Det kan være fatalt, hvis verden kun er bygget på mandlige data

Vi lever i en verden, hvor det mandlige bliver betragtet som universelt og det kvindelige som atypisk

Bogen "Usynlige kvinder" er hård at læse, da den med fakta viser, hvordan verden er skruet forkert sammen, skriver anmelderen.
Bogen "Usynlige kvinder" er hård at læse, da den med fakta viser, hvordan verden er skruet forkert sammen, skriver anmelderen. Foto: Nobuko Kobayashi/Millennium Images/Ritzau Scanpix.

”Simone de Beauvoir med data” kaldte engelske Financial Times Caroline Criado Perez’ bog, da den udkom. Fordi den ved hjælp af hårde fakta anskueliggør Simone de Beauvoirs forestilling om kvinden som det andet køn, om manden som det egentlige. Som den franske forfatter skrev:

”Forestillingen om verden såvel som verden selv er mændenes værk. De beskriver den ud fra deres synsvinkel og forveksler denne med den absolutte sandhed.”

At det er en problematisk måde at betragte verden på, kan de fleste formentlig blive enige om, men at den også kan være decideret farlig, bliver man klar over efter at have læst den grundige og imponerende ”Usynlige kvinder”, der uvægerligt må sætte alle – uanset køn – i et mere end almindeligt dårligt humør.

Caroline Criado Perez beskriver selv sin bog som en opfordring til forandring, som en fortælling om fravær og om, hvad der sker, når vi bygger verden på mandlige data. Så opstår der nemlig et kønsdata-tomrum samt en fatal fejlrepræsentation.

Og så bliver alt fra biler og kontorlokaler over medicin og skudsikre veste til mobiltelefoner og værktøj udviklet til at passe til en mands krop, der – uanset hvor meget man end måtte være fortaler for kønnet som kulturel konstruktion – er og bliver anderledes end kvindens. Sådan helt fysiologisk set.

Og når ting som for eksempel grænseværdier for skadelige stoffer er bestemt ud fra mænds kroppe, ved vi alt for lidt om, hvad de gør ved kvinders; da biler er designet til mænd, ved vi, at kvinder har større risiko for indre skader ved frontalkollisoner, fordi de sidder længere fremme, når de kører, for at kunne nå rat og pedaler; og vi ved, at den medicin, der skulle hjælpe kvinder med at sænke deres forhøjede blodtryk, risikerer at gøre det modsatte og dermed øge dødeligheden i stedet for at reducere den, fordi den er udviklet til at passe til mænd.

”Usynlige kvinder” er en hård bog at læse. Fordi den er så fyldt med fakta, der viser, at verden er skruet forkert sammen, og fordi der er så mange af dem. De er ikke pakket ind i anekdoter, men i et klart formidlet og helt konkret sprog, og det er tallene, der taler. De runger klart og højt og kalder på at blive diskuteret, og bortset fra de få steder, hvor forfatteren gisner og gætter og konstaterer, at det må være rimeligt at konkludere dette, eller at hint virker sandsynligt, så er hun blot til stede i teksten som formidler, ikke som partisk fortolker, og det er med til at skabe en troværdig bog, der umuligt kan undgå at gøre indtryk. Og forhåbentlig også mane til handling. For uanset hvad spørgsmålet end måtte være, så er svaret: mangel på data. Det burde være til at løse.

”Usynlige kvinder” er dedikeret til alle de kvinder, der holder ud, og rådet fra Perez lyder: Bliv ved med at være forbandet besværlige. Det skal hermed være givet videre.