Prøv avisen

Det gode overlever

Hans Kristian Jørgensen - H.K. Jørgensen - er tidligere provst. Nu debuterer han med en slægtsroman i en alder af 79 år. Foto: Bo Amstrup Denmark

Tidligere provst i Holstebro Hans Kristian Jørgensen debuterer i en sen alder med romanen Lange spor. Ondskaben kan leve videre i generationer, men det kan det gode også, siger forfatteren

I hans sommerhus hænger de, kaneklokkerne. Dem har han arvet fra sin oldefar. Han døde i slutningen af 1800-tallet. Klangen af disse klokker blev det sidste, oldefar hørte, inden han forlod denne jord.

Få så den krikke spændt for, med klokker og det hele, beordrede han fra sygesengen. Luk vinduet op jeg vil høre de klokker!.

Så kanen blev hentet frem, selvom der ikke var sne, og klokkerne sat på og bjælder på oldenborgeren, der blev spændt for, og rundt og rundt gik det, mens mederne skurede fælt over brostenene, så gnisterne fløj, mens oldefar drog sine sidste suk inde i sovekammeret.

LÆS OGSÅ: At skrive er en slags eksorcisme

I Prædikerens Bog i Bibelen kan man, i den gamle oversættelse, læse, at menneskene har så mange sære ting for. Hans Kristian Jørgensen, 79 år og tidligere provst i Holstebro, bruger små citater fra Prædikerens Bog som overskrifter over kapitlerne i sin netop udkomne, 350 sider lange slægtsroman, tildels bygget over hans egen slægts dramatiske historie, og dermed også omfattende oldefaderen med det sidste ønske om at dø til kaneklokke-klang.

Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid, også fra Prædikerens Bog, er sat som overskrift over romanens første kapitel, og citatet Tid til at kaste sten og tid til at sanke sten, tid til ikke at favne og tid til at favne over det sidste, hvor læseren er nået frem til tredje generation, hvor Jørgensens mor og far bliver enige om, at deres børn skal være søskende.

Da Hans Kristian Jørgensen, med samme fornavne som den ene af sine oldefædre, begyndte at skrive om sin slægt, var det med tanke på børn og børnebørn. Siden, efter to vintres skrivearbejde, greb projektet om sig og endte dermed i debutromanen eller krøniken, som han selv kalder den, om tre generationer, der følges fra midten af 1800-tallet og frem.

Lange spor er titlen, og selvom krøniken er inspireret af Hans Kristian Jørgensens egen slægt, skal den læses som en blanding af fakta og fiktion.

Jeg risikerer jo nok at blive skældt ud af min familie, fordi jeg har digtet for meget, kommenterer debutanten.

Det faktuelle i bogen understreges af gamle fotografier, og der er også et kort over Gudenåen, for det er her, i de små bondesamfund langs Danmarks længste vandløb Hans Kristian Jørgensens fødeegn at handlingen udspiller sig. I en tid og et miljø, hvor samfundet, og her ikke mindst landbruget, var i hastig forandring.

I de lange spor følger man romanens overordnede tema: at vore gode og onde handlinger kan sætte spor gennem generationer. For det onde, menneskene gør, lever videre efter dem og kan gøre det i generation efter generation, og mens mennesker går til grunde i kampen mod det onde, preller den totalt af på andre som vand på en gås.

Men ligesom ondskaben kan sætte lange spor, har godheden sine kilder, og i provstens roman er det først og fremmest kvinderne, der bærer godhedens spor og holder sammen på slægt og familie, når det hele er ved at gå under. Det afgørende, som det stilles op i romanen, er, hvordan vi håndterer udfordringerne onde som gode.

Lange spor tager afsæt i to af Hans Kristian Jørgensens oldefædre, der begge deltog i de slesvigske krige, hvor Danmark kæmpede mod Preussen. Den ene i Treårskrigen fra 1848 til 1850. Den anden i 1864.

Krigens rædsler kom i begge tilfælde til at præge de to mænd, men de reagerer vidt forskelligt på de traumatiserende oplevelser, de havde været ude for, og som kommer til at trække spor de næste 100 år af slægtens historie, fortæller Hans Kristian Jørgensen.

Den ene af de to, der kom fra fattige kår, havde det held, at han mødte den grundtvigske vækkelse. Dette møde forandrede hans liv, for den opvågnen, vækkelsen medførte, gav ham sparket til at bryde ud af sit miljø og tage en læreruddannelse.

Han gik i sine træsko fra Silkeborg-egnen til Blaagaards Seminarium i København, fordi han gerne ville lære mere om alt det skønne, han havde fået en mundsmag på gennem vækkelsen, og endte som degn og kirkesanger. For ham blev det starten på et nyt liv efter krigen, selv-om han stadig i lang tid kunne vågne skrigende med mareridt om natten.

Næste slægtled fortsatte de nære bånd til den grundtvigske vækkelse og fik forbindelse med nogle af tidens kendte intellektuelle som forfatterne Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen, der overnattede hos dem, når de kom fordi på deres rejser rundt i landet.

Mens denne oldefar med den grundtvigske vækkelse fik en heling af sjælen efter krigen, bekæmpede den anden ham med kaneklokkerne traumerne på en helt anden måde.

Han var aktiv, impulsiv og dygtig og kastede sig ud i en voldsom foretagsomhed. Han var pioner inden for landbrug og mejeridrift, købte nabogården og oprettede sit eget private mejeri eller hollænderi, som man dengang kaldte de små private mejerier ved de store gårde. Økonomisk gik det ham godt, og han blev en stor mand på egnen, men sjælen i ham forkrøblede, mens han forsøgte at glemme og lukke af for de krigstraumer, han bar rundt på. Det gjorde ham til et brutalt og afstumpet menneske, der ligesom hans hingste nok forstod sig på avl, konen føder 12 gange, men ikke kunne vise kærlighed, siger Hans Krristian Jørgensen.

Blandt denne oldefars merkantile drømme var at få en datter på 19 år, som gik hjemme på gården, godt og rigt afsat. Uheldigvis fik datteren en kæreste, der var søn af en fattig enke, og blev gravid. Da faderen opdager forholdet, kommer det til et voldsomt sammenstød, der får fatale følger.

For ondskaben trækker lange spor, men, som det også er provstens påstand i romanen, godheden har sine egne kilder, og den sætter lige så kraftige spor i menneskers liv og færden.