På toppen af en bakke for enden af gaden åbner et vindue til en hel generations barndom sig, da døren går op.
Han er ældre, selvsagt, faktisk 61, men Poul Nesgaard har alligevel bevaret det lidt drengede ansigt og den lidt ranglede krop, der blev et ikon for grænseoverskridende ungdomsfjernsyn gennem 1970erne og 80erne. Han virker også stadig yngre end sin alder, og blikket er også det samme: direkte, men venligt. Måske mere alvorligt, men stadig underfundigt.
Han har ikke planlagt noget. Det gør han ellers ofte, når han møder nye mennesker, skal holde en tale eller på anden vis er socialt centrum. Da han for nylig skulle holde tale for 1700 erhvervsledere, fandt han på at begynde sin tale gemt inde i talerpulten. Men han kunne ikke være der for ledninger, så han indledte i stedet med at fortælle, at han havde tænkt sig at indlede talen gemt under talerpulten, men at der ikke var plads. Det handler om iscenesættelse, forklarer han.
Jeg har altid forsøgt at opnå ting, skabe en særlig stemning eller simpelthen bare overleve ved at iscenesætte mig selv på en særlig måde. Ikke for at gøre opmærksom på mig selv, ofte tværtimod. Det er bare blevet mit greb om verden. Det kan være helt små ting som at udnytte, at mange mennesker stadig forbinder mig med den gamle julekalender, Poul og Nulle i hullet, og det bruger jeg så til at indlede med en sjov replik, der kan vride situationen i min retning, måske skabe et grin, så alting kører lettere. I min stilling som rektor på Filmskolen går der eksempelvis ikke et møde, hvor jeg ikke bruger det trick. Da der begyndte en ny lærer for nylig, indledte jeg det første fællesmøde ved at sig højt, at en af de andre lærere i løbet af mødet helt sikkert ville eksplodere af raseri over et eller andet. Så gik mødet i gang og ganske rigtigt. Efter en halv time eksploderede han, og så kunne jeg jo sige: Se, det var det, jeg sagde. Og på den måde undgik jeg, at den nye lærer blev forskrækket, og jeg afmonterede samtidig den konflikt, der var ved at opstå, for alle flækkede jo af grin. På samme måde vil du nærmest ikke kunne finde noget fjernsyn, jeg har lavet, som ikke er baseret på en iscenesættelse. Et vrid af virkeligheden på en eller anden måde, som jeg har benyttet mig af, fordi det har faldet mig naturligt. Og fordi det at bruge mig selv, er det eneste, jeg kan, siger han.
Poul Nesgaard viser ned gennem den skrånende have med uforstyrret udsigt over Lyngby Sø og sætter sig teenagerbehageligt i terrassens sofa med benene trukket op under sig. Hans påklædning er lige så afslappet: lyse bukser og åben, hvid skjorte. Han ligner en mand, der har let ved livet, og det er han også. Lige siden barndommen har han følt sig fuldstændig lykkelig og konstant tilsmilet af heldet. Hans far kaldte ham lykkens pamfilius ofte i forundring over, at alting kom så let til ham.
LÆS OGSÅ: Dristighed rummer genialitet, kraft og magi
Der var ellers nok af virkelighedens tyngde i barndomshjemmet i Københavns nordvestkvarter. Faderen var præst, og hele familien var dybt præget af troens sprog. Særligt livet efter døden stod stærkt i bevidstheden, og meget blev gjort og forklaret ud fra, at livet her og nu kun var et forskræp til det, der ventede. 1960ernes kolde krig, atomtruslen og andre farer var blot positive varsler om, at nu kom Kristus snart, og derfor ikke noget, man behøvede at beskæftige sig med. Pouls verden bestod i stedet af søndagsskole, bibeltimer og salmer sunget højt og tydeligt.
