Det Kongelige Teaters "Farlige forbindelser" er en stilistisk øjenlyst, men ikke så meget mere

Der er måske snarere tale om harmløse forbindelser. Som tilskuer sidder man i hvert fald tilbage med spørgsmålet: Mon sidste salgsdato er overskredet for denne lumre 80’er-fortælling?    

Det Kongelige Teaters "Farlige forbindelser" er en stilistisk øjenlyst, men ikke så meget mere

Scenen er et showroom af gulvlange foldegardiner og cremefarvede puffer. I det lækre velourunivers går skuespillerne catwalk, poserer på skift med tasker, champagne og poser fra dyre modehuse. MaxMara, Mulberry, Louis Vuitton. Kostumerne er lige så udskiftelige, som kærlighedsrelationerne er det. 

Instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Løkke Møller har bragt Christopher Hamptons 1980’er-skuespil "Farlige forbindelser" ind i en moderne forbrugskultur, hvor alt drejer sig om at dupere andre med luksuriøse nyerhvervelser og erotiske erobringer. Det synes oplagt at genføde det gamle yuppiedrama som en kritisk hudfletning af vor tids varefetichisme og kyniske datingkultur, hvor "forbindelser" kan vælges til og fra med en fiks fingers "swipe". Men måske også en kende fortærsket?