Prøv avisen

Det gode liv findes i smagen af et græsstrå

”Relationer mellem mennesker er alt. Det har livet lært mig, og det er grundstenen i min ledelsesstil og mine værdier,” lyder det fra Henrik Lehmann Andersen. – Foto: Paw Gissel.

Vi har stadig for vane at forvente, at andre arrangerer det gode liv for os. Henrik Lehmann Andersen lærte på den hårde måde, at man er nødt til at tage ansvar for både sig selv og fællesskabet. De værdier breder han nu ud i stor skala som direktør for Nordea-fonden

Henrik Lehmann Andersen mærkede tordentalen rumle i kroppen på sin vej mod mikrofonen.

Han var den første elev, der havde taget ordet til det ugentlige fællesmøde på højskolen, og han havde masser på hjerte. Først og fremmest var han harm over, at han åbenbart var den eneste, der selv havde betalt for opholdet på skolen, resten havde kommunen betalt for, selvom de fleste nok havde midlerne. Og så var der hashrygningen. Hvorfor blev der røget så meget, når det helt tydeligt var forbudt? Og endelig: Hvorfor tog lærerne ikke ansvar for noget som helst?

Han vidste, at han ville blive rygende upopulær, men han var ligeglad, han havde en mission. Han var opsat på at blive det ordentlige menneske, hans far aldrig var. Kunne han samtidig påvirke andre i den retning, var det kun fint.

Han kommer cyklende til andelslejligheden på Vesterbro. Det er den hurtigste af hans fem cykler, en landevejs-racer, der i sommer fragtede ham fra Nordkap til Bergen i selskab med hans kone, Trine en tur på 2300 kilometer. Han bærer den indenfor. Den er en vigtig del af det, han forbinder med det gode liv, så den behandles godt. Ikke mindst nu, hvor udbredelsen af det gode liv er blevet hans fuldtidsjob: Den 1. september 2013 tiltrådte han som direktør for Nordea-fonden, der sidste år uddelte 390 millioner kroner til aktiviteter inden for sundhed, motion, natur og kultur.

48-årige Henrik Lehmann Andersen kommer fra et job som direktør for Odense Zoo og er dermed den første zoo-direktør i danmarkshistorien, der har sagt op, forklarer han. Men han var nødt til det, for på en måde er det den store cirkel i hans liv, der bliver sluttet med hans nye muligheder for at definere og fremme det gode liv, han kun selv har opnået på trods.

LÆS OGSÅ: Direktøren, der former vores fælles arv

Hans historie begynder på Ærø i 1960erne. Det var dengang et ret isoleret ø-samfund, hvor to mænd var toneangivende: præsten og skoleinspektøren den sidste var Henriks far. Han var en initiativrig mand, som alle kendte, og de fleste kunne lide. Undtagen dem, der kendte ham. For dem var han et fjernt facademenneske, der aldrig knyttede sig til nogen, og ingen mærkede det mere end Henrik. Fra han var otte år, boede han alene med sin far efter en højlydt skilsmisse fra moderen, og hverdagen var tom, utryg og rodløs.

Min far var ligeglad med mig. Den eneste grund til, at han fik forældremyndigheden over mig, var, at han ville vinde over min mor. Det lyder hårdt, men sådan var det, og jeg blev mindet om det hver eneste dag. Hans standardsætning var: Det finder du bare ud af. Al den kærlighed og tillid, jeg mødte, kom fra mennesker, der ikke havde behøvet at tage sig af mig. Det gav mig det helt grundlæggende livssyn, at vi alle er forpligtet til at være noget for andre. Det kan redde et menneske, at man opfører sig ordentligt. Og det kan ødelægge et, når man ikke gør det, siger han.

Hans redning var især lærerparret Egon og Laura. De havde været naboer, da familien kom til øen, og kom hurtigt til at betragte Henrik som deres egen søn. Da han allerede som 12-13-årig begyndte at drikke tæt, gå til fester og tåge rundt på sin tunede knallert, stod de altid klar til at gribe ham, når han faldt. Uanset hvor sent på natten og hvor længe han havde været væk uden at give livstegn, kunne han regne med at se lys i stuevinduet, når han trillede ned ad deres lange indkørsel. Inden han nåede huset, var lyset blevet slukket, og der blev ikke stillet spørgsmål.

Nærvær af anden grad gjorde dog ikke tilværelsen nem for Henrik Lehmann Andersen. Han blevet tvunget voksen som otteårig, forklarer han, for han var nødt til at passe på sin mor og søsteren under og efter det bitre familiebrud. For samtidig at overleve faderens fravær blev han ekstremt selvhævdende over for alle, han ikke var tæt på, og vågnede igen og igen op midt om natten i en grøft efter et fordrukkent knallertstyrt. I stedet for at lukke sig inde rasede han ud. Men et sted inde bag det hele bryggede han på en mission om at blive et bedre menneske end faderen.

