I bogbranchen ved man det godt. Det er kvinder i en vis alder, der køber bøger. De køber dem til sig selv, til deres veninder og til deres mænd. Og derfor kunne man godt forestille sig, at det netop er kvinder, der er skyld i, at Bo Østlunds bog om modne mænd har ligget lunt på bestsellerlisten det sidste år.
Og nu får kvinderne så selv en bog om den modne alder, om livet efter de 50 år, der også tidligere på sæsonen blev lagt under lup af Ritt Bjerregaard, Christine Antorini (S), Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet i ”Livsmodig”.
Som i bogen om de modne mænd, der tilsyneladende er senere ude end kvinderne, da de fortalte om livet efter de 60 år, mens kvinderne får lov at komme til orde 10 år tidligere, er der 24 stemmer på spil. Det er mange, og man kan godt ærgre sig over, at de i nogle tilfælde minder meget om hinanden. De er alle privilegerede, og hovedparten bevæger sig i det kreative lag, knap halvdelen som skuespillere og en god håndfuld inden for andre beslægtede fag, mens det politiske liv og erhvervslivet er mere sparsomt repræsenteret. Men fælles for dem er, at de er erfarne og gennem-interviewede kilder, der gavmildt deler ud.
Bo Østlund er en dreven journalist, der forstår at bruge sig selv og sin egen erfaring, uden at overtage scenen. Han er ikke bange for at stille de ubehagelige spørgsmål, der er med til at nuancere billedet af de ellers nok så kendte kvinder, hvis mundtøj han dog af og til lader løbe løbsk, ganske som han lader aldersvinklen glide til fordel for den faglige – og hvis man ikke i forvejen vidste noget om livet som skuespiller, så gør man det efter endt læsning.
For de 24 kvinder vil gerne tale om deres fag, men også om tro og terapi, alder og død, mening og eksistens, tilgivelse, familie, fællesskab, forældre, fortrydelse, forfald og faldende markedsværdi (som synes mere mærkbar som skuespiller end som politiker), om at tilfredsstille, behage og please (og finde modet til at melde sig ud af flinkeskolen) – og om de børn, de fik, og dem, de ikke fik.
For eksempel er Lisbeth Knudsen ikke ked af, at hun ikke fik børn, men tanken om at blive gammel alene huer hende ikke: ”Jeg er kun ked af, at jeg ikke ved, hvem pokker der skal tage sig af mig, når jeg bliver gammel og syg.”
Og selvom de har været der, børnene, oplever mange en eksistentiel rungen, når de flytter. Som Anette Støvelbæk, mor til to, siger: ”Så mærker jeg tomheden og tænker: ’Hvad fanden skal jeg så med livet?’.”
Men den gode nyhed er, at der meldes om en større ro med alderen samt en erkendelse af, at det perfekte ikke findes. Sorg og glæde går hånd i hånd, og tiden lærer en at navigere i krydsfeltet mellem dem. Som Vigga Bro citeres for: ”Man siger, at man lærer sig at have glæden under den ene arm og sorgen under den anden.”
Og der meldes også om et større mod med alderen. Således Vibeke Windeløv: ”Det er nogle underlige modeller og skæbner, som påvirker ens opfattelse af det at blive gammel, og hvad man må og ikke må. Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville være superaktiv til det sidste. Og det tror jeg altså bare ikke længere, at jeg gider. Jeg har erkendt, at jeg ikke er udødelig.”
Og dermed bliver hun et eksempel på det, som Mette Bock (LA) siger: ”Det handler om at turde nogle ting.”
Og det gør kvinderne i denne bog. Både når det gælder om at sige til og om at sige fra.