Prøv avisen
Interview

Det jyske sprog er aldrig træls

Viggo Sørensen foran sit arkiv med 1300 kartotekskuffer og 3,1 millioner sedler om jyske ords udtale fra egn til egn. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Viggo Sørensen kaldes af kolleger for mr. Jysk, fordi han har viet sit liv til en komplet ordbog over det jyske sprog. For 15 år siden var sprogforskeren fra Aarhus Universitet nået til G. I dag er han halvvejs gennem K

Viggo Sørensen åbner en skuffe under bogstavet T og fisker et bundt sedler frem. Han leder efter ordet ”træls” - et gedigent jysk ord, som altid har eksisteret i alle egne af Jylland.

Han slår op i et rødt ringbind med landkort. På kortet kan man se, at man i det sydlige Jylland også har kunnet sige ”trælsk,” mens det i Nordjylland har været sagt, som vi kender det i dag. Og dog, en meddeler nær Hanstholm har også udtalen med -sk.

”Det kan der være flere forklaringer på. Måske har han haft familie i Sønderjylland og har så importeret ordet fra dem. Eller også skyldes det en generel tendens til at sætte -sk på tillægsord,” forklarer han.

Vi står i hjertet af projektet Jysk Ordbog på Peter Skautrup Centret på Aarhus Universitet. Her, i et arkiv på omtrent 20 kvadratmeter proppet med træ-kartoteksskuffer fra gulv til loft, ligger forarbejdet til det, som Viggo Sørensen og en håndfuld sprogglade universitetsfolk har brugt en stor del af deres liv på: at lave en komplet oversigt over det jyske sprog, som det har set ud i perioden 1700 til 1930.

Skufferne er indekseret fra A til Å og indeholder kildemateriale fra hele Jylland. I alt ligger der 3,1 million sedler om udtale og betydninger for omtrent alle jyske ord, der nogensinde er blevet brugt.

Men alle disse oplysninger skal også på internettet, så der er stadig en del benarbejde tilbage.

”Er du gal mand, med den nuværende bemanding mangler der årtier endnu,” ler Viggo Sørensen.

Han har allerede været i gang i 51 år.

I 2000 besøgte Kristeligt Dagblad ordbogen og Viggo Sørensen for første gang. Dengang var redaktionen lige nået til bogstavet ”G” og havde netop offentliggjort den første del af ordbogen på internettet.

I dag, 15 år senere, er de nået halvvejs igennem bogstavet ”K”.

Det er et arbejde, der virker uendeligt. Men planen er, at hele ordbogen engang skal ligge komplet digitalt, så alle kan tilgå den gratis.

Historien om Jysk Ordbog er historien om en gruppe universitetsfolk, som ledt an af den nu afdøde professor Peter Skautrup har brugt det meste af deres liv på at beskrive de jyske dialekter.

Viggo Sørensen har været her, næsten fra han begyndte på danskstudiet på Aarhus Universitet. I første omgang som studentermedhjælper, der skulle sidde og renskrive kildemateriale.

Senere blev han halvtidsansat med et sideløbende undervisningsjob og siden 1988 som redaktør.

Men faktisk er han ikke engang fra Jylland, men født i København. Hans familie flyttede meget rundt, og han blev i slutningen af 1950'erne student fra Kolding, hvorefter han flyttede til Aarhus for at læse dansk.

”Første gang, jeg hørte om 'Jysk Ordbog', var i 1962. Jeg kom til Aarhus Universitet, efter at jeg blev student, og jeg interesserede mig dengang meget for dansk litteratur ligesom alle andre, der læste dansk. Jeg blev dog hurtigt træt af forfatternes kringlede skriverier, men på studiet skulle vi også igennem grammatik, sproghistorie og dialektologi. Det fandt jeg mere fascinerende,” fortæller han.

Professor Peter Skautrup var omkring 1950 begyndt at sende spørgeskemaer ud i landet for at finde kilder, der kendte de forskellige jyske egnes dialekt. Hans vision var at lave en komplet ordbog over jysk, noget der var blevet forsøgt allerede i 1800-tallet af sognepræst Henning Frederik Feilberg, som ene mand formåede at lave firbindsværket ”Ordbog over de jyske Almuesmaal”.

