En dag da Tune Andersen gik en tur på sin græsplæne, fandt han en død flagermus. Den var flot, syntes han, og skulle derfor ikke bare ligge der på græsset og rådne væk. Han tog den med ind i sin garage, hvor han hængte den til tørre vinteren over med en vag plan om at indramme den som mumie. Men da vinteren var gået, viste det sig, at de knastørre vinger ikke kunne bære sig selv og resten af kroppen. Så var det, at han besluttede at bygge et støttekorset til flagermusen.
Det lyder lidt syret, kan Tune Andersen godt høre, når han genfortæller historien, men ikke desto mindre blev episoden med flagermusen til et vendepunkt i hans kunstneriske karriere.
”Så kørte det ligesom derfra,” som han siger.
Det, der kørte, var arbejdet med såkaldt taxidermiske skulpturer, det vil sige værker, som skabes ved at sammensætte forskellige konserverede dyr. Tidligere har han som autodidakt kunstner næsten udelukkende arbejdet med iscenesat fotografi. Han er kendt for at fotografere mennesker i deres eget hjem, blandt andet i serien ”The Boxer”, hvor han fotograferede nøgne mænd iført boksehandsker og hjelm.
Værket med flagermusen, hvorpå der kom til at vokse en Kristusfigur på de afstivede vinger, endte med at blive en hyldest til den mexicanske maler Frida Kahlo, der levede med begrænset bevægelsesfrihed og et generende korset efter at være blevet invalideret i en busulykke. Værket hedder da også ”Elegy to Frida Kahlo” og er med på Tune Andersens første store soloudstilling med taxidermiske skulpturer, der åbner lørdag på museet Krydsfelt i Skive.
”Efter mange års fokus på fotografiet har jeg i stigende grad fået lyst til at arbejde med det tredimensionelle,” siger han og fortsætter:
”Jeg interesserer mig for det groteske, og det synes jeg passer godt med den morbide tilgang, vi har til dyrene og naturen. Når vi udstopper dyr, er det for at tæmme dem og på en måde levendegøre dem og få dem tæt på os. Men vi er nødt til at slå dem ihjel først, og for mig bliver de dermed endnu mere døde at se på. Jeg sætter derfor mine dyr ind i glaskister for på den måde at ophøje dem til noget smukt, ja, man kan vel næsten sige guddommeligt.”
Den korsetklædte flagermus har i udstillingen fået selskab af især fugle, fisk og små gnavere. Fælles for skulpturerne er, at dyrene er blevet til noget andet, end de var: En mus har fået en undulats fjerdragt, og en fisk har i stedet for sin hale fået en hajs spidse tænder. De er alle alene, liggende eller stående i deres gennemsigtige kasser.
”Jeg arbejder med menneskelige vilkår som angst, ensomhed og forstillelse og det forhold, at mange af os gerne vil være noget andet, end vi er. Når man kigger i mine kasser, kan man måske se den stigende brug af plastikkirurgi eller Facebook-facadeliv. Det er attråværdigt for en mus at få vinger på, men den kommer til at se mere sørgelig end lykkelig ud,” siger Tune Andersen og nævner samtidig kloning og menneskers lemfældige omgang med arvemassen som emner, han er optaget af.
”Der er sådan en overherre-ting i den måde, vi agerer på,” som han siger.
Tune Andersen har i sin kunst åbenlyse referencer til kristendommen. Som erklæret ateist forstår han dog ikke, at nogen kan tro på Gud, men samtidig er han fascineret af de billeder, der hører til kristendommen. Ikke mindst korsfæstelsen, som han har lavet sin egen version af i værket ”Golgata-trilogien”. Her er tre korsfæstede fugle i hvert sit glasbur. To sorte råger og i midten en mindre rød, papegøjelignende fugl med sine hvide vinger bredt ud.
”Jeg er ikke ude på at håne nogen og siger ikke, at Jesus er en papegøje. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at det er den smukke, farverige fugl, jeg har placeret i midten, men det behøver jo ikke at være Jesus. Kristusmyten er en arketypisk lidelseshistorie, men den er også smuk, fordi den er fyldt med kærlighed og opofrelse. For mig er korsfæstelsen ikke kun et religiøst symbol, men også et billede på, hvordan vi behandler hinanden og den jord, vi lever på. En god ven af mig, som er præst, tolker værket, som om det er naturen, der er korsfæstet. Det har ikke været en aktiv del af min idé, men det passer mig fint, at han ser værket på den måde,” siger Tune Andersen.
Et andet værk med religiøse referencer er ”Santa Sindone”, hvor en sildehaj er gemt under et blodbestænket klæde. ”La Sindone” er det lagen, der regnes for at være det ligklæde, der blev svøbt omkring Jesus. Klædet opbevares i Torinos domkirke og tages frem ved særlige højtider Sildehajen er på samme måde skabt som et guddommeligt relikvie, der kan køres frem for at blive beundret og tilbedt. Tune Andersen bruger her dyret som eksponent for menneskelige følelser.
”Når man viser ting gennem dyr, bliver det meget stærkere, end hvis man viser det gennem mennesker. Tænk bare på tegnefilm eller på giraffen Marius i Københavns Zoo. Hvis man virkelig skal lave en tåreperser, så er det om et dyr, det er synd for. Dyr taler til os på en anden måde, end mennesker gør, og det prøver jeg at vise,” siger han.
Tune Andersen kalder sin udstilling ”Sine missione”, der på latin betyder ingen nåde. Om titlen siger han:
”Livet viser os ingen nåde, og dybest set handler det vel om min egen angst for at dø. Altså jeg går jo ikke sådan rundt og er bange for at dø, men jeg har bestemt heller ikke spor lyst til det. Det er voldsomt grænseoverskridende for mig at skulle håndtere de her døde dyr, men jeg er draget mod at overskride den grænse og er sindssygt glad for, at værkerne rammer noget i de mennesker, der ser dem. At jeg er gået fra fotografi til dyr, har åbnet kæmpestore døre for mig følelsesmæssigt og har nok også gjort mig til en bedre kunstner,” siger Tune Andersen.
Udstillingen ”Sine missione” kan ses på Krydsfelt Skive frem til den 10. juli.