Det kan stadig ikke ske her

Sinclair Lewis’ romanklassiker ”Det kan ikke ske her” om en fascistisk magtovertagelse i USA er kaldt bogen, der forudså Trump. Det er både rigtigt og forkert

Sinclair Lewis’ roman udkom i 1935, fem år efter han havde modtaget Nobels litteraturpris. Den er skrevet med inspiration fra et interview, hans hustru, Dorothy Thompson, lavede med Adolf Hitler. Billedet er fra parrets bryllupsrejse i 1928, hvor de rejste Storbritannien tynd med en campingvogn på slæb. –
Sinclair Lewis’ roman udkom i 1935, fem år efter han havde modtaget Nobels litteraturpris. Den er skrevet med inspiration fra et interview, hans hustru, Dorothy Thompson, lavede med Adolf Hitler. Billedet er fra parrets bryllupsrejse i 1928, hvor de rejste Storbritannien tynd med en campingvogn på slæb. – . Foto: Ritzau Scanpix/AP.

”Det kan ikke ske her” er en vending med mytologiske dybder i USA. Ifølge tidlig amerikansk selvforståelse var landet grundlagt som et alternativ til Europa. Alt det, som var sket i Europa, skulle ikke ske her. Europa havde religionskrige; i USA skulle der være religionsfrihed. Europa blandede stat og kirke sammen; i USA skulle de være adskilt. Europa var sodet til i forureningen fra industrialiseringen; i USA skulle alt være pastoral idyl, og en af landets første præsidenter, Jefferson, havde derfor landmanden som borgerideal. Og endelig: Europa var martret af totalitarisme og fascisme, men i USA, hvor man aldrig har kendt til andet end demokrati som styreform, sagde man: ”Det kan ikke ske her.”

Når en 80 år gammel roman med nøjagtig denne titel nu genudgives, spilles der altså på nogle vigtige strenge i den nationalsang, amerikanerne synger om sig selv. Sinclair Lewis’ klassiker ”Det kan ikke ske her” udkom på et tidspunkt, hvor Hitler var i fremmarch i Europa, og der var vind i sejlene for populismen i USA, og Lewis ønskede at advare mod begge fænomener. Kunne det utænkelige ske, at også USA fik en fascistisk leder?

I romanen er svaret ja. For en stund, vel at mærke. Handlingen går i al korthed ud på, at amerikanerne under indtryk af den store depression vælger den autoritære mand af folket, Buzz Windrip, som præsident til at rydde op efter de etablerede politikere, intellektuelle, jøder og fritænkere, der har kørt landet i sænk. Med løfter om 5000 dollars kontant til hver eneste amerikaner som en slags bonus for valgsejren marcherer Windrip ind i Det Hvide Hus (de stakkels Windrip-vælgere får selvfølgelig aldrig deres penge). Inden man har set sig om, er der også langt oppe i delstaten Vermont, hvor store dele af handlingen foregår, etableret interneringslejre, konfiskeret ejendom og deporteret lovlydige samfundsborgere til Canada. USA er blevet et diktatur under Windrip; det, der ikke kan ske her, er sket. ”For første gang i Amerikas historie, bortset fra Borgerkrigen og Verdenskrigen, var folk bange for at sige, hvad der faldt dem ind,” som der står.

Ikke alle bukker dog under for selvcensuren, for næsten ene mand råber den lokale Vermont-avisredaktør Doremus Jessup vagt i gevær og taler Washington midt imod. Hans svigersøn bliver dræbt, hans staldkarl bliver regimets bøddel, og hans egen søn prøver at overbevise ham om at skrive nogle partivenlige avisledere, så han – sønnen – kan blive højtplaceret dommer, men lige lidt hjælper det. Den progressive helt Jessup bukker ikke under.

Nu går det nok an at afsløre lidt af slutningen på en 80 år gammel roman, for ”Det kan ikke ske her” ender faktisk med en løfterig sætning om, at der i Amerika altid vil være gode mænd, der kæmper imod den korrupte regeringsmagt. Ja, en større eller mindre fascist kan overtage præsidentembedet, men nej, han kan ikke beholde det.

Windrips regering viser sig at smuldre ret hurtigt i interne intriger og kupforsøg, så det er altså ikke nogen permanent vision for USA som Dystopia, Lewis tegner.

Det kunne man ellers godt tro af de mange anmeldere, der har haft travlt med at kalde romanen for ”bogen, der forudså Trump”. Der er rigtignok mange ligheder mellem Windrip og Trump – barnlige, behagesyge, forfængelige og demagogiske er de begge, og Windrips chefstrateg Sarason ligner den nu detroniserede Steve Bannon næsten på en prik – men nogen dystopi er bogen altså ikke. Den bevarer en vældig amerikansk optimisme på den progressive tankes vegne. Og til forskel fra romanen ligger virkelighedens bærende amerikanske samfundssystemer og grundlæggende politiske indretning ikke i ruiner efter et år med en angiveligt fascistisk præsident ved magten. Som historikeren H.W. Brands sagde her i avisen forleden: Med Trump er det mere melodrama end drama. Systemet skal nok overleve en forfængelig reality-stjerne og byggematador i Det Hvide Hus.

Skal man læse romanen ”Det kan ikke ske her”, er det hverken, fordi den ”forudså Trump”, eller for dens litterære kvaliteter. Dertil er den for skematisk opbygget i godt og ondt, for langtrukken og for ”pæn”: den skildrer et USA på sammenbruddets rand, men sproget er ikke brudt sammen, tværtimod er det en nydelig, lidt kedelig realisme, Lewis betjener sig af. Som den første amerikaner nogensinde modtog han Nobelprisen i litteratur, men det er ikke fuldkommen ufortjent, at han er gledet lidt ud i glemslen. I USA er han i øvrigt bedre kendt som forfatter til romanen ”Babbitt”, der er en satirisk skildring af middelklasselivet i en amerikansk lilleby. Lewis’ udlevering af den angiveligt småtskårne småborgerlighed i det amerikanske hjerteland kan godt være lidt trættende, men er blevet en fast mental figur hos kultureliterne på kysterne: Midtvesten er noget, man flyver hen over – og denne vrangforestilling er Lewis ikke helt uden skyld i.

Det er imidlertid godt, at ”Det kan ikke ske her” nu igen kan læses på dansk, og det er interessant at se, hvordan glemte klassikere får ny aktualitet og pludselig rives ned af hylderne (romanen var angiveligt udsolgt i mange måneder sidste år i USA). Der er meget få fagbøger, der hives frem igen efter 80 år, men skønlitteratur er anderledes langtidsholdbar og ændrer betydning, når konteksten skifter. Det handler historien ”Det kan ikke ske her” også om. Som påmindelse om en tidligere så stærk tradition i amerikansk litteratur for socialt indignerede, progressive forfattere (John Steinbeck og Upton Sinclair skrev på samme tid deres samfundskritiske værker) har genudgivelsen af ”Det kan ikke ske her” sin fulde berettigelse. Også selvom den ikke er ”romanen, der forudså Trump”.