Det var dog langtfra alle ord, der var med i den. Og Peter Skautrup var grundig. Rigtig grundig, forklarer Viggo Sørensen.

Peter Skautrup skulle bruge studerende til at renskrive og kategorisere kilderne. Derfor valgte han de mest lovende, og mest interesserede, af de sprogligt orienterede danskstuderende ved universitetet. Heriblandt var den unge Viggo Sørensen, som lige var blevet færdig med forprøven, hvad der i dag ville svare til en bachelor.

”På en eller anden måde var det mere jordnært arbejde end at sidde og læse litteratur. Det handlede om, hvordan normale mennesker havde brugt sproget. Det var jordnært, det var virkelighed,” siger han.

I dag kalder hans søn ham drillende mr. Jysk, fordi han bruger så meget tid på ordbogen. Alle hverdage fra klokken 08.00 til 16.00 sidder han på sit kontor og skriver, kun afbrudt af formiddagskaffen og frokosten.

De seneste måneder har Viggo Sørensen brugt på at skrive en artikel om ordet ”klyne” - en slags mosetørv, man har haft dette særlige ord for i Vestjylland, mens de bare er blevet kaldt tørv i resten af landet.

I slutningen af september var Viggo Sørensen lige begyndt på klynerne.

”Men det blev rigtig spændende, efterhånden som jeg indså den kulturhistorie, der skjuler sig bag dette - egentlig plattyske - ord,” siger han glad, mens han viser en stak af cirka 400 sedler frem, der alle handler om ”klyne”.

Ved siden af en ældre Macintosh-computer på hans kontor står yderligere to skuffer fyldt med sedler, der beskriver jyske ord for andre slags tørv: sandtørv, stiktørv, splittet tørv og så videre.

Viggo Sørensen har brugt hele dette materiale til at skrive en artikel om, hvorfor vestjyderne har været alene om ordet ”klyne”. Denne artikel er lige udkommet i den 34. udgave af centrets årlige tidsskrift Ord & Sag.

Det viser sig, har han fundet ud af, at ”klyne” kommer fra plattysk, hvor man også har brugt ordet om mosetørv, der findes nogle spadestik dybere end almindelig overfladetørv og var betydeligt bedre som brændsel.

Sammenhængen mellem Vestjylland og Nordvesttyskland er, at man i disse egne havde let adgang til brændbare overfladetørv, så man ikke helt så tidligt som længere østpå måtte ned i moserne for at skaffe brændsel nok.

Men i 1600-1700-tallet blev mosetørvene også nødvendige i Vestjylland. Så blev der brug for et ord til at adskille disse nye mere effektive tørv fra de gamle overfladetørv, og det lånte man så det plattyske ord ”klyne” til. Det har Viggo Sørensen fundet ud af ved at sammenligne geologiske kort med de sproglige kilder fra arkivet.

”Det her kunne hurtigt komme til at sprænge, hvad der er plads til i en ordbogsartikel. Når vi møder ordkomplekser som det her, så skriver vi en artikel i Ord & Sag, som vi så henviser til fra en hel række artikler i ordbogen. Derfor har 'klyne' taget en hel del tid.”

Nogle ord og begreber tager altså længere tid end andre, men ordbogsprojektet tager den tid, det tager, fordi den ikke kun handler om ord, men om, hvordan samfundet var skruet sammen i gamle dage. Det er den del af arbejdet, der virkelig driver Viggo Sørensen.

”Jeg er stadig begejstret for det. Meget mere nu, end dengang jeg begyndte. Engang var det mest sproghistorien, der interesserede mig - hvor besynderligt sproget havde udviklet sig rundt omkring i Jylland. Men efterhånden er det mere interessen for at beskrive det gammeldags samfund, der driver mig,” siger han.

”Den tid, vi lever i nu, er umådeligt langt fra det samfund, der var engang. Så når vi læser om fortiden, så har vi svært ved rigtigt at forstå de folks levevilkår og tankegang. I Jysk Ordbog gør vi så meget som muligt ud af at beskrive, hvordan datidens mennesker levede, tænkte og følte. Vi bidrager til den danske kulturhistorie.”

