Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov: Forbrydelsen er en del af nydelsen

Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov holder af den kriminelle fornøjelse ved at spise junkfood

Selvom Morten Kirkskov til daglig lever sundt, kan han sagtens finde på at svinge forbi en McDonalds eller Burger King på vej hjem fra byen.
Selvom Morten Kirkskov til daglig lever sundt, kan han sagtens finde på at svinge forbi en McDonalds eller Burger King på vej hjem fra byen. Foto: Christian Krogh.

Min største kultursynd er en madkultursynd, en rigtig fedtet én. Det der med at købe mad i stedet for at lave det selv, besøge både dyre og billige restauranter i stedet for at bruge det køkken og de madlavningsevner, man har – det gør jeg lidt for meget.

”Skal vi ikke gå ud at spise?”.

”Skal vi ikke bestille?”.

Men den største skyld føler jeg, når jeg et par gange om måneden køber junkfood.

Der, hvor jeg kommer fra, Sønder Omme i Jylland, hed det ikke en burger, men en bøfsandwich med brun sovs. Man havde slet ikke de muligheder, jeg har som byboer i dag. Hvis man en meget sjælden gang gik ud og spiste, var det på kroen efter en hakkedreng.

Jeg lever egentlig ganske sundt til hverdag, men en gang imellem sker det altså, at jeg går forbi Burger King eller McDonalds på vej hjem fra byen. Alt er bare galt, alt er fedtet. Gulvet, man står på, glasruden henne ved kassen. Hvis man kommer sådan lidt sent på aftenen, er der kun fulde unge mennesker i køen foran én.

Ét er ydmygelsen ved at gå derind, noget andet er de ydmygelser, man selv topper op med. De vil ingen ende tage, når man først har kastet sig ind i burgerspisningen. Enten slår man sig ned ved et bord som sådan en sørgelig mand, der må sidde helt alene. Eller også står man pludselig ude på gaden og forsøger at gå, mens man spiser af en burger.

Hvis vi selv har lavet brugere derhjemme, har vi købt sådan nogle veganerbøffer, og de smager virkelig godt. Men på Burger King skal det være oksekødsbøffen. Skylden ved at spise junkfood bliver på den måde også til en skyld på klodens vegne. Men så igen, hvem ved, om der overhovedet er oksekød i de bøffer?

Det er en ekstremt kortvarig nydelse, som jo svarer lidt til en pornofilm på nettet. Der er ikke noget næring i, bare følelsen af at have spist... et eller andet. Man bliver mindet om det i noget tid efter, fordi man er sådan lidt hævet i det. Og man går også og lugter af burger i ret lang tid, fordi lugten sætter sig i tøjet.

Jeg skal ikke psykoanalysere det mere end højst nødvendigt. Der er lavet alle mulige undersøgelser om, at der puttes afhængighedsstoffer i, og jeg ved ikke... Det er en kortsigtet beslutning – og destruktiv – for man har jo løbet sin tur, spist vegetarisk, holdt sig fra alt for meget hvidt brød. Men forbrydelsen er en del af nydelsen. Man har holdt sig på dydens smalle madsti, og pludselig kommer den: en barnlig trang til at vælte det tårn, man har bygget.

I ”Mine kultursynder” har Kristeligt Dagblad bedt en række kendte personer om at redegøre for de kultursynder, som vi ikke nødvendigvis forbinder med deres virke.