Jeg følte mig altid anderledes end mine venner. De værdier, der lå lige for i de fleste andre familier, blev ikke vægtet på samme måde hos os, og det lagde en klokke ned over mit barndomshjem. Men det var meget trygt. Alle farer blev jo betragtet som varsler om paradis, og der blev aldrig skabt bekymringer eller sat spørgsmålstegn. Det var en mærkelig dobbeltverden at vokse op i, men jeg købte den fuldstændig, måske fordi min far alligevel lod en kattelem stå åben ud til virkeligheden. Han løftede vægte og spillede tennis langt mere end en alvorlig, luthersk missionsk præst burde gøre, og han havde i det hele taget en række farverige karaktertræk, som var svære for mig at forene med præstekjolen. Han lod selv livet folde sig ud i et vist omfang, og jeg tror, det var derfor, jeg trods alt tillod mig at reagere, som jeg gjorde, på hans standardreplik: Lad hellere være. Det var jo ikke et forbud, men noget, der skreg på at blive udfordret. Alt det fjernsyn, jeg har lavet i mit liv ja, hele min tilgang til verden har været præcis det modsatte af lad hellere være. Jeg har i stedet søgt i retning af: Hvad sker der, hvis man bryder denne grænse?.
Der var dog aldrig tale om et oprør.
Som den mindste af fire søskende trådte andre den sti for ham, særligt storebroderen Finn. Han blev den klassiske, vilde præstesøn, der dikterede sine egne regler, og Poul blev den glade og ubekymrede lillebror, der lod sig suge med ud gennem de sprækker til virkeligheden, broderen bankede løs. Finn tog billeder, så tog Poul også billeder. Finn lavede film, Poul lavede film.
Ingen af delene lå egentlig til min natur. Jeg havde slet ikke det der se mig-behov, men jeg var nysgerrig efter at være med i hans univers. Dels var jeg en lillebror, der ville være som storebror, dels var hans verden så anderledes end den, jeg havde med mine forældre. Men jeg gjorde tingene på min egen og mere legende måde. Jeg behøvede ikke være så alvorlig som min bror, og så var jeg ret bevidst om, at jeg ikke var så begavet på den traditionelle måde. Jeg klarede mig enormt dårligt i skolen, for jeg kunne ikke huske særlig godt og ville hellere fortrænge og sortere fra. Det betød, at der ingen forventninger var til mig, så legen fik frit løb. Og det har den faktisk fået lige siden. Det er sjældent, den tilgang holder hele vejen, men det har den heldigvis gjort for mig. Jeg har brugt mig selv, gjort det, jeg fandt naturligt, og leget. Og det har været nok. Jeg er blevet båret frem af ungdommelig frimodighed og så et hav af tilfældigheder og held, forklarer han.
Noget af heldet ramte ham, den dag han fotograferede sit første dyr, en elefantspidsmus. Dyrehandler Gram, som importerede eksotiske dyr, sagde, at han skulle forsøge at sælge billederne til Berlingske Tidende, så gode var de. Så det gjorde Poul. I avishusets reception sad en hel bænkfuld bude, ventende, mens han sagde det, som det var: Jeg har nogle billeder af en elefantspidsmus, kunne det have interesse?.
Han blev bedt om at tage plads. Ikke blandt budene, hvor han følte, han hørte til, men i den store Chesterfield lædersofa ved siden af. Snart kom bagsideredaktør Gustav Bering ned og så billederne an.
Vi kan ikke bruge dem på søndag. Men vi kan bruge dem på søndag otte dage.
Poul var 14 år gammel og voksede til mandshøjde.
Det at få vist sådan en tillid af en voksen, som ikke var Finn eller far, gav mig en selvtillid, jeg ellers ikke havde rigeligt af. Han sagde endda, at hvis jeg havde flere dyrebilleder, skulle jeg bare komme med dem. Jeg tror, det var første gang, jeg fik fornemmelse af at være god til noget. Og selv åbne en dør, Finn ikke havde åbnet før mig. Egentlig er det min historie i en nøddeskal: Held har hele tiden åbnet eventyrene op for mig.
Snart skulle han dog komme ned på jorden igen. Storebror Finn havde fået ham med ind i Danmarks Radios Ungdomsredaktion, hvor de sammen lavede fjernsyn, og det gik ud over det skolearbejde, der i forvejen ikke gik for godt. Til sidst blev han smidt ud af Sankt Annæ, 16 år gammel. Det godtog han ikke bare sådan og forlangte et møde med rektor. Sammen med sin far bankede han på og forklarede, at det var lærernes skyld, at hans karakterer ikke var højere. De var misundelige på hans gryende succes i fjernsynet. Men han erkendte samtidig, at han var nødt til at bruge mere tid på skolen.
Hjertet hamrede, han var rystende nervøs. Han havde aldrig før sat sig op mod en voksen på den måde. Og hans far var ingen hjælp, han forholdt sig helt tavs. Til sidst mødtes hans øjne med rektors, der slukkede alt håb.