Den mission fik et gevaldigt rygstød, da han efter gymnasiet besluttede sig for at tage til Sønderjylland og tjene på en gård. Han var blevet fascineret af sin gamle barnepiges kæreste, Erik, der var agronom, og tænkte, at det kunne være en fin levevej. Men han manglede praktisk erfaring. Det gav gårdejeren Carsten ham sammen med en grundtvigsk portion livserfaring.

Carsten var en skarptskåret grundtvigianer, der var træner nede i hallen, bestyrelsesmedlem i gymnastikforeningen og generelt et menneske, der tog ansvar for ikke bare sig selv, men for fællesskabet. Hans livssyn var, at man er til for sine medmennesker. Igennem den relation udvikler du dig selv. Efter nogle måneder på gården kom han en dag og sagde til mig: Henrik, jeg synes, du klarer det rigtig godt. Så jeg har besluttet at give dig det dobbelte i løn. Det var store sager for mig, at tillid kunne udtrykkes lige fra hoften og kontant og han lærte mig, at livet ikke behøver at være så kompliceret. Egentlig var min egen familie rundet af mange af de samme værdier, de var bare forsvundet i den mentale rakken rundt, jeg blev kastet ud i. Hos Carsten fik jeg igen sat retning og værdier på mit liv.

Med pengene fra arbejdet på gården tog han på højskole og talte systemet imod fra start. Tordentalen foran de 120 kammerater og lærere gav mere respekt end rivegilde, og han opnåede, hvad han ville: Han fik sat fokus på ansvaret for fællesskabet, og han følte sig endnu mere på vej til at blive et ordentligt menneske. Netop den mis-sion blev også drivkraften gennem hans arbejdsliv, der kom til at forme sig som pendulsving mellem at hjælpe folk med at samle penge ind eller hjælpe nogen med at bruge dem. Først som leder af Landbrugets UdviklingsCenter på Bornholm, så som udviklingskonsulent i Arbejdsmarkedets Feriefond og endelig som direktør i Fjord & Bælt Centret, inden han kom til Odense Zoo. Det ordentlige har hver gang bestået af, at han har investeret sig selv i arbejdet og på den måde motiveret medarbejderne mest muligt for at forandre mest muligt.

LÆS OGSÅ: Grundlæggende har vi svært ved at forandre os

Relationer mellem mennesker er alt. Det har livet lært mig, og det er grundstenen i min ledelsesstil og mine værdier. Derfor har jeg længe vidst, at jeg gerne ville forfølge en karriere inden for humanitært arbejde. Det har aldrig handlet særlig meget om dyrene, men mest om min evne til at motivere mine medarbejdere, så flest mulige gæster kunne få så god en oplevelse om muligt. Med jobbet i Nordea-fonden har jeg taget det næste skridt mod at skabe så gode muligheder som muligt for, at så mange som muligt kan leve et godt liv. Det handler stadig om at motivere, men nu er perspektivet hele Danmarks befolkning. Det giver mig samtidig mulighed for at påvirke danskernes ansvar for fællesskabet, så på den måde virker det nærmest som et job, hele mit liv har peget frem imod, siger han.

Et af de projekter, han har øst mest hjerteblod i, handler om at få flere til at cykle i hverdagen. Fonden har doneret 5,8 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse, som står bag projektet, fordi det på en ukompliceret måde kan skabe en reel forandring i danskernes sundhedstilstand, hvis bare vi cykler til bageren, på arbejde eller om til venner i stedet for bevidstløst at bruge bilen. Et andet hjerteprojekt handler om at gøre græs- og vandarealer inde i byerne mere attraktive. Med dette projekt har fonden for første gang været retningssættende og efterspørger løsninger til at nå det mål så skal fonden nok komme med pengene til at virkeliggøre dem.

Det er et initiativ, der kommer direkte for mig og mine kolleger, og det handler netop om at skabe nye og bedre fællesskaber, som byens borgere selv tager ansvar for og involverer sig i. Det er jo min tordentale fra højskolen om igen, så på den måde kan man godt trække en lige linje fra de værdier, der blev skabt af min opvækst, til min nutidige indsats i fonden, siger Henrik Lehmann Andersen.

Det samme gælder hans svar på, hvor han ville sætte ind, hvis han fik 100 millioner kroner, som han helt selv kunne bruge til et almennyttigt formål.

Jeg er gennem hele mit liv blevet mødt med fascinationen af det skønne i detaljen. Som barn tog Egon og Laura mig ofte med ud i naturen for at se på mågeæg og uglegylp, og for dem var synet af to traner hen over himlen vigtigere, end at Obama blev præsident. Som helt lille var jeg også altid med til at lave mad sammen med min mor og lærte at forstå det uvurderlige i sanseligheden. Jeg ved præcis, hvordan et græsstrå smager! I Odense Zoo har jeg mange gange set den samme fascination hos børn, når det at se en gråspurv bade i en vandpyt gjorde større indtryk end at se løverne. At værdsætte tilfældighedernes skønhed er også en del af det at være et ordentligt og dannet menneske, så jeg ville bruge de 100 millioner på at fremme børns mulighed for at blive fascineret af himlen, et jordbær, en regnorm, en tegning. For mig er det fundamentet for livskvalitet.