”Der er et dyr i Tibet, som jeg har forfulgt i seks år, sagde Munier. Det lever på højsletterne. Man må gå langt for at se det. Jeg skal tilbage dertil til vinter, tag med mig.
– Hvad er det for et dyr? – En sneleopard, sagde han. – Jeg troede, den var forsvundet, sagde jeg.
– Det er det, den vil have os til at tro.”
Sådan begynder samtalen mellem franske Vincent Munier og Sylvain Tesson, og udvekslingen bliver startskuddet til en rejse, der begynder som et videnskabeligt og kunstnerisk projekt og ender med en åbenbaring for Tesson. Forfatteren bliver inviteret med fotoholdet (Munier, dyrefotografen Marie og filosoffen Leo) på mission: ”Eftersom jeg hverken besad de mindste fotografiske evner eller var vant til at opspore dyr, anede jeg ikke, hvad jeg skulle lave. Min opgave var at sørge for, at jeg ikke forsinkede nogen, og at jeg ikke nøs, hvis leoparden viste sig.” Så han gør det, han kan: at skrive.
Sylvain Tesson er geograf og forfatter og så godt som Frankrigs svar på Troels Kløvedal og Rane Willerslev. Ligesom de to danskere falder han inden for kategorien ”eventyrer”. Et gammeldags begreb, egentlig, men ordet har stadig en duft af eksotisme og vildskab over sig. Typer som Willerslev, Kløvedal og Tesson går helt til stregen, når det gælder om at udforske steder, hvor ingen før har været. De skal helt derud, hvor der i gamle dage var sorte pletter på landkortet, hvor ingen hvid mand før havde betrådt den jomfruelige jord.
I Tessons tilfælde gælder det denne gang Tibets højeste bjergtinder, måske allermest fordi han er ved at dø over at sidde derhjemme i moderniteten:
”Det teknologiske, vestlige bymenneske havde også tæmmet sig selv. Jeg var i stand til at beskrive dette menneske, for jeg udgjorde selv et fuldstændig typisk eksempel på det. Inde i min 34 grader varme lejlighed, underlagt min teknologiske ærgerrighed og travlt optaget af at genoplade mine skærme, havde jeg opgivet at leve lidenskabeligt.”
”Sneleoparden” er fortalt i realtid fra minut til minut, hvor vi følger holdet på tre mænd og en kvinde iført lag på lag-uldtøj og tunge gigant-kameraer med verdens største telelinser, som sammen rejser ud på mission fra Frankrig til Kina og Tibet først med fly, siden til fods, hele vejen gennem kinesisk kommunistisk planbyggeri og videre ud i den vilde højslettes iskolde landskab:
”Med sin beliggenhed i hjertet af Tibet i en gennemsnitshøjde på 5000 meter sikrede dette plørede plateau, der var på størrelse med Frankrig, overgangen mellem Kunlun-bjergene mod nord og Himalaya mod syd”.
Holdet klatrer, fryser og spejder, og undervejs møder de stilheden, yakoksernes monumentale urkroppe, ulve der synger tilbage, når Munier gør; de bor hos nomadestammer, hvis børn fortæller, de har set leoparden, og meget andet. Rejsen bliver efterhånden til en rejse indad, i hvertfald for Sylvain Tesson selv, som i tankestrømme genbesøger sit liv undervejs: den kvinde, han forgudede, men forlod, minder fra hans mors begravelse, savn, sorg, årsagerne til, at han altid rejser og rejser.
Det spændende ved Tessons ”jeg” i bogen er, at han træder tilbage i forhold til sine egen rolle som menneske i naturen, han er ikke af sted for at dræbe en bjørn og spille macho over det eller for at kæreste med lokalbefolkningen eller prøve sine egen grænser af – men snaere for at fatte selve livets oprindelse og dets mening. Mange af hans tankestrømme er tungt stof, når han refererer til oldgræske tekster og daoistiske tekster, ”Den tibetanske bønnebog” og anden religiøs litteratur.
Der er selvfølgelig skønhedspletter i bogen – for eksempel da Tesson i et af bogens første snapshots fra Tibet skriver:
”I lighed med kvindelige tyrolske skiinstruktører elsker sneleoparder i hvide landskaber. I februar måned bliver de brunstige. Klædt i pels lever de omgivet af is. Hannerne slås, hunnerne byder sig til, parrene kalder på hinanden.”
