Det Kongelige Teaters ”Farlige forbindelser” er en stilistisk øjenlyst, men ikke så meget mere

Der er måske snarere tale om harmløse forbindelser. Som tilskuer sidder man i hvert fald tilbage med spørgsmålet: Mon sidste salgsdato er overskredet for denne lumre 80’er-fortælling?    

Det Kongelige Teaters ”Farlige forbindelser” er en stilistisk øjenlyst, men ikke så meget mere

Scenen er et showroom af gulvlange foldegardiner og cremefarvede puffer. I det lækre velourunivers går skuespillerne catwalk, poserer på skift med tasker, champagne og poser fra dyre modehuse. MaxMara, Mulberry, Louis Vuitton. Kostumerne er lige så udskiftelige, som kærlighedsrelationerne er det. 

Instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Løkke Møller har bragt Christopher Hamptons 1980’er-skuespil "Farlige forbindelser" ind i en moderne forbrugskultur, hvor alt drejer sig om at dupere andre med luksuriøse nyerhvervelser og erotiske erobringer. Det synes oplagt at genføde det gamle yuppiedrama som en kritisk hudfletning af vor tids varefetichisme og kyniske datingkultur, hvor "forbindelser" kan vælges til og fra med en fiks fingers "swipe". Men måske også en kende fortærsket? 

Hamptons stykke er baseret på Choderlos de Laclos brevroman af samme navn fra 1782, som på komisk vis udstillede adelens dekadente manerer i de parisiske saloner op mod den franske revolution. Romanforlæg såvel som stykke handler om forførelsens anatomi, når den bliver en afstumpet konkurrencesport for overklassen. Når forbrugerismen forplanter sig til forholdet mellem mennesker.  

To depraverede personer, som engang elskede hinanden, mødes og dyster i, hvem der kan nedlægge flest på den mest raffinerede måde. Duellanterne er den skruppelløse libertiner Le Vicomte de Valmont og den sødmefuldt intrigerende femme fatale Marquise de Morteuil. De indgår en sadistisk pagt om, at hvis vicomten forfører dels den kyske Presidente de Tourvel og dels den purunge Cécile, så vinder han en nat med markisen. Men naturligvis går det galt; kærligheden kommer i vejen. Vicomten forelsker sig i sit bytte, markisen i vicomten. Begge lider uopretteligt nederlag i deres eget frastødende spil, men "the show must go on" – og i forestillingens stærkeste scene, slutbilledet, vakler den nedbøjede, krumryggede markise ud mod stadig nye erobringer, stadig nye nederlag. Som en edderkop fanget i sit eget tragiske spind. 

Historien er velkendt og egentlig også til den tynde side. Man bliver hurtigt færdig med dens konstruerede problemstillinger og let afkodelige moralisme. Det er derfor i høj grad op til replikskiftet, skuespillet, den diabolske ping-pong mellem de kyniske kombattanter og deres sagesløse ofre, at løfte den trivielle fortælling. Staffan Valdemar Holm har på overfladen fanget denne nødvendige musikalske orkestrering. Når han lader spillerne rykke frem på banen som skakbrikker, isoleret på hver sin ensomme puf, så det kun er med ordenes skarphed, de spidder hinanden.    

Tammi Øst er forførende som den kalkulerende giftsnog, Morteuil, der blotter tænderne i et fidelt smil, før hun hugger til. Majet ud i den nyeste mode troner hun som en velplejet dronning på sin puf i maliciøs bevidsthed om egne virkemidler. Uhyggeligt lunefuld og beregnende, mens hun støber kuglerne til andres undergang. Hendes medsammensvorne, Valmont, tegner Casper Frederik Dyhr Crump som en glat levemand i stramt Gucci-suit, der aldrig går af vejen for kødets lyst – eller et rask lille overgreb i jomfrukammeret. Som hans godtroende offerlam er Marie Reuther alt, hvad rollen kræver af naivitet og smertefuld fortabthed. Mens Birgitte Hjort Sørensen nok bliver en anelse stiv og karikeret i sin gestaltning af Tourvel, der aldrig forlader poseringen for at blive menneske. Ulla Henningsen og Hanne Hedelund er den ældre generations ikke mindre ryggesløse tilskuere – mens Stephanie Nguyen giver den som dekadencens legemliggørelse med sin smidige glædespige. 

Et stærkt ensemble, og alligevel lades man uforløst tilbage. Iscenesættelsens konsekvente fokus på spillets fremmedgørelse, på de udvendige manerer og det iskolde menneskeforbrug, lader forsvindende lidt plads tilbage til stykkets små sprækker af oprigtige følelser bag den skinnende politur. Man savner at fornemme tomhedens smerte bag det hele, kynismens egentlige omkostninger. Den gradvise opløsning, som stykket lægger op til, udsættes i denne version; facaden forbliver intakt til tæppefald. Selv i den virkelige tragedie, da alt er tabt, synes personerne forstillede og karikerede. 

Som konsekvens heraf virker opsætningen selv fremmedgørende og enstonig. Det er ikke længere noget drama på liv og død, men en uendelig række betydningsløse positurer. Pointen slås fast, jovist, men på harmløs vis. 

Farlige forbindelser. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi og kostume: Bente Lykke Møller. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset i København. Til den 17. februar.