Klokken 10.00 er der formiddagskaffe i fælleskøkkenet. Her samles alle ordbogens frivillige og fastansatte medarbejdere for at snakke om, hvad de sidder med af ord og begreber for tiden. For eksempel har en af centrets fire frivillige, den tidligere redaktør Ove Rasmussen, brugt den sidste uges tid på at redigere ordet ”klæp”.

”Omkring Limfjorden er det blevet brugt om store ål med brede kæbepartier. Det er måske derfra, vi har ordet 'klæppert',” forklarer han entusiastisk.

”I Himmerland har ordet været brugt for faretruende regnskyer. Og i Vestjylland har det været en hilde af træ til heste, så de ikke løb deres vej.”

Selvom Ove Rasmussen, der har arbejdet på ordbogen siden 1950'erne, gik på pension for snart 10 år siden, bruger han alligevel stadig fire timer hver dag på at arbejde her frivilligt. Det har taget ham fire dage indtil videre at få overblik over ”klæp”, og han mangler stadig en dags arbejde, før ordet ligger helt færdigredigeret, klar til at blive lagt ud på internettet.

Viggo Sørensens hustru, Nina Grøftehauge, arbejder her også en gang imellem. Når der er penge til det, altså. Det er hende, der står for at lægge artiklerne ud på nettet, for det kræver ekstra tjek og opmærkninger. Men det sidste stykke tid har der været sparetider på universitetet. Så selvom hele afsnit ”J” og det meste af ”K” er færdigredigeret, så kan man stadig kun finde indtil ”I” på internettet.

Ligesom Viggo Sørensen blev den anden redaktør, Torben Arboe, fastansat i 1988. De to trækker i dag hovedlæsset - godt hjulpet af i alt fire frivillige, som også har været her i mange år efterhånden.

”Det er nærmest blevet lidt af et familieforetagende,” ler Viggo Sørensen.

En kvindelig frivillig giver ham 175 kroner, som det koster at være med til centrets julefrokost. Den foregår næste dags aften efter arbejdstid, og de vil hente mad ovre fra Kemisk kantine. Snaps bliver der ikke noget af, men der skal nok være rødvin og hvidvin.

”Vi er alle sammen lidt oppe i årene, så vi kan ikke spise så meget som unge mennesker. Der bliver lidt lækre kolde retter og kaffe bagefter. Når klokken nærmer sig 12, kan vi ikke mere. Sådan var det ikke i de yngre dage, der gik vi mere til den.”

Viggo Sørensen fyldte 73 i år, men da Kristeligt Dagblad talte med ham for 15 år siden, sagde han, at han nok ville være færdig her, når han nåede de 70 år.

”Jeg stopper først, når de smider mig ud,” hvisker han med et smil.

”Men det må du ikke skrive, så er der bare nogen, der får idéen!”.

Som sagt mangler der stadig årtiers arbejde. Det er en konstant udfordring at finde nye folk, som vil kunne overtage arbejdet med at redigere ordbogen færdig, når de nuværende redaktører ikke er her længere.

Viggo Sørensen er fortrøstningsfuld, fordi han ved, at der er ”nørder nok til alle tider og til alle formål”.

Han er også indstillet på, at han måske ikke selv lever til at se sit eget og kollegernes arbejde gjort færdigt. Peter Skautrups store projekt.

”Men det har jeg det helt fint med. Der er så mange ting, man arbejder med, som aldrig bliver færdige. Jeg gør det her af samme grund som enhver forsker, der gider at investere sin tid i noget: Man er en del af en helhed. Jeg er en del af dansk kulturhistorie. Vi gør vores del, en lille del, men jeg føler, at vi gør et meget værdifuldt stykke arbejde for at give folk indblik i fortiden,” siger han.

Hvem ved, om ikke Viggo Sørensen om 15 år igen står parat til at invitere indenfor på Peter Skautrup Centret. Hvis alt går vel, er han kommet over halvvejs gennem alfabetet til den tid.