Lige her tænker man som moderne, feministisk læser, at det hér, det bliver op ad bakke – men hold ved, for mandschauvinismen damper af efterhånden, og et spændende syretrip af en rejse gennem ”alt’et” tager form, når Tesson for eksempel skriver:
”For ubegribeligt længe siden, før big bang, lå en fantastisk, monomorf kraft i dvale. Dens vælde pulserede. Uden om den var der tomhed. Menneskene havde kappedes om at give dette signal et navn. For nogen var det Gud, der holdt os i sin hånd, mens vi endnu var i vores vorden. Mere forsigtige tænkere havde kaldt det for ’Væren’”.
Hvor det hos visse explorer-typer gælder den store søgen efter egne grænser, og det store evige spørgsmål: ”Hvem er jeg”, og ”kan jeg dræbe en bjørn”, ender vi faktisk med at ane, at Sylvain Tessons søgen snarere gælder selve Naturen. Ja, det er med stort N. Og det er naturens vælde, styrke, mystik og ikke-bevidste væren, der frem for alt er bogens helt. Mændene – de er i virkeligheden små, og de fryser, de savner deres mor, selvom de er over 40, og de har ondt hér og dér. Men naturen, her personificeret ved det mytiske dyr, sneleoparden – dén unddrager sig menneskets fatteevne, åsyn og metodik.
Naturen ER – og man kan kun skrive lidt rundt om den, og det forsøger Tesson faktisk på en forbilledlig og medrivende måde.
Og finder de så dyret? Det må læseren jo selv opleve – men jeg kan sige så meget, at en tidligere eventyrer, naturforskeren Peter Matthiesen (som også er forfatter til en bog med titlen ”Sneleoparden”), under sit ophold i Nepal i 1973 aldrig så leoparden. Til dem, der spurgte ham, om han var stødt på den, svarede han: ”Nej! Er det ikke fantastisk?”. Tesson og Munier er mere heldige:
”Den lå og hvilede sig neden for en allerede mørklagt klippeafsats, godt skjult i buskadset. Bækken i kløften slangede sig afsted hundrede meter længere nede. Vi kunne have gået lige forbi uden at se den. Det var en religiøs tilsynekomst. I dag har dette syn for mig noget helligt over sig.”
Citatet her viser, at der også er en hel del Karen Blixen på den afrikanske farm over Tessons poetiske og kraftfulde naturbeskrivelser. Ligesom Blixen er han mester i at leve sig ind i højsletternes ånd og som hende at indleve sig i og personificere vildnissets beboere: den stoiske yakokse, den syngende ulv, den guddommelige sneleopard. I naturen er alt sig selv – og mennesket er bare en lille dødelig plet på landkortet.
På mange måder er Tessons bog en drøm om paradiset. En kritik af mennesket som ødelægger, og en længsel efter et barsk, men dog romantisk Elysium, et Arkadien FØR fårehyrderne, en naturtilstand, hvor mennesket er næsten fraværende eller i hvert fald bare lyttende og seende, ikke dræbende og skabende. Bogen er på den vis et smukt indlæg i den nødvendige samtale, vi som mennesker er nødt til at have med naturen i disse år. Skal den bestå og bevares, eller skal vi herske over alting? Ved at skrive og fotografere forsøger Tessier og Vincent Munier at formidle naturens unikke skønhed og magi til bymennesker, der har glemt den. ”Sneleoparden” er dermed et 200 sider langt kærlighedsdigt til den guddommelige natur, der gemmer på hemmeligheder og sandheder, som mennesket knapt kan rumme:
”Bardo Thödol, Den Tibetanske Dødebog, sagde det samme som Heraklit og omskiftelighedsfilosofferne. Alt er i bevægelse, alting flyder, alting henrinder, æslerne galoperer, ulvene forfølger dem, gribbene svæver rundt: orden, balance, solen for fuld kraft. En knusende stilhed. Et lys uden filter, få mennesker. En drøm.”
Når man har læst sætninger som denne, forstår man godt, at Tesson i 2019 fik den prestigiøse Prix Renaudot for ”Sneleoparden” – en pris, der gives til ”eventyrere, der søger efter mening”. Meget fransk pristitel, og helt på sin plads. ”Sneleoparden” tager sin læser med gennem menneskehedens historie, jordens skabelse, vores mytiske og religiøse behov, vores guder, og vores dybe, grundlæggende behov for naturen.
Bogen er på linje med de største resjeskildringer, og ofte minder hans metodik og spændvidde om Bruce Chatwin, der tilbage i 1987 rejste gennem Australiens og menneskets historie i bogen ”Drømmespor”. Den skal I i øvrigt virkelig læse – ligesom jeg varmt anbefaler ”Sneleoparden” til alle dem, der tør drømme.