Prøv avisen

Det hele handler om sex og penge

Billede fra komedien "Den gjerrige" af Molière, som netop opsættes på Aarhus Teater. Foto: Rasmus Baaner/Aarhus Teater

Det overtydelige præger Runar Hodnes opsætning af Molières Den gerrige

De er et skørt islæt, de trækker opmærksomhed, de er sjove som dyr på scenen har det med at være og uforudsigelige. Men hvorfor er de der egentlig?

Fordi? Bare fordi. Som med det meste i denne overdrevne iscenesættelse.
Fint, at stilen og tidsånden er revet ud af både Molières tid og vor egen. På den måde hejser Hodne et signalflag om, at alt er revet ud af de faste, forudsigelige rammer, ligesom det nærmest vulgært røde og foldede fortæppe skriger komedie imod os.

LÆS OGSÅ: Inger Christensen minder en om de væsentlige ting

Den overtydelighed præger forestillingen. Når far og søn har skændtes om samme kvinde, går de fra hinanden som gryntende chimpanser. De unges kærlighed er teenageagtig umoden og handler kun om sex. Selv da overraskelsesmomentet indtræffer, hvor tæppet ind til Scala-scenen går op, og Den gerrige smelter sammen med All My Dreams Come True, er det Joakim von And, Morten Burian kommer ind som.

1970ernes benhårde marxister havde elsket at rette deres sort-hvide analyseapparat ind på den her opsætning. For her kan man rent faktisk koge det meste ned til at handle om sex eller penge.Måske er det netop, fordi Hodne mest ser en historie om en mand, der er så meget pengepuger, at han kun lever for og ænser sine penge, at han fylder så meget ekstra på. Problemet er, at der ikke er ret meget af det, der har en pointe i sig.

Niels Ellegaard har formatet til Harpagon, fordi han netop er så glimrende og garvet en komedieskuespiller. Hvor god er tydeligt, da han bryder ud fra scenen og skræmmer livet af os, når han kravler rundt i salen i jagten på sine forsvundne penge. Det er sjovt, skørt og samtidig dødsens alvor. Man dukker sig, så han ikke kaster sit brændende sorte blik på én. Ligesom han er henrivende, da han med rullende hofter og lidt stive ben gør entré til høj og heftig discomusik, da hans unge tilkommende er på besøg. Ung med de unge.

Omkring Ellegaard flagrer de andre rundt iscenesat som tegneseriefigurer. Gymnasieklassen i teatret grinede dog højt, og så er meget jo tilgivet af en moden teateranmelder, der helst ikke vil lukke og slukke i dansk teater, når hun og hendes jævnaldrende forlader salene.Men den gode komedie og farce handler ikke kun om højden af latteren, men også om gråden bagved.

I det lys er det egentlig tankevækkende, at opsætningen på Aarhus Teater overhovedet ikke forholder sig til, at det flere hundrede år gamle stykke faktisk har en meget nutidig tematik: spare op eller spendere? Hurra for, at Hodne ikke gør Molière politisk og debatskabende. Men ved overhovedet ikke at forholde sig til, at stykket har en meget aktuel diskussion, bliver komedien netop overfladisk.