Forfatter: Det handler om, hvor god man er til at lytte

I romanen ”Meter i sekundet” bosætter et ungt par sig på en højskole i Vestjylland med deres lille barn. Ganske som Stine Pilgaard og hendes kæreste gjorde for fire år siden. Her træder de ind i ukendt land, hvor vinden altid blæser, vindmøllerne drejer, sætningerne er korte og pauserne lange. Når man er tilflytter, bliver man slået tilbage til start, og det kan sagtens være godt

”Det sværeste ved at flytte var den tid, det tager at skabe relationer,” siger Stine Pilgaard. For fire år siden flyttede hun og hendes kæreste ind på en højskole i Vestjylland – ligesom hovedpersonerne i hendes nye roman, ”Meter i sekundet”. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
”Det sværeste ved at flytte var den tid, det tager at skabe relationer,” siger Stine Pilgaard. For fire år siden flyttede hun og hendes kæreste ind på en højskole i Vestjylland – ligesom hovedpersonerne i hendes nye roman, ”Meter i sekundet”. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Stine Pilgaards hovedpersoner er gerne lidt mere tungnemme, end hun selv er. Dels, fordi der skal være god plads til de egentlige helte: bipersonerne. Dels, fordi de bærer på nogle af forfatterens mindre heldige sider, som så bare er forstærket. For eksempel at indlede enhver konversation, som gik hun i krig.

I løbet af denne samtale, der foregår på to stole uden for en corona-lukket café foran forlaget i København, kan man godt fornemme, hvad Stine Pilgaard mener. Indimellem når hun ikke at gøre den ene sætning færdig, før hun løber den næste i gang. Det er til at forestille sig, at hun som sin hovedperson i ”Meter i sekundet” har lidt af samtalesorg, før hun lærte at kommunikere på vestjysk. Men hun er blevet bedre til pauser.

”Man kan godt komme til at underbelyse pauser i en tid, hvor alting går hurtigt. Jeg er meget fascineret af langsomhed. I musik betyder pauserne også en hel masse. Det, at der først bliver stille, og så fortsætter musikken, er med til at røre én. Pauserne farver omgivelserne, så det handler om, hvor god man er til at lytte,” siger hun.

Noget af det, der har været spændende ved at flytte til Velling, lidt syd for Ringkøbing, hvor hendes kæreste arbejder på Vestjyllands Højskole, og ved at skrive bøger generelt, er netop, at det tager tid, mener hun.

”Jeg kan godt have det sådan, at her kommer jeg: Hvor er flagene, ballonerne og alle venskaberne? Men det tager lang tid at falde til på et sted, ligesom det tager tid at skrive en bog og tid at få et barn,” siger hun og tager sig til sin runde mave, hvor barn nummer to netop ligger og tager sig god tid indtil engang i august. Måske bliver det også en lille vestjyde, ligesom storebror på tre år, der allerede taler som en indfødt.

Persongalleriet i ”Meter i sekundet” består ud over det unge par – han er lærer på højskolen, hun påhæng og brevkassebestyrer i den lokale avis – af elever, lærere, forstanderinde, et antal kørelærere (ligesom hovedpersonen tog det forfatteren 82 timer at tage kørekort), en entreprenant hoteldirektør, en praktisk dagplejemor, en ordknap købmand og andre medborgere i lillebyen, hvis motto er ”Vi vil i Velling”.

Hvad det er, de vil i Velling, skal ikke røbes her.

Og så er Anders Agger med. Det er ham, der kan tale med hvem som helst i sine DR-dokumentarprogrammer. Men han er jo også fra Skjern.

”Det sværeste ved at flytte var den tid, det tager at skabe relationer. Nogle gange tror jeg, at jeg kan gøre processen hurtigere ved at fortælle en hel masse om mig selv og begynde at interviewe dem, jeg møder. Jeg tror, at sproget kan få det hele til at gå hur-tigere. Men det er tiden og alle de bittesmå ting, der stykker et venskab sammen,” siger Stine Pilgaard.

Langsomheden – og gentagelserne – har altså en værdi, mener hun. Livet behøver ikke ”peake” hele tiden, og netop den vestjyske natur er med til at fremme den forståelse.

”Måske er det noget med at bo tæt på Vesterhavet. Gentagelsen, der ligger i, at bølgerne bliver ved med at slå ind på kysten. Man bliver påvirket af sine omgivelser, ligesom man kan blive stresset af vej- eller metroarbejde,” siger hun og vifter med armen ud over Gl. Strand, hvor den nye nedgang til metroen står klar til venstre, og hvor gule gravemaskiner er i gang med at flå hele kajen op til højre.

Det har også sin charme at bo i storbyen, sådan skal det heller ikke lyde, indskyder hun. Men nogle gange er det meget sundt, at der ikke er en adspredelse det øjeblik, man savner en.

Solen bager, og Stine Pilgaard tager trøje efter trøje af. Hun er klædt på til Vestjylland, men her på kajen midt i byen står luften stille.

