, når foråret kom, og solskinnet fik tømmeret og tjæren til at dufte i vindueskarmen og i lækrogen rundt om gavlen eller mellem klipperne. Længslerne voksede i de lysnende dage, hvor varme ilinger løb igennem kroppen, når morgenmørket og tågen lettede.

Når godvejret gik over havet ude ved Nólsoy, og lyset stod som stave ned igennem skyerne, kunne - og kan - man ikke andet end være taknemmelig. Da toner rummet, og William Heinesen spænder sin digteriske streng, skaber poetisk klangbund og resonans.

Den kærlighed til livet og menneskene, som William Heinesen vakte med sit kunstnerskab, er usvækket. Og ingen har skrevet finere om kærlighedens transcenderende og evigt virkende kraft end den færøske forfatter i digtsamlingen ”Hymne og harmsang” fra 1962:

”Om tusinde år,

ja om millioner af år

skal jeg fortælle dig:

Ved du hvor du er?

Du er i mit hjerte.”