Modne kvinder: Toget er ikke kørt, fordi man er fyldt halvtreds

Hvordan er det at være kvinde og over halvtreds? Det diskuterer de damer Antorini, Bjerregaard, Holst og Linnet i en samtalebog af de absolut bedre

’Livsmodig’ handler om at blive ældre. Og om at være kvinde. Begge dele er (stadig) forbundet med en vis modstand, der er strukturel, historisk, kulturel og normativ.
’Livsmodig’ handler om at blive ældre. Og om at være kvinde. Begge dele er (stadig) forbundet med en vis modstand, der er strukturel, historisk, kulturel og normativ. . Foto: Foto fra bogen.

Der er noget særligt over grupper. Måske bliver de, bevidst eller ubevidst, sammensat, så der aldrig kommer til at sidde to på samme stol. Eller også sker det helt automatisk, når man grupperer sig, som her i samtalebogen ’Livsmodig’, hvor de fire kvinder, deres ligheder til trods, indtager vidt forskellige positioner.

Ritt Bjerregaard er den rolige og pragmatiske nestor, Christine Antorini er moderatoren med overblikket, der prøver at fordele sol og vind lige, Anne Linnet fungerer som agent provocateur, der gerne stiller sig på tværs og slår med krabasken, mens Hanne-Vibeke Holst har en mening om (næsten) alt og gavmildt deler ud af sine erfaringer om stort og småt.

’Livsmodig’ handler om at blive ældre. Og om at være kvinde. Begge dele er (stadig) forbundet med en vis modstand, der er strukturel, historisk, kulturel og normativ. Men skal man så skamme sig over at blive ældre, spørger Gitte Løkkegaard, der har samlet de fire kvinders tale til en bog, i forordet. Nej, naturligvis ikke, lyder svaret. Men man skal tænke sig om og finde en strategi for sit liv, både før og efter de halvtreds, så man bliver vis og ikke træls (Anne Linnet), klog og ikke bitter (Christine Antorini).

Og det kræver en indsats og en bevidsthed om den nye situation, man står i, det kræver samtale og erkendelse. Og ikke mindst mod. Det sidste har de fire kvinder til fulde, og det kan såvel yngre som ældre kvinder med fordel låne af, hvis deres eget i en periode skulle svigte.

For de fleste er det en fortælling, der er forbundet med tab, at blive ældre. Ikke mindst i et samfund, der tilbeder ungdommen. Men det er også andet. Og når man hører disse fire kvinder tale, så virker det som mere end blot et postulat, omend de befinder sig, som Gitte Løkkegaard ganske rigtigt og klogt påpeger, et ganske andet sted end hovedparten af kvinder. De har alle, som Christine Antorini senere siger, et (succes)rigt arbejdsliv at trække på, når det ydre falmer, og det indre skal tage over.

Men vi skal, ifølge Hanne-Vibeke Holst, uanset hvad, kræve vores ret til at være her. Vi skal af med fortrængningerne og huske på, at kvinder over halvtreds både bliver ramt af alders- og kønsdiskriminering. Og så skal man, pinedød, som Ritt Bjerregaard pointerer flere gange, tvinge sig væk fra positionen som objekt og blive subjekt i sit eget liv.

Samtalebogen bærer sin egen begrænsning i sin fragmenterede form, hvor man kan risikere at føle sig lidt blæst og bombarderet, ikke mindst når der er fire, der skal til fadet. Men ’Livsmodig’ er absolut en af de bedre af slagsen. De fire kvinder er ikke blot velsmurte meningsmaskiner, de er også glimrende fortællere, der er gode til at underbygge med anekdoter om meningen med livet, med- og modgang, døds- og kønskamp, overgangsalder og sygdom, mænd, børn og arbejde, og det er faktisk ganske opbyggelig læsning. Både for midaldrende kvinder, der (fejlagtigt) tror, at deres tog er kørt, og for unge, der mangler (kvindelige) rollemodeller og har brug for en rusker, når det kommer til alders- og kønsidentitet.