I de 2000 år fra Platon og frem til Descartes var filosofiens hoveddisciplin moralfilosofi, altså undersøgelser af spørgsmålet om, hvordan mennesker kan blive bedre. Fra Descartes skiftede filosofien retning, så erkendelsesteori derefter blev den store filosofiske disciplin. Samtidig trængte psykologien og sociologien ind på filosofiens oprindelige felter.
Iris Murdoch (1919-1999) er mest kendt som romanforfatter, men af uddannelse var hun klassisk filolog og filosof, og hun arbejdede som universitetslærer i filosofi i Oxford frem til 1963.
I denne bogs tre artikler fra 60’erne læser man den klassisk skolede kunstners og livs-iagttagers opgør med sin samtids filosofi, den engelsk analytiske filosofi, der kun accepterede upersonlige kendsgerninger og fornuftige, værdineutrale og logisk konsistente udsagn. Mere var der nemlig ikke tilbage af det tidligere så brede filosofiske fag.
Iris Murdoch kunne ikke forlige sig med filosofiens tab af terræn, og hun prøver i artiklerne at genindføre moralske begreber i faget. Hun påpeger, at vi i vores normale liv ikke først og fremmest er optaget af at træffe valg i en solid verden etableret af videnskab og logik: ”Vi er her ganske enkelt” som ”flygtige, dødelige skabninger, som er underkastet nødvendighed og tilfældighed.”
Med dette svære og ateistiske udgangspunkt foreslår Iris Murdoch, hvad der hjælper os til at leve et bedre liv. Hendes påstand er, at selvoptagethed er det store problem, og derfor skal man lære at se bort fra sig selv og herved se verden objektivt og andre mennesker realistisk sådan, som de i virkeligheden er. Et af hendes tankevækkende eksempler er en svigermor, der synes, at hendes svigerdatter er et vulgært snakkehoved. Men så vælger hun at se på svigerdatteren med andre øjne: som et spontant og levende menneske. Det ændrer hendes opfattelse af svigerdatteren, og herved gør hun selv et moralsk fremskridt.
De enkleste hjælpemidler til at se bort fra sig selv er naturen og kunsten. Når vi ser en rovfugl sætte sig, er vi helt optaget af den, og de store kunstnere viser os verden realistisk, som den virkelig er, uden sentimentalitet. I det øjeblik, vi møder denne kunst, får vi øjnene op for noget større og kan slippe vores selvkredsende fantasi. Hun skriver, at godhed er forbundet med erkendelse, ”en forfinet og ærlig opfattelse af, hvad der virkelig er tilfældet, en tålmodig og retfærdig vurdering og udforskning af det, man står ansigt til ansigt over for, som ikke blot er resultatet af at åbne sine øjne, men af en helt igennem velkendt form for moralsk disciplin.”
Men naturen og kunsten som kilder til selvforglemmelse er næppe nok. Iris Murdoch ved nemlig også, at vi skal forbedre vores bevidsthed, hvis vi skal gøre moralske fremskridt: ”Vores bevidsthedstilstande varierer i kvalitet, vores fantasier og drømmerier er ikke trivielle og uvigtige, de er dybt forbundet med vores energier og vores evne til at vælge og handle. Og hvis kvaliteten af bevidstheden betyder noget, må alt, som forandrer bevidstheden i retning mod uselviskhed, objektivitet og realisme, være forbundet med dyd.”
Dyd eller selve det gode er sværere at beskrive end natur- og kunstneriske oplevelser, fordi det gode ikke kan sanses umiddelbart, ligesom naturen og kunsten kan. Iris Murdoch griber her tilbage til Platon. Platon beskriver med billeder, der inddrager netop synssansen, "det godes ide", som han sagde. Han fortæller om den moralske pilgrim, der er ude på en lang eftersøgning efter det gode:
”Solen ses hen imod slutningen af en lang søgen, som indebærer en nyorientering ... og en opstigen. Den er virkelig, den er derude, men befinder sig meget langt væk. Den giver lys og energi og gør os i stand til at erkende sandheden. I dens lys ser vi det sande forhold mellem tingene i verden.”
Med dette billede argumenterer Iris Murdoch for, ”at der både indenfor og udenfor religionen er plads til en form for kontemplation af det gode, ikke blot for dedikerede eksperter, men også for almindelige mennesker: en opmærksomhed, som ikke blot er planlægningen af særligt gode handlinger, men en bestræbelse på at se væk fra selvet i retning mod en fjern, transcendent fuldkommenhed, en kilde til ubesmittet energi, en kilde til en ny og hidtil utænkelig dyd.”
Bogen rummer mange kloge iagttagelser og dybsindige overvejelser. Indimellem er der filosofihistoriske ekskurser, der kræver en del af læseren, men både ph.d. stipendiat i filosofi Anne Eggert Stevns pædagogisk klare indledning og Svend Brinkmanns pointerede efterskrift hjælper læseren til at genfinde tråden.
Som citaterne forhåbentlig viser, er Iris Murdochs sprog indimellem nærmest religiøst, og selvom hun ikke selv tror på, at religion længere kan give mening for hende eller de fleste andre læsere, kommer hun ofte ind på kristendommens muligheder for dem, der tror. Gud har skabt den hierarkiske orden og den transcendente forankring, hun må finde i Platon, hun søger et sted for refleksion, som kristne kender i bønnen, og sakramenter stiller et ydre, synligt sted til rådighed for åndens indre, usynlige handling, en handling, Iris Murdoch tillægger betydning for den, der vil blive bedre. Derfor kan alle få udbytte af bogen ud fra deres eget standpunkt, og indimellem vil nogle læsere spørge sig selv, hvorfor Iris Murdoch dog ikke lod sig friste af de muligheder, en forstandig kristentro ville have givet hende.
Iris Murdoch: Det godes suverænitet. Oversat af Joachim Wrang, med introduktion af Anne Eggert Stevns og efterskrift af Svend Brinkmann. 142 sider. 250 kroner. Forlaget Klim.