Det gode og det onde er svære at adskille i stimulerende og skrækindjagende Netflix-serie

I den hårrejsende Netflix-serie ”Midnight Mass” løber chok og krybende uhygge sammen med kritik af den katolske kirke

Instruktøren Mike Flanagan var selv messedreng som barn, og det kan mærkes i seriens fortrolighed med den katolske liturgi og det katolske kirkerum.
Instruktøren Mike Flanagan var selv messedreng som barn, og det kan mærkes i seriens fortrolighed med den katolske liturgi og det katolske kirkerum. Foto: Eike Schroter/Netflix.

På Crockett Island er alt for nedadgående. Olieforurening har ramt fiskeriet, stadig flere flytter til fastlandet for at arbejde, og den katolske kirke, der tidligere var både det sociale og religiøse omdrejningspunkt, er i opløsning.

Sådan står det til i Netflix-serien ”Midnight Mass”, men kun indtil pastor Paul Hill ankommer til øen. Han skal afløse den gamle Monsignore, der er taget på pilgrimsfærd, men er for afkræftet til at vende hjem lige foreløbig. Hill viser sig dog at være en mere end fuldgod erstatning og lover de desillusionerede øboere en ny pagt med Gud.

”En verden uden død.”

Og mirakler begynder at finde sted: En pige rejser sig fra sin rullestol og kan gå, invaliderende rygsmerter fortoner sig hos en fisker, en dement ældre kvinde kan pludselig tænke klart og bliver umærkeligt yngre.

Men lige så meget lys, der strømmer ned over øen, lige så meget mørke vælder ud af nattens sluser. Døde katte skyller op på stranden, et foster er ét øjeblik at se på lægens scanner, det næste sporløst væk, og en fulderik fortæres af ”noget” i et mørkt hus.

Manuskriptforfatter og instruktør Mike Flanagan har med to tidligere Netflix-serier, ”The Haunting of Hill House” og ”The Haunting of Bly Manor”, budt på inspireret omgang med gyserens virkemidler og undergenrer, og det er også tilfældet i ”Midnight Mass”, der benytter sig af såvel chok som krybende uhygge, og som forvandler sig fra én type horror-film til den næste. Og næste igen.

Men serien er i sin kerne – under sin brug af lignelser, forestillinger om engle, om det onde og det gode, om drømmen om evigt liv og om Guds mening med os mennesker – en uforsonlig kritik af den katolske kirke.

Den Nick Cave-lignende Pastor Hill er en veltalende slange, og ved hans side står den lille, benede Bev, som tilsyneladende hjælper til i kirken, der nu er stuvende fuld, men misbruger bibelcitater og udøver social kontrol på værste passivt-aggressive manér.

Flanagan var selv messedreng som barn, og det kan mærkes i seriens fortrolighed med den katolske liturgi og det katolske kirkerum. Og hans lige så store kendskab til horror-genrens troper, dens typiske træk og hele den lystfulde leg med seernes forventninger gør ”Midnight Mass” til en fornøjelse, hvor gæt hele tiden mødes af nye spørgsmål og gæt. Men under det hele findes en vrede og en skuffelse over, hvordan det gode i Bibelen misbruges i en sådan grad, at det bliver til det onde. Og det sidste kommer, da det nu er horror, til udtryk på helt bogstavelig vis.

Som det nok fornemmes, er ”Midnight Mass” langt hen ad vejen båret af twists og overraskelser, som det ville være synd at røbe her, og serien er en særegen fusion af popcorn-underholdning, alvorstung teologi, ubestemmeligt ubehag a la Freuds ”das Unheimliche” og hilsener til horror-mestrene William Friedkin og John Carpenter.

Der er, sagt med færre ord, noget at komme efter for forskellige publikummer, men for mig var det mest vellykkede spejlingen af Bibelens fortællinger i øboernes liv og lidelser. Og så den begavede leg med gyset. Som når en kvinde om natten ser ud ad et vindue, og intet bevæger sig derude. Så en kort tone, men lang nok til, at jeg farer sammen. Det er elegant, originalt og meget effektfuldt.

Mere diskutabel er ophobningen af effekter og begivenheder hen mod slutningen, og her som i snart sagt alle gysere er problemet finalen. At få afsluttet på forstemmende og forløsende vis. Om det lykkes i ”Midnight Mass”, ja, det er en smagssag. Men jeg godtager gerne den apokalyptiske outro, fordi så meget andet fungerer så uhyggeligt godt, og fordi der er så mange stærke øjeblikke på vejen derhen. Det ligner under alle omstændigheder et oplæg til en sæson mere. Om hvordan det gode og det onde er i evig kamp, og hvordan det kan være svært at skelne det ene fra det andet. Hvad der er djævelsk, og hvad der er guddommeligt.