”Du må le, mens du er munter, fremtid er kun uvished.”
Dette er det centrale punkt i den visuelt moderne komediefest, som Det Kongelige Teater præsenterer med ”Helligtrekongersaften eller Hvad I Vil”. Forestillingen er flot eskapisme med en snert af kønspolitisk alvor. Men Shakespeares komedier er svære at mestre og formidle med vægt, og det lykkes heller ikke Therese Willstedts musikalske og velkoreograferede iscenesættelse at hæve sig op til det for alvor hjertegribende.
Fra et hav i en spand vand dukker den skønne og adelige Viola i skikkelse af Danica Curcic op. Hun er blevet adskilt fra sin tvillingebror, som er formodet død i et skibbrud. I landet Illyrien tager hun, forklædt som mand og kastratsanger, arbejde for den opblæste hertug Orsino. Herfra tager kønsforvirringen og trekantsdramaerne fart.
Scenografien er lækkert og industrielt moderne design med et 90’er-twist. Et lyserødt neonskilt staver ”Illyrien” på den bare betonvæg, der markerer to sider af den vilkårlige trekant, der udgør scenen. Skiltet reflekteres smukt i den metallisk lyserøde hjerteballon, der vifter over deres hoveder og repræsenterer et alternativt kærlighedsunivers med omvendte fortegn.
Karaktererne har også en trekantethed over sig. Mændene er klædt i alfonskostumer, pels og guldkæder, kvinderne i pangfarver. Alle er de lidt infantile. En gruppe desperate teenagere, der ikke kan finde fodfæste i hverken køn eller identitet. Symbolikken er et subtilt nik til Pride-bevægelsen og en fin markering af, at mennesker bare er mennesker uanset tøj- og kønsvalg.
Danica Curcics Viola er den eneste med voksenautoritet. Men i selskab med Peter Plaugborgs Orsino, usikker påfugl og playboy, bliver hun til lyserød gelé og med næsten dyrisk instinkt gnubber hun sig op ad sit kærlighedsobjekt. Danica Curcic har humor i kroppen, men hun kan også fremføre sine ord ”med elskovsglæders torden”, så de 400 år gamle blankvers får ungdommelighed og naturligt liv. Man har lyst til at putte ordene i lommen, så man kan bruge dem til at oppe humøret på en mørkere dag.
Teaterdirektør Morten Kirkskov har på Det Kongelige Teater samlet et vanvittigt dygtigt og ungdommeligt ensemble med stænk af gråt guld. Her er cremen af dansk skuespiltalent samlet under et tag, og de synes at kunne spille alt til perfektion. Det er en fornøjelse. Intet kan næsten gå galt, når man har det grundmateriale.
Tammi Øst repræsenterer de rutinerede. I Illyrien er det alligevel hende, mændene sværmer ulykkeligt omkring, og hende, der sender dem afslag én efter én.
Først da den forklædte Viola dukker op, tændes hendes ild, og hun folder sig fantastisk charmerende ud som kærlighedshungrende moden jomfru. Søren Sætter Lassen er en finurlig lille Malvolio – simpel tjener, men propfuld af sin egen fortræffelighed. Han er leveringsdygtig på dansekomik, der får salen til at huje af grin.
Thomas Hwan er den ufarlige ridder Andreas Blegnæb med en fistelstemme så ren og klar som et jomfrueligt organ. Han høster ganske fortjent de største latterudbrud.
Men deres slapstick-agtige komik mister sin charme undervejs. Humoren viser sig unuanceret, får en skinger undertone og begynder at ligne gøgl og leflen for billige point. Dette bliver yderligere understreget af, at et croonende græsk kor er placeret til venstre for scenen. Altmuligmusiker Hans Find Møller og sanger Esben Dalgaard er dygtige, og det lyder godt. Men det er ren frås, for de har ingen funktion.
”Helligtrekongersaften eller Hvad I Vil” er lækker underholdning og ren komediefest, men mangler den tyngde, der passer til Det Kongelige Teaters overdådige maskineri og overflod af talent.