Mennesket er blevet kolossalt

En (vidt)spændende antologi kortlægger menneskets stilling netop nu i det aktuelle samfunds- og videnskabsbillede. Bogen er højinteressant, men den er i sin formidling også præget af tidstypiske, akademiske unoder

Hvor mennesket indtil cirka 1500-tallet, det vil sige før Kopernikus, havde en underordnet plads i verden, hvor alt formodedes at være styret af Gud, blev det af den kopernikanske vending krænket og ydmyget, kun et lille fnug i et uendeligt univers. Paradoksalt nok indebar dette samtidig menneskets ophøjelse i en moderne forstand, for det var dog mennesket, der kunne erkende hele dette svimlende univers og efter Guds død indtage pladsen som subjekt i mangel af bedre.
Hvor mennesket indtil cirka 1500-tallet, det vil sige før Kopernikus, havde en underordnet plads i verden, hvor alt formodedes at være styret af Gud, blev det af den kopernikanske vending krænket og ydmyget, kun et lille fnug i et uendeligt univers. Paradoksalt nok indebar dette samtidig menneskets ophøjelse i en moderne forstand, for det var dog mennesket, der kunne erkende hele dette svimlende univers og efter Guds død indtage pladsen som subjekt i mangel af bedre.

Inden for geologien er man begyndt at tale om den nuværende tidsalder som ”den antropocæne”. Vi er gået ind i menneskets tid, fordi menneskelig aktivitet nu præger de globale livsomstændigheder i et omfang, som der ikke synes at være nogen øvre tærskel for. Mennesket er blevet kolossalt, og måske også en kolos på lerfødder, fordi vi har svært ved at forudse og kontrollere effekterne af vores egen tilstedeværelse på planeten, jævnfør klimaforandringerne.

En række danske forskere fra forskellige videnskabslige discipliner har med afsæt i diskussionen om det antropocæne set nærmere på menneskets aktuelle rolle i en serie sammenhænge som psykiatri, litteratur og velfærdsstudier, antropologi, ledelsesteori, robotforskning med mere. Den både spændende og vidtspændende antologi har fået titlen ”Den humane vending”. Især inden for human- og kulturvidenskaberne er glosen ”vending” (engelsk: turn) de seneste årtier blevet en slags fanfare, der bebuder videnskabelige omvæltninger og nybrud. Man har talt om den sproglige vending, den affektive vending, den materielle vending og temmelig mange andre vendinger. Der er en del mode, hysteri og intellektuel inflation i disse vendinger, hvad antologiens redaktører da også retfærdigvis bemærker.

Med deres egen antologi-titel angiver de noget mere omfattende end blot noget disciplinært, nemlig, at den menneskelige faktor får større og større betydning i alle tænkelige – og dermed også alle videnskabelige – sammenhænge: Sundhedsvæsenet og andre velfærdssystemer skal lære at forholde sig til det hele menneske, men patienter bliver omvendt også opfordret til mere ansvar for egen livsstil og sundhed.

Topmotiverede medarbejdere i virksomheder ses i stigende grad som afgørende ressourcer, men hvordan forene det selvmotiverende med det, der lige nu regnes for at være til organisationens bedste? Vi skal vænne os til at interagere med robotter i fremtiden, men er robotterne ikke samtidig nødt til at blive mere menneske-lige for at kunne agere med os, og hvordan bliver de så det?

Som man måske kan fornemme, tegner den humane vending et broget billede. Blot fordi mennesket er blevet kolossalt, er tingene ikke blevet nemme at overskue, nærmest tværtimod, hvorfor kolos-metaforen snyder lidt. På et område kan vendingen ligne en nødvendig humanisering, på et andet et forsøg på stigende udnyttelse af og kapitalisering på menneskelige ressourcer, på et tredje en mere neutral udforskning af, til hvad det menneskelige egentlig er og så videre.

Fra disciplinerne kan det blandt andet noteres, at antropologien må opgive tanken om, at kulturen (forstået som menneskets symbolskabende aktivitet) er alt og stedet og miljøet intet (det kunne man måske med sund fornuft godt have overvejet lidt før). Fra biologi og medicin får vi hele diskussionen om diagnoser og de nye sygdomme:

Hvis det er sådan, at modsætninger i samfundet nu sætter sig i kroppene som sygdomme, er der vel også tale om en slags human vending. I en stort anlagt gennemgang af psykiatriens historie viser Marius Gudmand-Høyer, hvordan institutionalisering og overvågning gradvis erstattes af terapeutisk intervention i dagliglivet og selvledelse og coping strategier for patienter. Sverre Raffnsøe kortlægger i tilsvarende stort format den humane vending inden for ledelse og organisation – meget interessant i disse tider, hvor vi alle sammen i stadig højere grad er underlagt både ledelse og krav om selvledelse.