Der er dem, der kan klare det. Og dem, der ikke kan, sagde rektor højtydeligt. Du, Poul, er en af dem, der ikke kan.
Og det var så det. Ingen protester hjalp, og mens Poul Nesgaard smagte på den boblende fornemmelse af total frihed, var han samtidig skrækslagen. Nu fik han ingen uddannelse. Han måtte erobre verden alene på godt humør og nysgerrighed.
Det var et kæmpe nederlag for mig den dag på rektors kontor, men den gav mig en stærk fornemmelse af ansvar for mit eget liv, jeg bar med mig de efterfølgende år. Jeg var stadig kun en dreng, meget yngre end min alder. Når de andre gik til fester, sang jeg i drengekor, spillede violin og tog billeder af dyr. Jeg var fuldstændig uspoleret. Og jeg tror egentlig, at det i høj grad var grunden til, at det gik mig så godt på fjernsynet. Jeg havde ikke den samme blufærdighed, som mange andre havde, og jeg havde ikke de store forventninger til mig selv eller livet som sådan, så jeg var aldrig tynget af præstationsangst. Desuden sagde jeg aldrig nej til en opgave, for jeg vidste, at jeg ikke havde andet.
Og så havde han et særligt talent, som på sin vis også blev skabt den dag på rektors kontor. For kort efter udsmidningen tog han sin hævn. Han ringede til rektor, udgav sig for at være fotograf fra Berlingske Tidende (hvilket ikke var helt usandt), og sagde, at avisen gerne ville bringe en stor artikel om skolens drengekor (hvilket var aldeles usandt), og om han måtte komme og tage billeder. Rektor var mere end modtagelig for den omtale, og blev derfor tilsvarende rasende, da det var Poul, der dukkede op. Men Poul holdt, kastede blot ny ild på løgnen ved at forlange fem hele dage til at tage billeder. Det gjorde han så og sendte dem efterfølgende ind til avisen uden nogen forudgående aftale. Snart blev de bragt sammen med en større artikel. Hans iscenesatte virkelighed var blevet selvopfyldende.
Det var første gang i mit liv, jeg havde løjet, og jeg fatter stadig ikke, at jeg turde. Men det betød, at endnu en verden åbnede sig, for jeg så jo, hvordan jeg kunne skabe noget gennem iscenesættelse. Det var en måde at skabe en virkelighed på og sætte den ind i virkeligheden, og for mig gav det mening. Jeg var jo vokset op på den måde.
Resten er historie, som man siger, når noget lykkes ud over alles forventninger. Poul Nesgaard blev Poul Nesgaard gennem en trylledrik af ublufærdighed, krøllede hjerneceller, flair for mediet og ikke mindst mødet med de helt rigtige mennesker. For så snart storebror Finn søgte andre græsgange, stod andre klar til at tage ham som lillebror. Folk som Elith Nulle Nykjær Jørgensen, Elith Nørreholm, Gunvor Bjerre og Thomas Winding. Han blev en slags maskot på Ungdomsredaktionen, ikke mindst på grund af sit kronisk gode humør, men efterhånden også for sin evne til at lave originalt fjernsyn.
Inden i ham rasede dog fortsat kampen mellem den del af ham, der stadig spillede violin i missionsteltet, og så ham den skøre uden hæmninger. Men en dag i 1973, som 21 årig, gik det op for ham, at de to verdener ikke udelukkede hinanden. Johannes Møllehave havde oversat musicalen Jesus Christ Superstar, og Poul skulle se forestillingen med sin kæreste.
Fra første øjeblik var jeg blæst tilbage i stolen. Der var masser af unge mennesker, der var god stemning, og det hele virkede så moderne. Jeg var totalt opslugt af sangene, der bare knaldede igennem, det var en følelsesmæssig forførelse, jeg aldrig før havde oplevet. Og det var tilladt! Det var jo Jesus og Maria, der sang, det var en præst, der havde oversat teksten, det måtte da være okay, også i min fars verden, tænkte jeg. Men den aften, hjemme i mine forældres køkken, forstod min kæreste ikke min eufori. Hun kaldte forestillingen for blasfemi og sagde, at vi ikke kunne være sammen mere, hvis jeg virkelig var så begejstret. Vi havde været sammen i flere år på det tidspunkt, vores familier var helt flettet sammen, og vi havde tænkt os at blive gift. Alligevel svarede jeg: Nej, det kan vi vel ikke. Og så kørte jeg hende hjem i min brors nye firmabil, en 2CV, og så hende ikke igen før mange år efter. Men det rørte mig faktisk ikke. Jeg var mere optaget af, at jeg ikke længere havde nogen begrænsninger.