”Mange af dem, jeg kender i Velling, siger, at så meget blæser det altså heller ikke i Vestjylland, og der er jeg nødt til at sige, at det gør det. Jeg siger ikke, at jeg hader blæst, men jeg cykler ikke så meget længere, og jeg er ellers en meget glad cyklist. Så jo, det blæser. ”

I ”Meter i sekundet” er blæsten metafor for egnen, for følelser, der kastes op i luften, og for det kontroltab, som naturen udsætter os for.

”Som menneske kan vi have trang til at kontrollere alting. Det tror jeg ikke er ubetinget sundt. Noget af det farligste ved vores glæde ved at være i verden er, når vi får indtryk af, at vi kan og skal bestemme alting, for det ligger der et kæmpe ansvar i.”

Det er dér, naturen kommer ind, mener hun:

”Vesterhavet er fuldstændig ligeglad med, hvordan jeg har det, og blæsten tager det helt roligt med, om jeg skal ud og cykle,” siger hun og funderer lidt over, at corona-isolationen også udsætter os for en form for kontroltab.

”Det er en tragisk situation, så jeg taler kun om den sideeffekt, corona har i forhold til, at vi pludselig ikke kan planlægge ret meget. Nogle bliver frustrerede, andre får helt nye interesser, og mange lærer deres børn at kende. I kontroltabet kan det uventede dukke op.”

Som i sine andre romaner, ”Min mor siger” og ”Lejlighedssange”, blander Stine Pilgaard formaterne i ”Meter i sekundet”. Prosa, sange og brevkasse.

”Hvis jeg bare skrev om, hvordan det var at flytte til Velling, ville det ende kedeligt. Man skal ikke have en følelse af at sidde og læse en bageopskrift – at så gør man det, og så gør man det – så jeg prøver at bibeholde en nysgerrighed. Og så tænker jeg mere på den konkrete tekst end på, hvad det hele skal ende med. Man kan sammenligne det med det svar, brevkasseredaktøren giver, når hun skriver: lad være med at tænke, at du vil have et godt liv, tænk i stedet, at du vil have en god dag. For sigter man efter, at det her skal være det fedeste liv eller den fedeste bog, kommer forestillingen til at skygge for idéen, og man går i stå. Lidt ligesom dem, der præcis ved, hvilken kæreste de vil have, men ikke ser, at den rigtige måske står lige ved siden af,” siger hun.

Romanens ni sangtekster er med, fordi sange var Stine Pilgaards første møde med litteratur. Hendes mor skrev og samlede på lejlighedssange, og som seks-syvårig sad Stine Pilgaard og læste i den mappe, de var sat i.

”Jeg lærte dem udenad og kan nogle af dem stadigvæk. Mit første ’værk’ var en sang til min farfars 70-årsfødselsdag, så jeg har altid forbundet tekst med musik, hvilket er lidt underligt, for jeg blev jo ikke digter. Men jeg sidder altid sådan med mit ben, når jeg skriver,” siger hun og vipper op og ned med venstre strømpebukseben.

Desuden var Stine Pilgaard midt i arbejdet med forslag til Højskolesangbogen, da hun skrev romanen, og sangen, ”Fortabt er jeg stadig”, er en af de nye sange, der er med i den udgave af sangbogen, der kommer den 12. november. Melodien er skrevet af Katrine Muff Enevoldsen.

Oprindelig skrev Stine Pilgaard sangen som en gave til sin kærestes fødselsdag. Men det gør hende glad og berørt at høre den sunget af mange, fordi hun synes, det er fint, at det, der begynder som noget personligt, kan blive noget fælles.

Med sin opbygning har sangen samme cykliske rytme som ”Meter i sekundet”.

”Sonetkransen er som bølgerne, også kristendommen har bestandigheden i sig, tanken om, at det hele fortsætter, er beroligende. Jeg kan godt blive lidt bange for flygtighed,” siger hun.

Lige nu står Vestjyllands Højskole tom. Først kort efter interviewet her blev det klart, at eleverne snart må vende tilbage. Det vil glæde Stine Pilgaard, for hun har savnet dem og det særlige fællesskab, en højskole er.

”Jeg har egentlig altid opfattet fællesskab som noget spontant, og umiddelbart kan det synes fjollet, at man betaler for at være sammen med en masse mennesker, der vil det samme som en selv, og så kalder det fællesskab. Men det fantastiske er, at det virker. De bliver jo venner, og mange får venner for livet,” siger hun.

Der er samtale nok på båndet til en serie på fem interviews med Stine Pilgaard, så helt vestjyde er hun ikke endnu. Men som sagt er hun ved at lære at værdsætte pauserne.

Måske har hun taget imod det samtaleråd, som romanens fiktive Anders Agger giver hovedpersonen i ”Meter i sekundet”:

”Det gælder om at have is i maven, siger Anders Agger, hvis man er stille længe nok, vil de til sidst begynde at snakke.”