Arkitekt: Det koster ikke meget at være flink ved mennesker

Byrumsarkitekten Jan Gehls internationale karriere begyndte for alvor, da han nærmede sig pensionsalderen. I morgen fylder han 80 år

 Jan Gehl præsenterer den engelske oversættelse af “Bylivsstudier” på taget af Royal Institute of British Architects (RIBA) i London i 2013. Gehl er International Fellow i RIBA. –
Jan Gehl præsenterer den engelske oversættelse af “Bylivsstudier” på taget af Royal Institute of British Architects (RIBA) i London i 2013. Gehl er International Fellow i RIBA. – . Foto: Kåre Gade.

Han er en af verdens mest efterspurgte og indflydelsesrige arkitekter, men han har stort set aldrig tegnet et hus. Han har sat sit fingeraftryk på storbyer over hele kloden, men han har boet i Vanløse det meste af sit liv. Blandt borgmestre og byplanlæggere verden over er hans navn synonymt med Danmark, men i Danmark smilede kollegaerne i mange år overbærende ad ham – indtil han, tæt på pensionsalderen, oplevede et hastigt accellererende internationalt gennembrud, som kun bliver de færreste arkitekter beskåret.

Jan Gehl er byrumsarkitekt, og i morgen fylder han 80 år. Jeg møder ham på tegnestuen, som bærer hans navn, men hvor han i dag har trukket sig tilbage til en rolle som seniorrådgiver. På tavlen i mødelokalet er der kulørte post-it-sedler fra en brainstorm. Op ad væggen står en planche, der viser Times Square i New York før og efter den blev bilfri zone – en af Gehls mest omtalte præstationer. Og på bordet ligger korrekturen til portrætbogen, der udkommer i anledning af fødselsdagen, og som, betegnende for fødselarens geografiske rækkevidde, er skrevet af to australiere. Ikke desto mindre klinger dens titel bekendt i danske ører.

”Jeg mødte kultur- og kirkeminister Bertel Haarder forleden. Han blev begejstret, da han hørte, at bogen på dansk hedder ’Mennesker først’, og forklarede mig, at det er grundtvigsk,” fortæller Jan Gehl.

Titlen henviser til Gehls stædige insisteren på, at menneskers velbefindende altid er vigtigere end arkitekturens æstetiske præferencer. At byer skal indrettes på fodgængernes, børnenes og de ældres præmisser, ikke på bilernes. At der skal være bænke, stole og stille steder, hvor man har lyst til at sætte sig og snakke sammen. Det er synspunkter, der har givet ham rockstjernestatus – om ikke blandt arkitekter, så blandt borgmestre med byforbedring på programmet.

Gehls løsningsforslag er enkle og lavteknologiske. I New York lavede man en midlertidig afspærring af nogle af byens centrale pladser og gader og satte havestole frem til fri afbenyttelse. Mennesker strømmede til. Efter tre måneder blev løsningen gjort permanent.

”Det koster ikke meget at være flink ved mennesker,” plejer han at sige i sine foredrag, mens han viser billeder af gader før og efter, de har fået Gehl-behandlingen.

Hvis det lyder lidt hippieagtigt, er det ikke helt forkert. Jan Gehls kritik af den modernistiske arkitektur og byplanlægning blev formuleret i bogen ”Livet mellem husene” for 45 år siden. På forsiden af første oplag så man et sort-hvidt foto fra en gadefest i Sjællandsgade i Aarhus. Billedet osede af kollektiv, sjov tobak og brune linser. Men Gehls metoder har vist sig mere levedygtige end meget andet tankegods fra samme periode. Bogen er i dag oversat til 25 sprog, og salgskurven er støt stigende.

Et af frøene til den internationale succes blev sået i 1961, da den nyuddannede Jan Gehl blev ansat i et ganske andet hjørne af arkitekturen, nemlig på Inger og Johannes Exners tegnestue.

”Min forældre havde sommerhus på Sejerø, og da øens kirke skulle restaureres, fandt præsten på at spørge mig. Jeg sagde, at jeg først skulle lære, hvordan man gjorde. Så søgte jeg arbejde på Exners tegnestue, hvor jeg arbejdede med kirkerestaureringer og kirkebyggerier, mens menighedsrådet spærrede kirketårnet af med et tov, fordi tagstenene var løse og fugerne væk,” fortæller Jan Gehl.

Tre år senere stod han for den omfattende restaurering af kirken, og igennem de næste årtier påtog han sig en lang række kirkerestaureringer rundtom i landet. Men nok så vigtigt blev jobbet hos Exner hans første møde med en ny måde at tænke boligområder på.

”Der var en gartner oppe på Hillerødkanten, hvis jord var blevet udlagt til byzone og derfor skulle bebygges. Gartneren var kristen og henvendte sig til Exner, fordi han gerne ville have et anderledes og idealistisk byggeri, som var godt for mennesker,” siger Jan Gehl.

Exner søgte inspiration i små italienske bjergbyer, og tegnestuen lavede et projekt med lave huse i klynger og med fælles udearealer.

”Det blev aldrig realiseret, for man troede ikke, folk ville bo sådan. Men ti år senere, da tæt-lav-bevægelsen slog igennem, så alle byggerier sådan ud,” siger Jan Gehl.

Afgørende for, at Jan Gehl skiftede kirkearkitekturen ud med byrumsarkitekturen, blev et samarbejde med hustruen, psykologen Ingrid Gehl. De blev gift i 1961 – i Sejerø Kirke, før restaureringen.

