Det hemmelige liv i operaen

Den Jyske Opera vil gøre mere for både operaelskere og nybegyndere

I begyndelsen af september åbner Den Jyske Opera dørene op for interesserede, der ønsker at se, hvordan en opera bliver til. Billedet er fra Den Jyske Operas opførelse af koreografisk opera The Picture of Dorian Gray på Musikhuset i Aarhus, august 2013.
I begyndelsen af september åbner Den Jyske Opera dørene op for interesserede, der ønsker at se, hvordan en opera bliver til. Billedet er fra Den Jyske Operas opførelse af koreografisk opera The Picture of Dorian Gray på Musikhuset i Aarhus, august 2013. . Foto: Kim Haugaard Denmark.

Da Annilese Miskimmon for et år siden overtog chefposten på Den Jyske Opera, var det blandt andet med en vision om at få så mange mennesker som overhovedet muligt til at dele hendes glæde ved opera, som hun anser for at være den mest spændende kunstart overhovedet. Nu lægger hun handling bag ordene og lancerer tre helt nye aktiviteter, der skal være med til at åbne folks øjne for, hvad genren og i særdeleshed Den Jyske Opera kan.

Jeg vil gerne gøre noget ekstra for vores traditionelle publikum og samtidig pirre nysgerrigheden hos mennesker, der aldrig har set en opera, siger Annilese Miskimmon.

Derfor åbner hun dørene ind til det, hun kalder operaens hemmelige liv. Første arrangement bliver i begyndelsen af september, hvor Den Jyske Opera viser alle interesserede, hvordan en opera bliver til. Der er guidet tur til operaens produktionslokaler, hvor der er værksteder, lyssætningsudstyr og kostumer, samt prøvelokaler hvor operasangerne får instruktion, og derudover er der mulighed for at høre korprøver og foredrag, ligesom man kan deltage i workshops og fællessang.

LÆS OGSÅ: Olaf Rudes vandeventyr

Senere på året afholder Den Jyske Opera, hvad de selv kalder en nemt tilgængelig forpremiere på operaen Katja Kabanova af Leos Janacek, som også er Annilese Miskimmons danske instruktørdebut. Publikum vil her få en introduktion til forestillingen, ligesom de kommer til at møde de medvirkende og se dem udføre højdepunkter fra forestillingen.

Vi viser hemmelighederne bag de hurtige scene- og kostumeskift og i det hele taget alt det, som aldrig bliver afsløret på almindelige forestillingsaftener. Derfor er det et smugkig både for dem, der gerne vil opleve en opera for første gang, og for dem, der gerne vil have en forsmag på Katja Kabanova, som måske kan give appetit på en hel forestilling, siger Annilese Miskimmon.

Endelig har Den Jyske Opera planlagt en såkaldt Operajomfru-torsdag i november, der især henvender sig til mennesker, der aldrig har sat deres ben i en operasal før. Det skal først og fremmest være en afslappet aften, hvor ingen skal forpligte sig til at trække i det fine tøj, men hvor der serveres cocktails, pausesnak med operachefen og de medvirkende, samt gennemføres en opførelse af Katja Kabanova til en billetpris, der svarer til, hvad en biograftur koster.

Der er mange mennesker i alle aldre, der ikke i øjeblikket går til opera, dem håber vi at se nogle flere af hos os i fremtiden. Da jeg var yngre, var jeg så heldig, at nogen tog mig med til opera. På samme måde har jeg lyst til at byde mennesker her i Aarhus indenfor til alt det spændende, der foregår lige her i deres baghave, siger Annilese Miskimmon.

Allerede den 22. august bliver der mulighed for at opleve en forestilling ud over det sædvanlige på Den Jyske Opera. Der er nemlig verdenspremiere på den nyskrevne såkaldte bevægelsesopera The Picture of Dorian Gray med musik af Thomas Agerfeldt Olesen og koreografi af Marie Brolin-Tani. Sidstnævnte er også instruktør på forestillingen. Operaen er baseret på Oscar Wildes roman og er en moderne narcissus-myte, der handler om angsten for ikke at blive husket.

Det helt specielle ved operaen er, at sangerne står i orkestergraven og synger, samtidig med at dansere bevæger sig på scenen.

Man kan sige, at danserne er stemmer og sangerne er instrumenter, siger Marie Brolin-Tani. Hun har brugt et helt år på at finde frem til de dansere, der medvirker i forestillingen. Der er 12 voksne dansere samt seks børn fra Balletakademiet i Aarhus.

Operaen kræver en helt særlig musikalitet og evne til at spille skuespil hos danserne, og samtidig har det været vigtigt for mig at finde nogle, som holder af operaen som genre, siger Marie Brolin-Tani, som dansede på Den Jyske Opera allerede som 21-årig og nu skal stå i spidsen for Den Jyske Operas årlige særforestilling, der som den eneste ikke skal på turné.

Hun håber, ligesom operachefen, at blandt andet nytænkningen med en bevægelsesopera vil være med til at trække kommende operafans ind i Musikhuset.