Poul Nesgaard trykker sig på maven og siger blødt: Det er Poul.
Det er mobiltelefonen, han har fået indlagt i høreapparatet og forbundet med en tænd og sluk-knap om halsen, der går ned til maven. Ungt og gammelt på samme tid og endnu et tegn på, at selvom den evigunge Poul ikke har kunnet forblive helt ung, er han heller ikke blevet gammel.
23 år blev det til i DR. En karriere, der har sat ham på hylde med de koryfæer, han kom til at arbejde sammen med. Ikke mindst på grund af programmer som Op på ørerne, vi er kørende fra 1977 sammen med Thomas Winding, der for alvor etablerede ham som original fjernsynsmager. Og det antiautoritære, eksperimenterende Baggårdsredaktionen fra 1980, der ikoniserede ham og åbnede alle døre i monopoltidens DR hvilket ikke var så få.
Det var her, han blev makker med Nulle og skabte et tv-format bygget på en grundlæggende tvivl om, hvad ungdomsprogrammerne egentlig skulle betyde, forklarer Poul Nesgaard. På det tidspunkt, i 1980, var DRs Ungdomsredaktion løbet ind i en eksistentiel skabelseskrise. De producerede masser af succesfuldt fjernsyn, men var kommet i tvivl om, hvilken vej de egentlig skulle gå. Med Baggårdsredaktionen brød Poul og Nulle igen rammerne for, hvad fjernsyn kunne, ved at spille sig selv i en her-og-nu virkelighed, de selv konstruerede. Succesen var altomfattende. Så da det nye makkerpar blev spurgt, om de ville forberede årets julekalender på 14 dage og sende udsendelserne live, red de bare med på bølgen. Det blev til den legendariske Jul og grønne skove bedre berygtet som Poul og Nulle i hullet. En julekalender, der af ikke så få er kaldt alle tiders dårligste, og som indprintede sig hos en generation af børn og unge som noget skræmmende og forbudt.
Jytte Abildstrøm skulle have været med i et afsnit, men sprang fra i sidste øjeblik med saluten: I skal regne med, at når I laver sådan en slags julekalender, vil folk huske det i hvert fald to-tre år. Og det skal I leve med! HAHA, storgriner Poul Nesgaard. For julekalenderen huskes stadig, men det fik ikke hans succes eller kamikazeidéer til at aftage i styrke. Han lavede I sandhedens tjeneste, Bamse på planeten, Flid, Fedt og Snyd, Kajplads 114 og meget meget andet, alt sammen med samme metatilgang som i Baggårdsredaktionen.
Men en dag blev han indhentet af sin egen iscenesættelse.
Da TV2 kom til i 1988, fik vi pludselig konkurrence, og det betød, at vi skulle til at lave reklame for vores programmer. Det var aldrig sket før, men vi kastede os straks ud i et kæmpe PR-nummer for programmet En rejse i det ukendte Europa, og det foregik ved, at jeg søgte jobbet som ny tv-direktør i DR. Det var jo bare et stunt, men ansøgningen blev udformet så korrekt, at bestyrelsen og direktionen var nødt til at kalde mig til samtale. Det foregik på et hotel, og jeg snakkede dem et øre af, men da jeg gik derfra, blev jeg virkelig nervøs, for hvad nu hvis jeg endte med at få jobbet? Det var jo et kæmpe ansvar, som jeg ikke var klar til, selv om jeg var blevet 38 år. Det blev gudskelov Ingolf Gabold, men året efter blev jeg opfordret til at søge stillingen som rektor på Filmskolen. Jeg havde undervist der lidt, så helt ud af den blå luft var det ikke, men opfordringen kom helt sikkert mest, fordi det var blevet kendt og taget alvorligt at jeg havde søgt jobbet som tv-direktør. Jeg var meget i tvivl, men endte alligevel med at se det som muligheden for endnu et skifte. Da jeg havde fået jobbet, besluttede jeg impulsivt at male hele mit hus anholtblåt i stedet for svenskerrødt. Min nabo mente, at jeg ødelagde et ellers pænt hus, men jeg kunne bare mærke, at jeg var nødt til at markere dette skifte i mit liv på en eller anden måde. Fra nu af blev det mere alvor. Fra at lave skæg og ballade skulle jeg pludselig til at styre galskaben.
