Prøv avisen

Det kønneste er noget fra i går

-- Den centraleuropæiske stil er netop meningen. Jeg vil ikke skrive dansk andegårdslitteratur, siger Georg Ursin. -- Foto: Peter Kristensen.

Findes Georg Ursin? Er navnet et pseudonym og manden bag en fiktion? Er silhuetten på titelbladet af "Den navnløse bevægelse" romanens hovedperson, den ældre detektiv Victor Chenlein, der opklarer forbrydelser et ikke nærmere defineret sted i Centraleuropa? Eller er det forfatteren selv? Manden, der blev kult efter sin første bog, så forlaget allerede på omslaget af hans anden bog kunne skrive "En Georg Ursin-roman".

Manden i det grå jakkesæt ler. Han finder det morsomt, at en anmelder kunne betvivle hans eksistens. Georg Ursin findes. Han var 71-år, da han debuterede som romanforfatter. Egentlig ville han have udsendt sin roman under pseudonym, men forlaget overtalte ham til at skrive under eget navn.

Og sådan som han og hustruen tager imod journalist og fotograf har man svært ved at tro grunden til, at han ville være anonym.

-- For at være i fred!

Kaffebordet er dækket, kagerne er fra konditoriet La Glace, champagnen Veuve Clicquot, og kaffemaskinen gurgler fra køkkenet. Sammen med sin italienske hustru, Teresa, byder han venligt inden for i lejligheden på Frederiksberg.

For Georg Ursin er i høj grad virkelig, selv om han selv finder det ganske uvirkeligt, det med forfatterskabet og den pludselige berømmelse. Han er uddannet jurist, og har været ansat i centraladministrationen i 34 år, indtil han gik på pension som 60-årig. Da han havde været pensioneret nogle år kom ideen om at skrive en roman. -- Det eneste rigtige var at skrive en roman.

Det tog ham seks år at færdiggøre manuskriptet til kriminalromanen "Chenlein og Schmidt", og manuskriptet blev hurtigt antaget til udgivelse. Derefter gik det stærkt. På halvandet år er udkommet tre romaner, og Georg Ursin er blevet sammenlignet med bl.a. Franz Kafka, Heinrich von Kleist og Friedrich Dürrenmatt. Især det sidste har glædet Georg Ursin, for den schweiziske forfatter med den afmålte stil er hans store forbillede.

-- Den centraleuropæiske stil er netop meningen. Jeg vil ikke skrive dansk andegårdslitteratur. Det centraleuropæiske er mere farverigt, individualistisk og begavet. Der er ikke denne demonstrative tarvelighed, siger han og udtaler tarveligheden, så man præcis forstår -- netop tarveligheden.

Hans romaner foregår i et ikke-eksisterende europæisk land. Et foruroligende sted, som man både genkender og præcis ikke genkender. En slags kriminalroman noir med en udpræget sans for det pittoreske og det groteske, men holdt i stramme sproglige tøjler. En rapport fra verden af i går tilsat et stænk af avantgarde.

-- Jeg kan godt lide det lidt eventyragtige, idylliske. Man kan ikke læse for eksempel en schweizisk avis som Neue Zürcher Zeitung uden at støde på reportager fra optog i maleriske byer, hvor folk er klædt ud i underlige dragter. De har en festival for løg! Der er så meget, der er morsomt. Der er en mere kraftig atmosfære dernede, siger Georg Ursin.

Han har sammen med sin kone gennem årene pendlet frem og tilbage mellem Danmark og centraleuropa. Han ville gerne have bosat sig sydpå, men det blev desværre ikke til noget.

-- Det kønneste er noget fra i går. Så snart man bevæger sig syd for grænsen, er folk meget mere bundet til deres fortid.

Han fortæller, hvordan han for nogle år siden sammen med sin kone besøgte et serveringsteater i Hamborg, hvor man endnu via bordtelefoner kunne bestille ålemadder og hummermadder. For underholdningen stod blandt andet en klovn med et så ondskabsfuldt udtryk i ansigtet, at man huskede ham.