”Ingrid og hendes kollegaer begyndte at spørge, hvorfor arkitekter ikke interesserede sig for mennesker. Hvorfor de helst fotograferede deres huse tidligt om morgenen uden forstyrrende mennesker i billedet. Hvorfor der ingen forskning var i boligbyggeriets sociale og psykologiske sider. Så gik vi op på Statens Byggeforskningsinstitut. Der sad 11 mand og forskede i staldmiljø til grise, men kun to, som arbejdede med boliger, selvom man byggede 60.000 om året,” siger Jan Gehl.

Ingrid Gehl fik ansættelse på byggeforskningsinstituttet og blev den første psykolog i Danmark, der arbejdede med det byggede miljø. Sammen tog ægteparret på studierejse til de italienske renæssancebyers torve og pladser.

”I fagbøgerne stod der altid en masse om, hvilken stil de var lavet i, men aldrig noget om, hvad de blev brugt til – der skulle man til H.C. Andersen, Wilhelm Bergsøe og andre forfattere, som skriver om livet,” siger han.

Jan og Ingrid Gehl udviklede metoder til systematisk at registrere, hvordan folk bevægede og opholdt sig på de åbne pladser. Dette grundlæggende arbejde fik Jan Gehl mulighed for at fortsætte, da han i 1966 blev ansat som forsker på Kunstakademiets Arkitektskole. Parrets tværfaglige arbejde gjorde dem kendte uden for arkitektkredse.

”Vi blev kaldt arkitekturens Inge og Sten (Hegler, red.), og bladene lavede reportager om, hvordan vi boede,” siger Jan Gehl.

Men arkitekterne var ikke altid begejstrede.

”Vi tog del i den omfattende debat om boligmiljøer, hvor både boligselskabernes betonbyggerier og enfamilieshusene stod for skud. Der var meget arrogance blandt arkitekterne, som ikke mente, man kunne overlade noget til beboerne. Arne Jacobsen lavede sågar regler for, hvilke farver gardiner folk skulle have.”

I 1969 lavede Jan Gehl sammen med en tværfaglig gruppe af arkitekt-, sociolog- og psykologistuderende en aktion i Høje Gladsaxe, hvor de sammen med beboerne indrettede en legeplads, der gik på tværs af byggeriets stramme planlægning.

”Erhard Jakobsen, som var borgmester derude, blev rødglødende, og arkitekterne bag byggeriet kaldte det ’grov vandalisme’, men samtidig gav Arkitektforeningen støtte til aktionen. Det var virkelig en brydningstid,” siger Jan Gehl.

I 1971 udkom Jan Gehls ”Livet mellem husene”, mens Ingrid Gehl udgav sine forskningsresultater i bogen ”Bo-miljø”, inden hun valgte at skifte spor og blive børnepsykolog.

Samme år blev Jan Gehl offer for den marxistiske bølge, som skyllede over universiteterne.

”To af skolens afdelinger blev erklæret marxistiske. De studerende stemte om lærerne på plenum, og jeg var en af dem, der fik undervisningsforbud. Begrundelsen var, at de forbedringer af boligområderne, jeg foreslog, ville forsinke revolutionen.”

Han valgte at tage imod forelæsningstilbud i udlandet – Edinburgh, Perth, Melbourne. I et år boede familien i Toronto.

”Det gik op for mig, at der var stor interesse i udlandet for dansk viden om bofællesskaber, bymiljø, trafiksaneringer og den slags. Vi var langt foran i kvalitetsdebatten, og det forspring har vi faktisk bevaret – for eksempel da København som en af de første byer fik en byrums- og fodgængerpolitik.”

Han vendte tilbage til arkitektskolen og kunne igen undervise. Byrumsarkitekturen blev imidlertid set skævt til – det var finere at beskæftige sig med formen end med menneskene. Men fra udlandet voksede efterspørgslen, ikke mindst takket være det netværk, han havde opbygget under sit eksil. Det var borgere, byplanlæggere, interesseorganisationer og politikere snarere end arkitekter, der ville havde Jan Gehl til at se på deres byer. Ved siden af jobbet på arkitektskolen arbejdede han – fra køkkenbordet i Vanløse – med byforbedringsprojekter over hele verden. Og i 2000 etablerede han, 63 år gammel, en tegnestue sammen med en tidligere studerende, Helle Søholt.

Melbourne, Cape Town, New York, Moskva og London er blot nogle få af de byer, tegnestuen har arbejdet i. Og så naturligvis København, som med sine cykelstier, havnebade og gågader ofte identificeres med de gehlske idealer. Jan Gehl er da også glad for København – i hvert fald et stykke ad vejen.

”I 1960 havde man glemt alt om, hvordan man laver gode byer. Nu har vi lært det igen, og vi er blevet dygtige til at bruge vores viden til at gøre eksisterende byer bedre. Men vi er dårlige til at bruge den samme viden, når vi bygger nyt. For eksempel i Ørestaden, i Sydhavnen og Nordhavn. I nybyggeri er der ikke nogle beboere til at stille krav, og derfor bygger man noget smart og sjovt med ’Weber-hylde’, udsigt til Barsebäck og samtalekøkken, så skidtet kan blive solgt hurtigst muligt. Men hvordan det vil være at bo der om femten år, når du får børn, når du bliver gammel eller i november, når det regner – det interesserer desværre hverken bygherrerne eller arkitekterne,” siger Jan Gehl.

Måske er der virkelig noget grundtvigsk ved hans insisteren på mennesket. I 2013 skrev højskoleforstander Jørgen Carlsen en hyldest til Jan Gehl i Information. Den slutter således: ”Hemmeligheden bag Jan Gehls gennemslagskraft som byplanlægger er den samme som hos Grundtvig: en beåndet enfoldighed. Tak til Grundtvig, Gehl og rigtig mange andre.”