Vi befinder os i en tid, hvor det ivrigt diskuteres, hvad den såkaldte konkurrencestat gør ved os. Man kan hævde, at det ofte kniber med at beskrive, hvordan denne konkurrencestat mere konkret skal forstås, men mange er til gengæld enige om, at den er problematisk for os at leve i.
Det er også holdningen hos lektor i sociologi Anders Petersen, der har udgivet bogen ”Præstationssamfundet”, hvori han forsøger at forklare sammenhængen mellem vilkårene i vort samfund og den store mængde af danskere, der i dag lider af depression. Anders Petersen har en kritisk tilgang til tidens forkærlighed for diagnoser, hvilket han tidligere sammen med psykolog Svend Brinkmann har beskrevet i bogen ”Diagnoser”.
Men det ændrer ikke ved, at Petersen ser danskernes mentale sundhed som kraftigt udfordret i vor tid, og at mange depressioner i hans øjne er særdeles reelle. Bogen balancerer et sted mellem fagkundskab og debatoplæg med enkelte passager fra interviewpersoners beskrivelse af egen depression. Og den lægger sig naturligt i rækken af denne periodes mange indlæg om, hvad tidsånden betyder for vort indre velbefindende.
Læs et interview med Anders Petersen fra august her
Bogens første del er mest vellykket. Her beskriver Anders Petersen forskellige aspekter af depressionen, der for eksempel i romantikken ikke blev set som noget ubetinget negativt. Den blev også forbundet med en dybere erkendelse, der kunne føre til realisering af det inderlige og kreative i mennesket. I dag forbindes depressionen på helt anderledes vis med nederlag og fiasko.
Anders Petersens grundlæggende intention med bogen er at gøre rede for, i hvor høj grad vi præges af vor tid, og han prøver at beskrive de selvforstærkende mekanismer, som han ser i forholdet mellem presset fra præstationssamfundet og det ansvar, den enkelte i dag har for hele tiden at nå suverænt i mål. Alt imens ingen længere rigtig ved, hvad målet egentlig er.
”Det er min påstand, at det danske præstationssamfund er ubestemt, og at ubestemtheden dermed er blevet en eksistensbetingelse for præstationsindividet. Der findes simpelthen ikke længere noget endemål eller stabile målskiver,” skriver han.
Præstationen er altså endeløs, og den enkelte må blot blive ved med at optimere sig selv, hvilket skaber et så voldsomt pres, at det indre ofte ikke kan holde til det. Anders Petersen bruger betegnelsen ”et blidt barbari”, der lokker os med forestillingen om succes og personlig triumf, mens barbariet selvsagt opstår, fordi den enkelte slides op af uendelig stræben. Resultatet er en tilstand af ”permanent usikkerhed”, der er temmelig umenneskelig.
Man tror på, at Anders Petersen har fat i noget væsentligt, og at individet i det danske samfund er under pres. Det er svært at måle, i hvor høj grad det adskiller sig fra tidligere, ligesom man jo ikke kan udelukke, at den intense tale om vore lidelser kan have en vis selvforstærkende effekt. Men sandt er det, at mange længes efter mening og styrke, hvilket Anders Petersen blandt andet beskriver gennem eksempler på tidstypiske løsninger i form af fysisk træning, coaching og medicinering.
Anders Petersen er bedst, når han holder sig til den faglige beskrivelse af depressionen. Mere skrøbeligt bliver det, når han vil koble samfundskritikken på og for eksempel inddrager en politisk vinkel og beskriver, hvordan kravet om, at individet skal optimere sig selv, af politikeren kan bruges som argument for at udhule velfærdsstaten. Petersens forsøg på at analysere sjælelig lidelse i samklang med samfundskritik fremstår visse steder lidt ufuldstændige.
Bogens problem er dog, at den gradvist går lidt i tomgang, mens sproget visse steder mangler klarhed. For eksempel forstår jeg vist ikke helt, hvad han mener, når han hævder, at vi ikke lider af tab af mening, men derimod under ”den herskende menings meningstomhed”. Bogen burde have været renset for nogle akademiske unoder og rummer for mange gentagelser af den grundlæggende præmis, sammenhængen mellem præstationssamfundet og depressionens udbredelse.
Anders Petersens bog fremstår som endnu et opråb i tidens trang til at kritisere vor tids umenneskelige vilkår, og den trang er på sin plads. Men det kendetegner også den øjeblikkelige kritiske bevægelse, at mennesket observeres lidt vel meget fra distancen, hvormed man sidder tilbage med en lidt gold fornemmelse, når alt er læst til ende. Sociologien og psykologien fylder meget i vor tids forsøg på at beskrive, hvordan vi har det. Det er discipliner, der bestemt kan have meget klogt at sige, men som også synes at have tendens til at iagttage individet, som var det en genstand i et laboratorium. Det er lidt den følelse, man sidder med her.