-- Og tænk, vi så nøjagtig den samme klovn med det samme nummer i en film i Cinemateket nogen tid efter. Men filmen var fra 1945. Det var højst ejendommeligt. Der er meget af den slags ting!

At skrive er ikke helt nyt for Georg Ursin. Som ung skrev han noveller - "ikke noget særligt, der var ikke meget ved det" -- men han holdt op, da det blev svært at afsætte novellerne, fordi avisernes magasintillæg gik ind på stribe midt i 1960'erne. Og jurastudiet valgte Georg Ursin, fordi han var optaget af det sproglige arbejde i juraen, det præcise og umisforståelige sprog.

Til gengæld var det ikke kærlighed, der holdt ham i bureaukratiets verden i mere end 30 år.

-- Det var pengene, falder det prompte. -- Jeg har ikke følt mig tilpas som embedsmand. Jo, i korte perioder og lige, da jeg blev ansat. Så fik man jo en gage. Men jeg opdagede efterhånden, hvordan det var.

I sin anden roman, "Arrivisten", skildrer Georg Ursin den uduelige opkomling Paul Martin, der beslutter sig til at komme til tops i bureaukratiet. Det er ikke en nøgleroman, understreger Ursin, men han lægger ikke skjul på, at han skriver på erfaringer fra et langt arbejdsliv som embedsmand.

-- Jeg har dæmpet det ned. Ellers så det frygteligt ud i en bog. Ha!

Georg Ursin griner og afviser med et troldsk blik at løfte sløret for det, han har udeladt. Bureaukratiet fascinerer fortsat den tidligere embedsmand.

-- Det er underligt, gådefuldt. I gamle dage var det mere hyggeligt, der var mange pæne mennesker. Men de blev undertiden behandlet dårligt.

-- Det, der interesserer mig, er retfærdigheden i traditionel forstand. At den, der forbryder sig, skal stå til ansvar, den sagesløse skal beskyttes, og den fortjenstfulde skal belønnes. Men det er lige det modsatte, der sker. Man vil ikke straffe forbrydere. Det er en forfærdelig opløsningstid, vi har været igennem, mener Georg Ursin.

I "Den navnløse bevægelse" er det sundhedstyranniet, Ursin hudfletter og dets "frontale angreb på sagesløse mennesker", som han kalder det.

-- Bogen er moralsk, men ikke moraliserende. Der er ingen, der er interesseret i løftede pegefingre. Og jeg er i øvrigt heller ikke interesseret i at løfte en pegefinger.

Han fortryder ikke, at han først genoptog skriveriet som pensionist.

-- Alderen giver en større baggrund. Og så slipper man også for at beskæftige sig for meget med tidens banaliteter, fordi man ikke længere har grund til at tage dem så alvorligt.

Georg Ursin skriver tre til fire timer om dagen. Råmanuskriptet skriver han i hånden, så retter han, -- "sletter det grimme og det overflødige, stopper lakunerne". Siden sender han manuskriptet til sin søn, der skriver det ind på computer. Sønnen, der er reklamemand, har i øvrigt også leveret ideer til bøgernes omslag, ligesom silhuetten på titelbladet er hans værk.

Og også silhuetten er god nok. Det ligner måske hovedpersonen, den ældre detektiv Victor Chenlein. Men det er forfatteren. Georg Ursin.

larsen@kristeligt-dagblad.dkFakta

Georg Ursin

**Født 1934. Uddannet jurist og ansat i centraladministrationen, blandt andet Socialstyrelsen og Socialministeriet igennem 34 år. Gik på pension som 60-årig og debuterede som skønlitterær forfatter med romanen "Chenlein og Schmidt", der udkom i 2005 på forlaget People's Press, der også har udgivet hans to andre bøger: "Arrivisten" i 2006 og "Den navnløse bevægelse" i 2007.

**Gift med sin italienskfødte hustru, Teresa, og bor på Frederiksberg.