Poul Nesgaards høreapparat ringer igen. Det er hans kone, psykiatrisk overlæge Marianne Jacoby, som spørger, om han snart kommer op i huset og spiser aftensmad. Ude på søen er det også ved at blive sidste tur for kajakroerne.
Egentlig er der heller ikke så meget mere nyt at fortælle. For de indtil videre 21 år som rektor har på mange måder været en forlængelse af årene i DR. Han skiller vandene lige så meget, som han hele tiden har gjort med en til tider kontroversiel ledelsesstil, som både er blevet rost og udskældt. Og hans metode er, som den hele tiden har været: Han iscenesætter for at klare sig. Og fordi, hans verden bliver sjovere af det. Som da han skulle holde tiltrædelsestale for de filmstuderende i 1992 og begyndte med at bede dem alle rejse sig. Først skete der ingenting, men han gentog opfordringen og sagde, at han mente det. Da alle havde rejst sig, bad han dem sætte sig ned med ordene: Jeg skulle bare lige se, om jeg kunne få jer til det. Og så holdt han en blændende tale stykket sammen af brudbidder fra de studerendes ansøgningsbreve.
Ledelse for mig er kunsten at surfe på kaos, forklarer Poul Nesgaard. Der er utrolig mange stærke viljer et sted som dette, og hvis jeg bare var mig selv i det virvar, ville jeg lynhurtigt blive kørt fuldstændig over. Virkeligheden kan aldrig bare være 1:1, når man er leder. Man er nødt til at iscenesætte for at kunne rumme de konflikter, der altid opstår. Jeg søger ikke konflikter, men de er en forudsætning for, at vi bevæger os fremad, så jeg undgår dem heller ikke. På den måde bruger jeg mig selv meget i mit arbejde. Sparer man sig selv, får man ikke respekt, men jeg kan jo heller ikke andet end at bruge mig selv. Jeg har ingen uddannelse, og da jeg fik jobbet, havde jeg nærmest ingen ledererfaring.
Og hvordan har den stil rykket Filmskolen de seneste 21 år?
Moderne ledelse er at løse konflikter, give plads og holde taler, der gør, at folk føler sig som en del af en fælles bevægelse. Mit bidrag er de indirekte greb for at holde skuden i bevægelse, men det er lærere og elever, der skaber udviklingen. Jeg er blot skroget på skibet, teknikerne er maskinrummet, lærerne er sejlet og eleverne vinden. Jeg kan være med til at skabe nogle rammer og måske give billeder og sprog, så det hele ikke ender i kaos, men det er også det.
Men du må have et særkende. For det er vel ikke lige meget, hvem der er rektor?
Mit særkende er nok, at jeg ikke er arrogant over for nogen. Jeg er en meget ydmyg person, fordi jeg ikke er uddannet og er bevidst om mine begrænsninger. Det betyder samtidig, at jeg åbner op for en hel del konfliktstof, og det kræver et vist mod, tror jeg. Og det mod er nok mit andet særkende og store styrke, som er opbygget gennem et helt liv, hvor alting hele tiden har været en kæmpe satsning fra min side. At holde taler ligger eksempelvis ikke til min natur, men jeg lever med min usikkerhed som en meget indbygget del af min bevidsthed. Og så bruger jeg den aktivt. Bliver jeg usikker eller går i stå midt i en tale, siger jeg simpelthen bare: Jeg bliver lidt usikker lige nu. Eller: Min far troede aldrig på mig, så kan vi ikke begynde med, at I alle rejser jer med hænderne over hovedet og råber YES? Så tager jeg lige et billede.
Når det er sagt, så kan det, at jeg nu har overlevet som rektor i 21 år, i virkeligheden kun skyldes én vigtig ting: Evnen til at se talentet og potentialet i det andet menneske. Uanset om det er eleven, læreren eller medarbejderen, ellers overlever man ikke. Blikket på den anden, frygtløsheden og ydmygheden i samspil er altsammen afgørende, og her hjælper skuespillet ikke. Men jeg må da indrømme, at der er en plan med netop dette interview, det er en del af en iscenesættelse. Men jeg kan desværre ikke kan røbe, hvad den går ud på.
Poul Nesgaard