Det hele begyndte med liturgi

Reformationens dogmatiske nybrud måtte med nødvendighed formuleres i en kritik af middelalderens rituelle praksis

Bogens forside
Bogens forside.

Professor i dogmatik Bent Flemming Nielsen har skrevet en monografi om kirkens liturgi i oldtid og middelalder. Interessen er de gamle teksters reception i højere grad end deres arkæologi. Går man de lidt snoede historiske stier til ende, venter der for en dogmatiker da også som kapitel seks en ren fornøjelse.

Værket er over for læseren velvilligt disponeret og bærer præg af, at forfatterens viden er omfattende for at kunne skrive en så vel afrundet fremstilling. Som udtryk for den pointe, at teksternes virkningshistorie er det vigtigste, angives, hver gang en ny forsker bringes i spil, dennes konfessionelle ståsted. Det er en god læsehjælp, fordi ikke mindst liturgihistorisk interesse tydeligvis er båret af systematiske forudsætninger.

Morsom forglemmelse er det dog, at forfatteren ikke selv går til bekendelse – som luthersk teolog. Bent Flemming Nielsen forklarede engang i et foredrag sit skift i forskningsinteresse fra kernedogmatik og over i det liturgiske felt på denne måde:

”Jeg kunne altså ikke få menigheden i Fredens til at blive barthianere.”

Hans nye bog kan forstås under det gamle motto, at ”bønnens lov stadfæster troens lov”, Legem credendi lex statuat supplicandi. Her fremlægges en ”lovmæssighed”, hvor dogmatikken efterrationaliserer, hvordan den kristne kirkes kultus over tid udviklede sig. Smukt sammenfattes forholdet mellem dåb og nadver i oldkirken på denne måde:

”Hvad der udestår efter dåben, er et liv, der med håb udfolder sig i taknemmelighed og lovprisning – eukaristia” (hvilket er det græske ord for nadveren).

Bogen udkommer i reformationsåret og slutter lige dér, hvor nysgerrigheden ellers havde lyst til at tage én med over i forfatterens – forhåbentlig – næste bog: ”Reformationens koncentration af gudsforholdets mediering i Ordet udtrykker en fundamental teologisk afgørelse, som kræver sin egen fremstilling.”

Denne bogs undertiden omstændelige – og trods alt noget ”arkæologiske” – vandring op igennem oldkirke og middelalder er imidlertid værdifuld for at forstå, hvad det var for en teologi – som refleksion over udviklingen i kirkens liturgi gennem de foregående århundreder – der fremprovokerede Luthers protest.

I tilslutning til kapitel seks findes en spændende og yderst nuanceret gengivelse af, hvad ”messeofferet” var – og ikke var – i katolsk teologi, da det var et kernepunkt i den lutherske polemik. Derudover rummer bogen et væld af iagttagelser og analyser med systematisk teologisk relevans.

Et af de mest interessante vidnesbyrd uden for Det Nye Testamente om oldkirkens teologi – i form af liturgi – findes i Didaké fra omkring det første århundredskifte. Nadverbønnen her har mere karakter af en bordbøn og giver grund til at tro, at en del af den tidligste kirke opfattede nadveren i forlængelse af det jødiske sabbatsmåltid mere end egentlig som en ihukommelse af Herrens død (1. Kor. 11, 26) med fokus på forsoning.

I dagens lutherske ord-gudstjeneste opleves stor afstand til den tanke, at den hellige messe var hovedbegivenheden, når menigheden samledes ikke bare i katolsk middelalder, men også i oldkirken. Det er naturligvis årsagen til, at nadverliturgiens historie bliver det bærende i bogen, selvom dåb og konfirmation også skildres med relevans for samtiden. I dagens diskussion om – den farlige – konvertitdåb af muslimer kunne det for eksempel mane til besindighed, at kirken i de første mange århundreder ikke havde den emsighed med at få mennesker døbt som frelsesbetingelse.

Slutningens analyse rummer virkelig interessante perspektiver for en diskussion. Nutidens læser kan stå fremmedgjort over for det katolske og delvist lutherske fokus på Kristi korporlige ”realpræsens” i nadveren.

Denne materialisme har tilsyneladende en sammenhæng med den substansontologi, som blev følgen af det trinitariske dogme om Sønnens substantielle enhed med Faderen.

Det materialistiske fokus fik ydermere en afledt betydning for embedsteologien, når menigheden blev tilskuere til et magisk forvandlingsunder forestået af et indviet kleresi. Den fremmedgjorte menigheds sjældne modtagelse af sakramentet i kombination med præsternes (betalte) privatmesser kom alt sammen til at afsløre, at den materialistiske realpræsens paradoksalt i højmiddelalderen blev udtryk for afstand til Kristus!

Fremdragelsen af Augustins nadverforklaring om menighedens sakramentale opløftelse til selv at blive kristi optandelseslegeme kan her ses som inspiration for blandt andre Calvin, men måske også som replik til den nylige opstandelsesdiskussion i folkekirken, hvor det er blevet foreslået at tale om, at ”Kristi legeme” er opstået i menigheden og på nadverbordet. Stærkt anbefalet til teologer.