Prøv avisen
Teater

Det Kongelige Teater giver den gas i det grønne

4 stjerner
Opsætningens forfatter Jokum Rohde har skrevet en fortælling, der fortsætter, hvor myterne om Kong Arthur ender – en sjov og flot blanding af Shakespeare, ”Ringenes Herre” og science fiction. Foto: Det Kongelige

”Kong Arthur” i Dyrehaven er et udsøgt udstyrsstykke

Der er en legende, levende stemning i den tidlige aftenskov. Skovens gøglere byder folket velkommen og underholder med krumspring og middelalderklimpren. Bagved står de spedalske og tigger. Deres kostumer er futuri-stiske med et middelalderligt twist. Vi skal føle, at vi befinder os i et parallelt univers, hvor nutid og datid, fortid og fremtid her og der smelter sammen.

Jokum Rohdes fortælling fortsætter, hvor myterne om kong Arthur ender og er et sammensurium inspireret af Shakespeare, ”Ringenes Herre”, superheltemytologier, science fiction, gamle westerns og så videre. Det er en collage af mærkeligheder og genkendeligheder. Det er sjovt og flot og bliver vildt – til sidst.

Kong Arthur er på spanden, for hans riddere og Merlin er forsvundet, og dragen Belvarg er slet ikke død alligevel. Inden længe bliver han offer for et kongekup, smides på porten og rager rundt i galskabens vold som en anden kong Lear. Arthur er blevet slave af sværdets magi, forført af sin egen hellige krig. Han slog ikke dragen ihjel, men har iført sig dens skæl, lukket den ind i sit sind.

Jokum Rohde har skrevet en ambitiøs, kompleks historie, endda med religionshistoriske og samtidskritiske undertoner. Men dybden forceres og bliver mudret undervejs. Og netop her ligger forestillingens største benspænd: Den har for travlt med at forsøge at behage alle publikumsgrupper på én gang. Selvom der er meget plads i Dyrehaven, er der ikke plads til det hele.

Hvorfor ikke bare holde sig til et simpelt eventyr om det gode mod det onde tilsat masser af action? Det kan alle jo forstå.

Selvom forestillingen først begynder klokken 20.30, lider første akt under, at der er for lyst. De store bøgetræer danner et flot bagtæppe, men naturen fremhæver teatrets ekstreme kunstighed, og de farverige karakterer virker grinagtigt små i den brede kulisse. De 200 medvirkende – heste, dansere, motorcyklister, stuntmænd, korsangere og så videre – fylder overraskende lidt i dette scenerum.

Men holdet bag forestillingen er selvfølgelig klar over de udfordringer, det stiller, når teatret bliver sluppet ud i det fri. Så man har valgt at fylde første akt ud med masser af klovneri til de mindste og moderne referencer til de voksne. Og tryllekunstner og komiker Rune Klan har skabt mageløse tryllerier til forestillingen, som vil glæde og forundre både store og små.

Den grønne kulisse stiller også store krav til skuespillerne, som jo skal række længere, end de er vant til i en teatersal, hvorfor spillet bliver noget stift.

Heldigvis har Nicolas Bro udpræget komisk talent, og vi griner ad hans kluntede Arthur. Men han er svær at tage alvorligt som den store helt og martyr, han bliver til sidst. Esben Smed spiller med musklerne som den slibrige, pukkelryggede Mordred, fuld af ondskab og lede – som en anden Gollum. Og Ole Lemmekes senile Merlin får flest grin med på vejen.

Desværre slæber handlingen sig af sted, og det er, som om første akt blot er rent flødeskum til at fylde ventetiden, indtil mørket falder på, og det store udendørs teaterfyrværkeri kan begynde.

Men det gør det så også. I den grad. Ondskaben entrerer scenen på motorcykler og mørke heste, og pludselig får det blålige søfolk den rigtige æteriske udstråling. Slaget mellem det gode og det onde er værd at vente på.

Godt nok er ”Kong Arthur” mere udstyrsstykke end godt teater. Men det er alt andet lige en helt unik oplevelse at se Det Kongelige Teater give den gas i det grønne.