Til sidst indsættes den humane vending i det allerstørste idéhistoriske perspektiv: Hvor mennesket indtil cirka 1500-tallet, det vil sige før Kopernikus, havde en underordnet plads i verden, hvor alt formodedes at være styret af Gud, blev det af den kopernikanske vending krænket og ydmyget, kun et lille fnug i et uendeligt univers. Paradoksalt nok indebar dette samtidig menneskets ophøjelse i en moderne forstand, for det var dog mennesket, der kunne erkende hele dette svimlende univers og efter Guds død indtage pladsen som subjekt i mangel af bedre.

Mennesket kom i centrum på en anden måde, og derved opstod den klassiske humaniora, for mennesket var dog stadig vigtigt og centralt, i det mindste for sig selv og det, der stod i forhold til. I den nye humane vending er mennesket på en gang overvældende (det antropocæne) og samtidig uoverskueligt fremmedgjort i forhold til sine hidtidige ”trygge” sammenhænge. Mennesket er centralt uden længere at være centrum, det er konstant på kanten af sig selv, som det med sikkerhed også vil vise sig i fremtidige ”optimeringer” af mennesket, nye former for interaktion med robotter, digital omverden og så videre.

Antologien udspringer af et forskningsprogram, støttet af Velux Fonden, som er en stor og vigtig aktør, når det gælder støtte til nybrydende humanvidenskabelig forskning. Programmet ”Den humane vending” er, om jeg har forstået det ret, en overbygning på en serie Velux-støttede forskningsprojekter inden for netop de områder som antologien omhandler. En anden diger antologi fra et Velux-program, ”Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning”, redigeret af David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe, udkom sidste år, hvor jeg anmeldte den her i avisen den 10. august.

Så vigtig og inspirerende ”Den humane vending” end er, er anmelderen dog nødt til at gøre en anmærkning. At akademiske antologier kan være kompakte og svære at læse, er ingen nyhed. ”Den humane vending” topper dog i perioder alt, hvad jeg ellers har ædt mig igennem i årtiers anmelderi af faglitteratur. Man får lyst til at bande eller græde eller dunke hovedet ned i bordet. Til tider kan prosaen næsten virke som et dæmonisk eller parodisk forsøg på at skrive så maksimalt svært som overhovedet muligt.

Den ene af redaktørerne, Marius Gudmand-Højer, hjemtager her prisen. Desværre skæmmes antologien også af en anden og for så vidt modgående unode. Der er indimellem en del tomgangssnak, store passager med frem og tilbage, gentagelser, luftighed eller ren ordflom, hvor der ikke står særlig meget på siderne, hvis man skal prøve at skære ind til den reelle information. En anden af redaktørerne, Sverre Raffnsøe, får her prisen for sit kolossalt lange indledende bidrag om det kolossale menneske. Og det ligner da lidt af en tanke, at det især er redaktørerne, der står for unoderne, mens flere af de almindelige bidragydere skriver – efter omstændighederne, bevares – rimeligt kort og nogenlunde forståeligt. Ingen har åbenbart vovet at redigere redaktørerne og stramme udgivelsen med hundrede sider eller lidt mere.

Man kan frygte, at disse unoder også har med konteksten at gøre. I nutidens forskerverden er der enorm prestige forbundet med at hjemtage forskningsbevillinger. Det sætter jo folk under et vist pres, når resultaterne skal manifestere sig, og det tilskynder måske ikke ligefrem til at underspille, hvor svære materier man her er ude i, og hvor meget plads det dog kræver at få dem fuldt udredt. Vi er, sådan skal det i hvert fald gerne fremstå, ude i ukendt terræn, hvor hverken de etablerede begrebsapparater fra discipliner og traditioner eller mere common sense-agtige anskuelsesmåder slår til, og så kan diskursen åbenbart hurtigt blive lidt Heidegger-agtig eller Foucault-agtig eller Bruno Latour-agtig. Ingen entiteter eller relationer er helt, som vi kender dem, og det overgiver man sig til med en vis retorisk sanseophidselse, hvor det måske var bedre at holde hovedet lidt koldt.

Men det er nok svært, for drømmen om forskningsmidler og dyrkelsen af bevillingshavere er selv blevet som en truende kolos, der rejser sig over nutidens universitet, og konsekvenserne af det kunne måske også fortjene en kortlægning.